Visionspuljen
Varde Kommune har med visionen Vi i Naturen nedsat en visionspulje, da vi ønsker at støtte projekter og aktiviteter, der understøtter og/eller fremmer visionen Vi i Naturen.
Visionspuljen giver tilskud til aktiviteter og projekter, der understøtter og/eller fremmer Vi i Naturen. Det kan blandt andet være tilskud til annoncering, honorarer, leje af udstyr og andre udgifter i forbindelse med afholdelse af aktiviteten og/eller projektet.
Det er centralt, at projekter der støttes har en almen interesse og at det typisk kommer en bredere gruppe til gavn. At det indeholder nye ideer eller er med til, at skabe nye muligheder for at understøtte Varde Kommunes vision eller udbrede kendskabet til visionen.
Det er afgørende at projektets aktiviteter foregår i Varde Kommune. Som udgangspunkt gives der ikke støtte til kommercielle aktiviteter, dvs. der skal være tale om aktiviteter, som kommunen lovligt kan støtte.
Alle ansøgninger til puljen skal følge nedenstående kriterier.
Ansøgningskriterier
For at komme i betragtning til at modtage tilskud fra Visionspuljen skal ansøger beskrive følgende, i forhold til projektet:
- Kontaktinformationer
- Beskrivelse af idé og formål
- Hvorledes projektet relaterer sig til Varde Kommunes vision Vi i Naturen
- Beløb, der ansøges om
- Oplysninger om søgt eller modtaget støtte fra andre puljer eller lignende
Hvis ansøgningen indeholder en ønsket bevilling på over 15.000 kr. skal ansøgningen, udover de
ovennævnte informationer, indeholde og opfylde følgende oplysninger og kriterier:
- Projektets nytænkende karakter i forhold til at understøtte og/eller fremme visionen Vi i Naturen
- Projektets brandingmæssige værdi af ”Vi i Naturen” og Varde Kommune
- Budget og finansieringsplan
- Tidsplan
- Efterfølgende drift, hvis ikke enkeltstående arrangement
Hvis projektet ikke realiseres som planlagt, kan der stilles krav om at tilskud betales tilbage.
Der gives ikke støtte til
Der gives i udgangspunktet ikke støtte til ansøgninger, som i forvejen støttes af andre kommunale puljer i regi af Varde Kommune.
Der gives ikke støtte til drift. Med drift forstås bl.a. faste løbende driftsudgifter, vedligeholdelse af områder og ejendomme, administration af hjemmesider, revision, generalforsamling, handleplan,
udarbejdelse af vedtægter samt interne møder, herunder forplejning.
Ansøgningsfrist
Ansøgningerne behandles løbende og der er således ikke nogen fast ansøgningsfrist.
Ansøgninger under 15.000 kr., som vurderes at indfri ansøgningskriterierne behandles løbende af administrationen.
Ansøgninger over 15.000 kr., som vurderes at indfri ansøgningskriterierne behandles så vidt muligt, på først kommende møde i Udvalget for Økonomi og Erhverv, under hensyntagen til Udvalgets dagsorden i øvrigt.
Evaluering og opfølgning
Udvalget for Økonomi og Erhverv kan endvidere pålægge modtageren af en bevilling, at udarbejde en evaluering når projektet eller aktiviteten er afsluttet. Evalueringen skal som minimum indeholde en
beskrivelse af, om formålet med projektet/aktiviteten er opnået.