Stor byggelyst giver rekordmange byggesager

Coronakrisen har givet ekstra travlhed hos byggesagsbehandlerne i Varde Kommune.

BYGGESAGSBEHANDLING

Varde Kommune har fået flere ansøgninger i april og maj 2020, end man tidligere har oplevet i de to måneder.

Byggeaktiviteten er især steget på det private område, hvor der normalt ville komme cirka 80 ansøgninger i måneden. Men i april modtog Varde Kommune 110 ansøgninger, og i maj nåede tallet helt op på 128.

Det er især ansøgninger vedrørende sommerhuse og private boliger, som har trukket aktiviteten op, mens ansøgningerne fra erhvervslivet ligger stabilt.

 

CITAT
Hans Peter Due, chef for Teknik og Miljø i Varde Kommune:

“En stigning i antallet af sager på over 50 procent i én måned giver selvfølgelig mere travlhed, men vi forsøger at optimere processen, så vi kan behandle så mange sager som muligt. Det sker blandt andet ved, at flere medarbejdere i byggesagsbehandlingen har taget overarbejde i disse dage.”