Vil du være med til at arbejde med smarte kvm og kommunale ejendomme i Varde Kommune.

Ansøgningsfrist: 07.06.2022

Ejendomscentret i Varde Kommune søger en ny kollega, der med lyst og stort engagement kan løse opgaver særligt omkring udnyttelse af kommunale ejendomme samt leje, køb og salg af fast ejendom.

Centret er en organisation med 19 medarbejdere i administrationen, 53 servicemedarbejdere med ind mødested på de kommunale institutioner samt drift af to kantiner i Varde Kommunes administrationsbygninger.

Dine primære arbejdsopgaver, vil alt efter dine kvalifikationer bl.a. være:

  • At være med til at udmønte kommunens ejendomsstrategi
  • Sagsbehandling vedr. udbud efter BEK nr. 799 af 24. juni 2011 om offentligt udbud ved salg af kommunens og regionens faste ejendomme.
  • Udarbejdelse af diverse lejekontrakter
  • Udarbejdelse af dagsordenspunkter vedr. fast ejendom til politisk beslutning
  • Tinglysning af servitutter og deklarationer
  • Håndtering af henvendelser fra institutioner og borgere

Et vigtigt fokus i stillingen er blandt andet, at du medvirker til at opnå en optimeret og multifunktionel anvendelse af kommunens ejendomme. Det forudsætter, at du er god til at indgå i dialog med borgere, brugere og i samarbejde med den øvrige administration vil være med til at optimere anvendelsen af kommunens bygningsmasse og flytning af aktiviteter.

Vi håber, at du:

  • Har en uddannelse f.eks. som ejendomsmægler, ejendomsadministrator, landinspektør eller erfaring hermed.
  • Du har overblik, er tillidsvækkende, struktureret og er motiverende.
  • Motiveres af både mindre opgaver samt komplekse tværgående projekter.
  • Nemt kan kommunikere i både tale og skrift og du skal kunne indgå i dialog med såvel interne som eksterne samarbejdspartnere
  • Har forståelse for og gerne erfaring med arbejdet i en politisk styret organisation
  • Kan bidrage til et godt arbejdsklima med et højt engagement og godt humør

Vi tilbyder:
Vi kan tilbyde en spændende og udfordrende stilling i et travlt arbejdsmiljø, hvor der produceres mange sager til politisk beslutning. Du får dygtige kolleger at sparre med, og du vil være omgivet af en ledelse og kolleger, der brænder for deres opgaver. Vi lægger vægt på at have en afvekslende og udfordrende hverdag, hvor vi passer godt på hinanden, og hvor humor er en vigtig ingrediens.

Stillingen er tidsbegrænset til 2 år, og du bliver ansat på overenskomstmæssige vilkår i henhold til gældende overenskomst. Stillingen er som udgangspunkt på 30 timer/uge, men der er mulighed for at tilpasse det.

Ejendomscentret holder til på Rådhuset, Bytoften 2, 6800 Varde.

Vil du vide mere om stillingen, kan du kontakte leder af Ejendomscentret Susanne Fast på tlf. 2465 5360 eller sufa@varde.dk.

Ansøgningsfrist er den 7. juni 2022 og ansættelsessamtaler forventes afholdt i uge 24. Ansættelse pr. 1. august eller hurtigst muligt efter aftale.

 

Overvejer du at flytte med jobbet?

I Varde Kommune skaber vores mange levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Her er fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser. Uanset hvor du slår dig ned, får du vores smukke natur i baghaven og daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder indenfor rækkevidde.

Gå på opdagelse i alt det, Varde Kommune har at tilbyde dig og din familie på www.flyttilvarde.dk