Invitation til pressemøde: Oprensning af generationsforureningen i Kærgård Klitplantage

På et pressemøde mandag i Kærgård Klitplantage præsenteres Finanslovens aftale om oprensning af forureningen.

BAGGRUND
Regeringen og støttepartierne har søndag præsenteret Finansloven for 2021. Her er der afsat 630 millioner kroner til oprensning af Danmarks store generationsforureninger. Og dermed kan en endelig oprensning af miljøkatastrofen i Kærgård Klitplantage komme i gang.

PRESSEMØDE
Mandag den 7. december kl. 14:00

Sted: Kærgård Klitplantage

Mødested: Parkeringspladsen ved Petersholm Tårnet, Kærgårdsvej 9, 6840 Oksbøl.

(Derfra kører vi kortege 300m til Kærgård Klitplantage)

DELTAGERE PÅ PRESSEMØDET
Finansordfører, MF, Christian Rabjerg Madsen (S)

Formand for miljøudvalget i Region Syddanmark, Jørn Lehmann Petersen (S)

Borgmester i Varde Kommune, Erik Buhl (V)

Gruppeformand for Socialdemokratiet i Varde Kommune, Søren Laulund (S)

PRESSEGUIDE
Forstå miljøkatastrofen i Kærgård Klitplantage på 2 minutter i denne video:

https://www.youtube.com/watch?v=C8hmJsgy-jo&feature=youtu.be 

(Produceret af Varde Kommune i samarbejde med Region Syddanmark.)

CITATER
Finansordfører, MF, Christian Rabjerg Madsen (S):

”Jeg enormt glad for, at vi med den netop indgåede finanslovsaftale får sat penge af til oprydning efter generationsforureningen ved Kærgård Klitplantage i Varde Kommune. Jeg er opvokset i Varde Kommune, og har som tidligere embedsmand i kommunen beskæftiget mig med forureningen ved Kærgård Klitplantage. Den viden har jeg taget med i mit politiske arbejde. Først som miljøordfører og nu som finansordfører. Så det siger næsten sig selv, at jeg er stærkt tilfreds med, at det nu lykkes at få ryddet op. Jeg vil gerne i den forbindelse takke hele byrådet i Varde Kommune og særligt borgmester Erik Buhl og S-gruppeformand Søren Laulund for mange samtaler og et godt samarbejde om at få klaret den her vigtige opgave. Oprydningen er en gevinst for natur, folkesundhed og turismen i lokalområdet”.

Formand for miljøudvalget i Region Syddanmark Jørn Lehmann Petersen (S):

”Jeg er rigtig stolt over, at vi nu får slettet det mørke kapitel i danmarkshistorien, som jeg selv protesterede imod i min ungdom.
Nu kan vi endelig få renset op. Det er først og fremmest en stor gevinst for vores miljø. Men bevillingen på Finansloven får også betydning for beskæftigelsen og for turismen. Det er en rigtig god nyhed, at vi nu kan gå i gang med at få ophævet de opholdsrestriktioner og badeforbud, der har været gældende på 1,4 kilometer strand midt i enestående natur.”

Borgmester i Varde Kommune Erik Buhl (V):

”Kærgård Klitplantage er en af danmarkshistoriens største forureningskatastrofer. Nu kan vi endelig få ryddet op og få fjernet den skamplet på danmarkskortet. Det er en stor glæde for os alle i kommunen og for de mange turister, der besøger vores område. Oprensning efter miljøkatastrofen i Kærgård Klitplantage får en helt særlig betydning for de kommende generationer, vores børn, børnebørn og oldebørn, der nu ikke skal arve den forurening, der allerede har plaget generationer af mennesker, miljøet og vores natur.”  

 

FAKTA OM MILJØKATASTROFEN I KÆRGÅRD KLITPLANTAGE

  • Fra 1956-1973 deponerede Grindstedværket over 300.000 tons giftigt spildevand i udgravede gruber i klitterne i Kærgård Klitplantage ved Vesterhavet.
  • Forureningen er trængt ned i grundvandet og siver ud i Vesterhavet.
  • Forureningen betyder, at 1,4 kilometer strand har adgangsrestriktioner og totalt badeforbud.
  • De nødvendige anlæg til at gennemføre oprensningen i Kærgård Klitplantage er allerede etableret i området.
  • Oprydningen i Kærgård Klitplantage vil koste 76 millioner og tage seks år.
  • Danske Regioner har prioriteret de ti generationsforureninger og rangerer Kærgård Klitplantage som en af de tre forureninger, man kan oprense først.