Sagsbehandler til erhvervsbyggeri

Ansøgningsfrist: 19.04.2022

Varde Kommune sætter en ære i at yde god erhvervsservice. Vi er i 2021 blevet vurderet som den 7. mest erhvervsvenlige kommune i Danmark af Dansk Industri.

Da en kollega har ønsket at gå ned i tid før pensionen, søger vi nu en byggesagsbehandler til erhvervsbyggeri, da vi gerne vil fastholde denne placering. Og, ja, vi har forrygende travlt, da det går godt i Varde Kommune.

Du vil blive ansat i kommunens Erhvervscenter, som en del af erhvervsbyggegruppen. Organisationen er flad og indflydelsen på egne opgaver høj. Vores styrke er, at vi kan se fra den ene ende til den anden i forvaltningen. Du får rig mulighed for at bruge og udvikle dine kompetencer på tværs af organisationen.

Erhvervsgruppens opgaver er behandling af byggesager, landzoneadministration, lokalplanvurderinger, brandtekniske vurderinger, sundhedsfarlige boliger og BBR.

Kerneopgaven er, sammen med ansøgere, at sikre, at projekter er i overensstemmelse med bygningsreglementet og anden lovgivning. Dette sker typisk ved at vejlede og deltage i forhåndsdialoger med bygherrer og deres rådgivere, efterprøve ansøgningsmateriale samt, samarbejde internt med andre fagområder om relevante temaer (fx støj, grundvand, beskyttet natur, kulturmiljø).

Du må meget gerne have erfaring med byggesagsbehandling eller landzoneadministration, men det er ikke et krav. Vi tilpasser jobbet til de kompetencer du bringer med og hjælper dig med alt det andet. Du skal bare finde regler og lovgivning omkring byggeri interessant, samt elske at finde løsninger.

Vi forventer, at du:

  • har et godt byggefagligt kendskab
  • er serviceminded og god til at kommunikere
  • er selvstændig og fleksibel i din opgaveløsning
  • er holdspiller – for vi hjælper hinanden
  • kan få noget fra hånden
  • er bygningsingeniør, arkitekt, bygningskonstruktør, landinspektør eller lignende

Vi tilbyder dig:

  • Spændende og afvekslende arbejdsopgaver
  • En høj grad af uddelegering af ansvar og kompetencer
  • Stor indflydelse på arbejdets tilrettelæggelse og udførelse
  • Et godt socialt miljø med en uformel og humoristisk omgangstone
  • Et godt samarbejdsklima, som er præget af travlhed, hjælpsomhed og højt humør

Erhvervscenteret består af 30 medarbejdere fordelt i en erhvervsbyggegruppe, en privatbyggegruppe, en landbrugsgruppe og en industrimiljøgruppe. Erhvervscenteret er et af de tre centre der tilsammen udgør afdelingen Teknik og Miljø, som administrerer byggeri, natur og kommunens ejendomme.

Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte leder af Erhvervscenteret Lars Tanghøj på 7994 6516. Du kan også besøge kommunens hjemmeside www.vardekommune.dk.

Vi afholder ansættelsessamtaler løbende og lukker for ansøgninger nå vi har fundet den rigtige kandidat.