Testbil besøger plejecenter efter positiv coronatest

Styrelsen for Patientsikkerhed tester i dag alle beboere og medarbejdere hos plejecentret Carolineparken for Covid-19, efter én medarbejder er konstateret smittet.

CORONA

Tirsdag besøger en Covid-19 testbil Carolineparken i Varde. Målgruppen for tests er alle beboere samt SOSU’ere, sygeplejersker, terapeuter og øvrige medarbejdere, der har været på Carolineparken den seneste uge.

Det er en positiv test hos en medarbejder, der har fået Styrelsen for Patientsikkerhed til at udløse proceduren. Beboere, som den pågældende medarbejdere har været i kontakt med, er blevet isoleret, og syv kolleger er sendt hjem. Seks af disse medarbejdere er testet negativ, mens den syvende afventer svar.

Proceduren bliver gentaget med syv dages mellemrum, indtil der ikke er konstateret nye smittetilfæde hos beboere og medarbejdere.

Situationen betyder, at Styrelsen for Patientsikkerhed har varslet besøgsrestriktioner på Carolineparken. De pårørende bliver informeret så snart, at Varde Kommune har modtaget de nye retningslinjer.