Skattefritagning kan skabe biodiversitet og klimavenlig natur i Vestjylland

Varde Kommune ser positivt på Dansk Industri og Danmarks Naturfredningsforenings forslag om at give lodsejere et stærkere økonomisk incitament til at skabe mere natur, der er til gavn for både klimaet og biodiversiteten.

KLIMA

Lavbundsjorde står for halvdelen af landbrugets samlede CO2-udledning. Derfor har regeringen en ambition om at udtage 100.000 hektar lavbundsjord til genopretning af vådområder inden 2030.

Varde Kommune er derfor i gang med at planlægge og etablere over 1.700 hektar, der vil skabe en markant CO2-reduktion og bidrage til at nå regeringens mål.

Men potentialet strækker sig længere end landbruget. Eksempelvis er der i Varde Kommune cirka 1.500 fritidsejendomme og hobbylandbrug, hvor ejerne råder over store jordarealer. Disse arealer er oplagte kandidater til at skabe natur, der er til gavn for klimaet og biodiversiteten, men ejerne har indtil nu manglet et incitament. 

Baggrund

Dansk Industri og Danmarks Naturfredningsforening foreslår i et nyt fælles udspil, at skattefritage naturbeskyttede arealer for at øge incitamentet til at skabe natur på private arealer.

Du kan læse hele forslaget her.

Citater

Mads Sørensen, borgmester i Varde Kommune:

“Vi ønsker alle en grønnere fremtid, og i Varde Kommune har vi et godt og tillidsfuldt samarbejde med lodsejere. Men hvis vi skal nå regeringens mål om at udtage 100.000 hektar lavbundsjord inden 2030, kræver det, at vi giver landmændene og de private jordejere et stærkt incitament for at udtage arealer til lavbundsprojekter og andre naturprojekter til gavn for klimaet og biodiversiteten.”

“Vi har brug for at tænke nyt, og her kommer Danmarks Naturfredningsforening og Dansk Industri med et konkret forslag, som er værd at kigge nærmere på.”