Royal Arena-entreprenør bygger ny skole i Varde

900 skolebørn møder i august 2021 ind på den splinternye ”Frelloskolen” i Varde. Trods placeringen i byen er naturen tænkt ind i undervisningen.

LÆRING

En skolehave, en nyplantet skov, masser af lys og faglaboratorier, der på kreativ vis understøtter undervisningen. Det er nogle af de centrale elementer i byggeriet af Varde Kommunes ”Frelloskolen”, der kommer til at ligge lige ved Vardes store sportscenter.

Når skoleeleverne for første gang slår dørene op til Frelloskolen i august 2021, ringer det samtidig ind til timer i en skole, der er bygget til at inspirere og motivere dem til faglig og personlig udvikling gennem hele deres skoletid.

I skolehaven kan eleverne omsætte det at så, dyrke, høste, tilberede og spise grøntsager til et eksperimenterende læringsrum for skolens fag. En nyplantet skov rummer forskellige læringszoner for alle klassetrin. Fx indbyder en amfiscene til undervisning i det fri.

 

CITAT

Erik Buhl, borgmester i Varde Kommune:

”Frelloskolen bliver ikke bare en splinterny skole, men et moderne læringsunivers for 900 elever. Når de møder ind til skolestart i 2021, bliver der virkelig mulighed for at gå kreativt til værks i undervisningen. Jeg er sikker på, at eleverne får en motiverende og inspirerende skolegang.”

”Den natur, der omgiver os her i Varde Kommune, er enestående. Den tiltrækker hvert år hundredtusinder af turister og former os, der bor her. Derfor er jeg specielt glad for, at mulighederne for at integrere naturen i børnenes læring bliver så gode, som de gør.”

 

OM BYGGERIET

  • Frelloskolen på Ortenvej i Varde åbner ved skolestart i 2021. Skolen er 9.576 m2 og har et grundareal på ca. 45.000 m2.
  • C.C. Contractor A/S er totalentreprenør på byggeriet. Herning-firmaet havde den største del af entreprisen på byggeriet af Royal Arena i København og står bl.a. bag Blue Water Dokken i Esbjerg samt en række moderne uddannelsessteder, herunder Jack and Jones’ kursuscenter.
  • Fire forskellige totalentreprenører bød ind på opgaven. Dommerkomitéen bestod af borgmesteren, andre byrådspolitikere, direktører i kommunen, eksterne fagpersoner samt repræsentanter fra skolens ledelse og forældre- og medarbejdergrupper.
  • Budget: 163 mio. kr. 

OM SKOLEN

  • Skolen bliver daglig ramme for ca. 900 skoleelever fordelt på fire klassespor fra 0. til 9. klasse (indskoling, mellemtrin og udskoling). Skolen får 80-90 medarbejdere. Den er en fusion mellem Brorsonskolen og Sct. Jacobi Skole, der begge ligger i Varde.
  • 0.-3. klasse får faste klasselokaler, mens 4.-9. klasse får roterende undervisning afhængigt af faget.
  • Skolen er opkaldt efter Otto Frello, der var en berømt maler og illustrator. Han er udnævnt til æresborger i Varde. Hans værker kan opleves på Museum Frello i midten af Varde.
  • Varde Kommunes vision hedder ”Vi i Naturen” og danner grundlag for måden at tænke udvikling på.