Varde Kommune lukker ned

Statsminister Mette Frederiksen meddelte torsdag aften, at det offentlige Danmark lukkes ned i 14 dage for at forhindre og inddæmme smittespredning. Kommunens medarbejdere sendes hjem. Ansatte i ældresektoren og sundhedssektoren bliver på jobbet.

CORONA

Varde Kommunes sundhedskrisestab trådte sammen i morges klokken 06:00 og tæller nu også Varde Kommunes Direktion.


Skoler og dagtilbud lukker
Det betyder i Varde Kommune, at alle skoler og dagtilbud lukkes ned fra på mandag. Regeringen opfordrer til, at forældre allerede fra i dag holder børnene hjemme.

I særlige situationer, hvor børnene ikke kan være hjemme eller passes andre steder, vil Varde Kommune etablere nødpasning for 0-9 årige. Mere information kommer i løbet af dagen på Varde Kommunes hjemmeside, samt på skolerne og institutionernes normale kommunikationskanaler, fx Aula.


Kommunens medarbejdere sendes hjem
Hovedparten af kommunens medarbejdere sendes hjem. Ansatte i ældresektoren og sundhedssektoren bliver på jobbet.

Torsdag formiddag vurderes det, hvilke chefer og medarbejdere, der udfører en kritisk funktion og derfor stadig skal blive på arbejde. Det vurderes også, hvor mange af disse, der kan udføre hele eller dele af deres job uden fysisk at være tilstede på arbejdspladsen.

Medarbejdere, der ikke udfører en kritisk funktion vil blive sendt hjem, men skal være i nærheden af deres telefon, så Varde Kommune kan få fat i dem.


Varde Rådhus og Borgercenter Varde (BCV) lukkes ned
Varde Rådhus og Borgercenter Varde lukkes for alle besøgende. Alle eksterne møde på Varde Rådhus og Borgercenter Varde aflyses fra torsdag morgen.


Dagaktiviteter for ældre aflyses
Hovedparten af dagaktiviteter for ældre aflyses. Mere information om dette senere.


Foreningslivet
Varde Kommune anbefaler alle foreninger i Varde Kommune at aflyse deres aktiviteter. Det gælder møder, træningssamling og alle andre aktiviteter og arrangementer.


Kommunikation til borgerne
Varde Kommune vil kommunikere i takt med, at informationen er tilrådighed.

Varde Kommune kommunikerer på varde.dk, gennem pressen og på kommunens sociale medier. Skolerne og institutionernes vil kommunikere via deres normale platforme, fx Aula.

I første omgang vil informationen ikke kunne besvare alle spørgsmål. Varde Kommune beder derfor borgerne om at vise forståelse for, at det tager tid at få et overblik over alle de ændringer, denne situation medfører.


Sundhedskriseberedskabet
Situationen får også betydning for Varde Kommunes Sundhedskrisestab, der fremover samles i hold, så ikke alle er samlet i samme lokale.