Ledsagerordning for unge og voksne handicappede

Hvis du er mellem 12 og 67 år, og har et fysisk eller psykisk handicap, som betyder, at du ikke kan færdes alene, har du mulighed for at ansøge om en ledsageordning.

Ledsageordningen skal sikre, at du har mulighed for at komme hjemmefra uden, at være afhængig af dit netværk. Du kan få op til 15 timers ledsagelse om måneden.
Du kan anvende ordningen til ledsagelse til selvvalgte aktiviteter udenfor hjemmet, eksempelvis biograf, restaurant, natklub, indkøb, ture i naturen og besøg hos familie og venner.

Du kan ikke få bevilget en ledsageordning, hvis du i forvejen har en ordning om borgerstyret personlig assistance efter Servicelovens § 96, eller har tilknyttet en ledsager for døvblinde efter Servicelovens § 98.

Har du fået bevilget ledsagelse inden du fylder 67 år, har du ret til at beholde ordningen herefter.

Ledsagerordning til voksne handicappede

Hvordan søger jeg om en ledsagerordning?

Pil ned ikon

Du søger om ledsagerordningen ved at følge linket til den digitale selvbetjeningsløsning ovenfor. Du skal bruge dit MitID i forbindelse med ansøgningen.

Du kan også kontakte Social og Handicap Myndighed i Varde Kommune, hvis du er over 18, eller Børn og Forebyggelse, hvis du er mellem 12 og 17 år.

Såfremt du ikke har mulighed for at søge selv, kan en pårørende eller en værge søge for dig, hvis du på forhånd har givet dem en fuldmagt til det.

Sagsbehandlingen foregår normalt på følgende måde:

Først aftales der et møde mellem dig og din sagsbehandler. Du har ret at invitere en bisidder, som du selv udpeger, med til mødet. Måske vil det være relevant, at invitere andre parter med til mødet. Dette foregår altid efter aftale med dig.

På mødet vil du modtage relevant rådgivning og vejledning. I samarbejde med dig, vil din sagsbehandler indsamle alle relevante oplysninger vedrørende din funktionsnedsættelse. Du vil ofte blive bedt om at udfylde en samtykkeerklæring til brug ved indhentning af eksempelvis lægelige oplysninger.

På baggrund af dine oplysninger, og ud fra en faglig vurdering, træffes der en afgørelse. Du vil modtage en begrundelse for afgørelsen, herunder hvorfor du opfylder kravene til, at få tildelt ledsagerordningen, eller hvorfor du får afslag.

Hvis du bevilges en ledsagerordning, vil din sagsbehandler, mindst en gang årligt, lave en opfølgning på din sag. Her vil det blive vurderet, om du fortsat er i målgruppen, og om ledsagerordningen lever op til formålet, og matcher dine behov, eller om der skal foretages ændringer.

Vedr. ansættelse og afregning af ledsagere kontakt:

Randi B. Kristensen, rank@varde.dk – 7994 6603

 

Koster det noget at have en ledsagerordning?

Pil ned ikon

Varde Kommune betaler ledsagerens løn, men du skal, som udgangspunkt, selv betale f.eks. transport og entre for jer begge. Du har dog mulighed for at ansøge om et årligt engangsbeløb, som et tilskud til dækning af din ledsagers udgifter.

Du søger om dækning af udgifter i forbindelse med ledsagerordningen ved, at følge linket til den digitale selvbetjeningsløsning ovenfor. Du skal bruge dit MitID i forbindelse med ansøgningen.

Danske Handicaporganisationers Brugerservice udsteder ledsagekort til personer med handicap, der har behov for en ledsager til, at færdes i det offentlige rum. Ledsagerkortet giver mulighed for rabat på offentlig transport, og fri adgang til et udvalg af kulturelle institutioner, forlystelsesparker og zoologiske haver.

Du kan læse mere om ledsagekort, og søge om det her: Danske Handicaporganisationers hjemmeside.