Varde Kommunes grønneste team søger en praktikant/studentermedhjælper til efteråret 2022

Ansøgningsfrist: 13.04.2022

Team Erhverv & Bæredygtighed tilbyder en spændende og alsidig praktikstilling i efteråret 2022.

Vores team, der er en del af Juridisk og politisk sekretariat, arbejder primært med erhvervsindsatser, turismeudvikling og den grønne omstilling, herunder projektet DK2020 – klimahandlingsplaner for hele Danmark.

Synes du, at bæredygtighed er spændende, og er du interesseret i at arbejde med, hvordan man kan sikre, at en hel kommune – lige fra den enkelte borger til den store virksomhed – lykkes med den grønne omstilling? Har du hørt, at indbyggertallet i Blåvand vokser med “faktor 50” om sommeren, og vil du hjælpe os med at udvikle fremtidens bæredygtige turisme og synliggøre de skønne naturoplevelser, området byder på?

Vi har mange projekter på bedding, både små og store, og vi glæder os til at få en ny kollega, som kan hjælpe os med at løfte dem. Vi glæder os til at lære fra os, og ser frem til at få nye input og ideer fra dig – så er du interesseret i at finde ud af, hvordan konsulenter i kommuner arbejder, så send os endelig din ansøgning.

Det er en fordel for os, hvis du skriver med en kreativ pen, interesserer dig for projektarbejde og politisk betjening, kan fange et godt motiv på et billede og er god til at få dagligdages praktik til at gå op i en højere enhed. Så kan vi love, at du kommer til at indgå i vores team på lige fod med de andre konsulenter og være med i alle faser af spændende projekter.

Det praktiske
Vi forventer, at du er kandidatstuderende eller på sidste del af din bacheloruddannelse, og at du har mulighed for at være i praktik i minimum 3 måneder, og gerne et helt semester.

Arbejdsstedet er Varde Rådhus, Bytoften 2, 6800 Varde. Du får stillet en arbejdsplads med computer til rådighed. Da vi har opgaver rundt omkring i vores kommune, er det vigtigt, du har kørekort til personbil.

Praktikken er som udgangspunkt fuld tid og ulønnet. Du har selvfølgelig mulighed for at følge et fag ved siden af, hvis du har behov for det. Skal du skrive en større opgave eller forberede dig til eksamen, er vi fleksible i tilrettelæggelsen af din tid hos os. Der er også mulighed for en aftale, hvor vi lønner en del af dine timer som et studiejob.

Har du spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte fagkoordinator for vores team, Christine Gärtner, på mail chrp@varde.dk eller telefon 4050 3474.
Ansøgningsfristen er 13.04.22, men vi holder samtaler løbende.

 

Overvejer du at flytte med jobbet?

I Varde Kommune skaber vores mange levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Her er fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser. Uanset hvor du slår dig ned, får du vores smukke natur i baghaven og daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder indenfor rækkevidde.

Gå på opdagelse i alt det, Varde Kommune har at tilbyde dig og din familie på www.flyttilvarde.dk