Hjælpepakke II til virksomheder og foreninger

Udvalget for Erhverv og Økonomi vedtog på et ekstraordinært møde onsdag morgen endnu en hjælpepakke, som skal støtte lokale virksomheder og foreninger under coronakrisen.

For præcis en uge siden vedtog Erhverv- og Økonomiudvalget en hjælpepakke målrettet virksomheder og foreninger med tiltag som for eksempel fremrykning af anlægsaktiviteter og udbetaling af særlig driftsstøtte.

I dag vedtog udvalget så Hjælpepakke II, som skal give yderligere økonomisk støtte til virksomheder og foreninger.

Tiltag

  • Betalingsfristen for anden rate af ejendomsskatten for både erhvervsejendomme og private ejendomme rykkes fra 1. juli til 1. september.
  • Handelsforeninger modtager et særligt tilskud til generel markedsføring af detailhandlen. I alt bliver 509.000 kroner fordelt efter antallet af medlemmer i hver enkelt handelsforening. Det giver denne fordeling: Agerbæk 10.000 kr., Ansager 22.000 kr., Blåvand-Ho 107.000 kr., Henne 57.000 kr., Nørre Nebel 52.000 kr., Oksbøl 25.000 kr., Outrup 20.000 kr., Tistrup 22.000 kr., Varde 112.000 kr., Vejers 20.000 kr. og Ølgod 72.000 kr.
  • Fremrykning af yderligere anlægsaktiviteter for op til 5 mio. kr. Midlerne skal bruges til renoveringer af broer og trafiksikkerhed omkring Frelloskolen. Midlerne skal desuden bruges til puljer til trafiksikkerhed og cykelstier. Disse puljer prioriteres af Udvalget for Plan og Teknik.
  • Borgmester Erik Buhl vil tage initiativ til at mødes med lokale pengeinstitutter for at bede om deres hjælp og forståelse over for lokale erhvervsdrivende.
  • Fremrykning af aktivitetstilskud til aftenskoler.

CITAT
Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune:

”Vores virksomheder og foreninger har brug for al den støtte, vi kan give. Vi kan ikke løse alle deres udfordringer, men dagens hjælpepakke ruster dem til bedre at klare sig gennem denne svære periode.”