Musikskolen stemmer atter i

Varde Kommunes Musik- og Billedskole genåbner i dag.

I første omgang åbner skolen for soloundervisning og undervisning i par. Skolen vil på et senere tidspunkt også åbne for de større hold igen. 

Genåbningen betyder også, at musikskolen nu kan nå at runde sæsonen af med eleverne. Billedskolens sæson er derimod afsluttet, og man vender her tilbage med nye hold efter sommerferien.

Tilmeldingen til den kommende sæson 2020/2021 er i gang – programmet rummer blandt andet soloundervisning i sang og 15 forskellige instrumenter, ligesom der er hold for børn og unge i alle aldre med hang til musik og billedkunst. Det fulde program kan ses på www.musikogbilledskolen.dk

CITAT
Hanne Rysgaard Grønlund, leder af Musik- og Billedskolen:

Det er til stor glæde for eleverne og for os, at vi kan vende tilbage til fysisk undervisning igen. At vi når at genåbne inden skolernes sommerferie er vigtigt, for nu får vi et kort forløb på fire uger til at runde sæsonen af med – og vi håber, at vi kan komme til at spille koncert udendørs også. Det er vigtigt at få sluttet året ordentligt af.