Anvisning af kommunale lokaler
Kommunale institutioner (primært skoler) anviser ledige kommunale lokaler og dendørs anlæg til fritidsbrug og/eller virksomhed i henhold til Folkeoplysningsloven. Anvisningen sker efter følgende retningslinjer og under ansvar over for Udvalget for Kultur og Fritid:
Anvisningspligtens omfang
Der skal anvises ledige offentlige lokaler og udendørsanlæg til foreninger m.v., som er hjemmehørende i Varde Kommune og som etablerer aktiviteter i henhold til Folkeoplysningsloven.
Lokalerne skal stilles vederlagsfrit til rådighed med:
- lys, varme, rengøring og fornødent udstyr
- den indretning og det inventar og undervisningsmateriel, der er til rådighed, når lokalerne anvendes til deres primære formål.
Den vederlagsfrie anvisning omfatter ikke pedelbistand. Kræver skolen, at pedel eller andet opsyn medvirker, kan der ikke kræves betaling herfor af foreningerne/brugerne.
Foreningernes/brugernes egne ønsker om evt. pedelbistand, kantinepersonale o.l. betales efter regning.
Anvisningen omfatter også lokale foreningers større stævner, træningslejre, træf m.v. med deltagelse af udenbys foreninger – herunder også overnatning.
Hvis der er tvivl om, hvorvidt en forening har krav på at få anvist lokaler skal Kultur- og Fritid kontaktes. Det er i sidste instans Udvalget for Kultur og Fritid, der afgør, om en forening er berettiget til at få lokaler stillet til rådighed.
Der kan kun meddeles afslag på en ansøgning når:
- lokalet er optaget til sit primære formål
- lokalet ikke er egnet til formålet
- lokalet er optaget af andre brugere
Rækkefølge og anvisning
Når lokalerne fordeles i maj/juni måned for den kommende sæson, skal fordelingen normalt foregå i følgende rækkefølge:
- Skolens primære formål (skemalagt undervisning m.v.)
- Aktiviteter under Ungdomsskolen Varde
- Aktiviteter under Varde Musik- og Billedskole og andre kommunale institutioner (dramaskole, ferieaktiviteter o.l.)
- Foreningernes aktiviteter for børn og unge (under 25 år), idet handicappede normalt har fortrinsret, hvis lokalerne er specielt velegnede for handicappede. Ved fordelingen af lokaler til aktiviteter for børn og unge skal der normalt tages et vist hensyn til:
– aktivitetens art og sæsonlængde (gymnastik i 6 mdr. frem for fodbold i 3-4 mdr.)
– udnyttelsesgraden (hellere 30 gymnaster end 2 personers enkeltsport) - Undervisning, studiekredse, foredragsvirksomhed, debatskabende aktiviteter og aktiviteter tilrettelagt som fleksible tilrettelæggelsesformer (aftenskoleundervisning).
- Aktiviteter for voksne (over 25 år).
- Foreninger, som ikke er omfattet af Folkeoplysningsloven, men hvor Udvalget for Kultur og Fritid ud fra et almennyttigt formål traditionelt har ønsket, at der anvises lokaler (f.eks. borger- og sogneforeninger, husholdningsforeninger, boligforeninger, frivilligt socialt arbejde, ”venneforeninger”, faglige sammenslutninger med en vis tilknytning til skolen/institutionen). Der er i hvert enkelt tilfælde tale om en vurdering af både foreningens- og arrangementets formål. Evt. tvivlstilfælde forelægges Kultur- og Fritid.
- Undervisningsformål, møder og lign. arrangementer for kommunens ansatte og, hvor kommunale afdelinger, institutioner m.v. er indbydere.
Anvisning efter Folkeoplysningsloven
Anvisning efter Folkeoplysningsloven sker typisk til de foreninger, der er nævnt under pkt. 2.4, 2.5, og 2.6. Anvisning sker endvidere til udviklingsarbejde inden for Folkeoplysningslovens område, og her kan Udvalget for Kultur og Fritid i forsøgsperioden dispensere fra reglerne om foreningsdannelse.
Kommunalbestyrelsen kan efter indstilling fra Udvalget for Kultur og Fritid beslutte, at der opkræves et gebyr for brug af anviste lokaler. Gebyret skal indgå i en pulje og anvendes til frivillig lokaletilskud inden for samme hovedområde.
Ansøgere skal altid orienteres om Varde Kommunes regler for betaling af gebyrer. P.t. drejer det sig kun om foreninger, som låner idræts- og gymnastiksale, lokaler til overnatninger, Ølgod Svømmehal og omklædningsrum til udendørs boldbaner.
Det er besluttet, at leje og lån af alle kommunale lokaler skal administreres via Foreningsportalen (KMD-booking).
Varde Kommunes instruks for benyttelse af kommunale lokaler skal vedlægges tilladelsen til at benytte skolen.
Skolen må ikke anvise/udlåne lokaler til:
- offentlige entrégivende arrangementer.
- arrangementer eks. banko – hvor hovedformålet er en økonomisk gevinst for foreningerne.
- kommercielle foretagender eks. sponserede eller private fester
Som udgangspunkt må anvisning af kommunale lokaler ikke være konkurrenceforvridende i forhold til private hoteller, restauranter, vandrehjem m.v., hvor udleje af lokaler er et vigtigt indtægtsgrundlag.
Der kan kun i specielle tilfælde udlejes lokaler til ovennævnte formål, og kun når det er dokumenteret, at der ikke er tale om en ulig konkurrence i forhold til private udlejere af lokaler. Lejebeløbet tilfalder skolen/institutionen.
Instruks
Der henvises i øvrigt til instruks for benyttelse af kommunale lokaler.
Ankeregler
Den enkelte institutions/skoles afgørelse kan af brugerne ankes til:
- Kultur og Fritid, når anvisning er sket efter Folkeoplysningslovens regler
- Udvalget for Kultur og Fritid, når anvisning er sket efter nærværende retningslinjer.
Det bemærkes, at folkeoplysningslovens til enhver tid gældende regler for anvisning af kommunale lokaler altid er gældende.
Kultur og Fritid
Varde Kommune