Barselsvikariat med fokus på visuel formidling

Ansøgningsfrist: 20.09.2022

En af vores dygtige formidlere er på vej på barsel, så vi står og mangler en barselsvikar, der har lyst og mod på at forsøge at fylde hendes sko ud. Vi leder efter en litteraturformidler med et særligt blik for det visuelle med udgangspunkt i vores kerneopgaver, som er kultur, demokrati, viden og læring for både børn og voksne.

Vi er et bibliotek og kulturhus, hvor fællesskaber, folkeoplysning og læselyst går hånd i hånd med udviklingen af det digitale bibliotek. Et sted, hvor kulturelle aktiviteter, teater, film, musik, pædagogik og læring følges til dørs af et imødekommende værtskab, samarbejde og medborgerskab.

Vil du være med?

Dine opgaver

  • Betjene, vejlede og formidle litteratur til børn og voksne (udlånsvagter, læsekredse mm.)
  • Udstillinger og grafisk arbejde (annoncer, plakater, bannere, flyers o.l.)
  • Markedsføre vores aktiviteter og arrangementer

Vores forventninger til dig

  • Du har en akademisk uddannelse med erfaring inden for litteraturformidling og grafisk arbejde (vi bruger InDesign)
  • Du er kreativ med blik for den visuelle formidling
  • Du er selvstændig, åben og udadvendt og har med dit rolige væsen let ved at indgå i relationer.
  • Du arbejder struktureret og er god til at tænke i løsninger.
  • Du trives med omskiftelige arbejdsopgaver og ser mening i både udvikling og drift.

Om os
Vi er en stor kulturinstitution målt på besøgstal og er med fem huse og en bus det nærmeste udtryk for kulturen i borgernes hverdag.

Vores hovedbibliotek er placeret i centrum af Varde, og vi deler hus med byens handelschef, kommunens borgerrådgiver og et EU-kontor, hvilket passer godt til vores fokus på eksterne samarbejder. Du får ca. 35 kolleger, der brænder for at forsyne kommunens 50.000 borgere med litteratur, oplevelser, læring og fællesskaber. Faglig modenhed og initiativrigdom svinger med humor, kreativitet og en gensidig respekt for hinandens styrker og svagheder. Samarbejde på tværs er en del af vores DNA, så det er vigtigt for os, at du ud over at være faglig dygtig også er en god kollega, der bidrager positivt til den gode holdånd og løsning af de opgaver, der opstår.

Du kan læse meget mere om os, og hvad vi aktuelt arbejder med på vores hjemmeside: Vardebib.dk.

Stillingen er på 37 timer med start den 1. oktober eller snarest derefter til den 30. juni 2023 med mulighed for forlængelse.

Løn efter gældende overenskomst. Du skal være indstillet på, at du vil få ugentlige lukkevagter og lejlighedsvist aften- og weekendarbejde. Kørekort er en nødvendighed, da du både får udlånsvagter i Varde og Ølgod.

Ansøgningsfristen er den 20. september 2022. Samtaler forventes afholdt den 26. og 27. september.

Ved ansættelse i stillingen skal der afleveres straffeattest, og der vil blive indhentet børneattest.

Hvis du har spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte kulturdriftsleder Hanne Nissen Oust på 79 94 83 55 eller hano@vardebib.dk.

Overvejer du at flytte med jobbet?

I Varde Kommune skaber vores mange levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Her er fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser. Uanset hvor du slår dig ned, får du vores smukke natur i baghaven og daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder indenfor rækkevidde.

Gå på opdagelse i alt det, Varde Kommune har at tilbyde dig og din familie på www.flyttilvarde.dk