Har du lyst til at arbejde i én af Danmarks største turistkommuner? Varde Kommune søger AC’ere til byplanlægning

Ansøgningsfrist: 17.01.2022

Du vil blive ansat i Plan, Kultur og Teknik i Varde Kommune, hvor vi arbejder med alt fra museer i verdensklasse over byfornyelse og udviklingsplaner til biogasanlæg og naturparker.

I Planafdelingen arbejder vi med udvikling af de fysiske rammer i vores smukke købstad, i vores mange landsbyer og i de store feriedestinationer Blåvand, Henne og Vejers. Desuden arbejder vi med projekter og planlægning i det åbne land, hvor udviklingen sker i samspil med landskabs- og naturværdier. Brænder du for at være med til at gøre en forskel, og kunne du tænke dig at være med til at udvikle by- og kystområderne i Varde Kommune, er det måske dig, vi står og mangler.

I Varde Kommune skaber vi værdier gennem arbejdet med at forme byen, landet og livet med fokus på miljømæssig, social og økonomisk bæredygtighed. Organisationen er flad og indflydelsen på egne opgaver høj. Vores styrke er, at vi kan se fra den ene ende til den anden i forvaltningen. Du får rig mulighed for at bruge og udvikle dine kompetencer på tværs af organisationen.

Vi kan tilbyde
Du vil som planlægger i Varde Kommune få mulighed for at indgå i et team med et højt fagligt niveau, højt tempo og fokus på udvikling. Arbejdsopgaverne er afvekslende, og du kan forvente at få berøring med alle discipliner inden for fysisk planlægning og byudvikling:

  • Lokalplanlægning
  • Kommuneplanlægning
  • Bevaring og bymiljø
  • Udviklingsplaner
  • Projekter inden for byfornyelse og byudvikling

Vi forventer
At du har en akademisk uddannelse – gerne som arkitekt, landskabsarkitekt, geograf, naturforvalter eller lignende med viden og interesse inden for fysisk planlægning og byudvikling. Er du sociolog, antropolog eller lignende, og har du interesse for at bruge og udvikle dine kompetencer til at sikre gode livsvilkår gennem det bebyggede miljø, er vi også interesseret i en ansøgning fra dig.  

Det er vigtigt

  • At du finder det motiverende at arbejde tværfagligt.
  • At du er god til at formulere dig på dansk, såvel skriftligt som mundtligt.
  • At du er god til at kommunikere med borgere, bygherrer, politikere m.fl. og har mod på at arrangere og gennemføre borgerinddragelsesprocesser.
  • At du kan arbejde selvstændigt og er energisk.
  • At du er fleksibel og pragmatisk. 

Øvrige oplysninger
I Planafdelingen er vi 12 medarbejdere. Vi hjælper hinanden med at løse opgaverne og lægger stor vægt på at benytte den enkelte medarbejders særlige kompetencer og styrker.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte planchef Tove Wolff på towo@varde.dk eller tlf. 2129 9037.

Ansøgningsfrist er den 17. januar 2022.

Der er tale om en fast stilling med 37 timers arbejdsuge. Der er mulighed for at arbejde hjemme på fredage og desuden efter aftale. Forventet tiltrædelse hurtigst muligt.
 

 

 

Overvejer du at flytte med jobbet?

I Varde Kommune skaber vores mange levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Her er fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser. Uanset hvor du slår dig ned, får du vores smukke natur i baghaven og daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder indenfor rækkevidde.

Gå på opdagelse i alt det, Varde Kommune har at tilbyde dig og din familie på www.flyttilvarde.dk