Afgørelse til nedrivning af bevaringsværdig bygning i Ølgod
Varde Kommune har besluttet ikke at nedlægge forbud mod nedrivningen af bygningen beliggende på adressen Nørregade 17A, 6870 Ølgod
Bygningen på Nørregade 17A, 6870 Ølgod er bevaringsværdig iflg. kommuneplanen. Den ønskes nu nedrevet.
Nedrivning af bevaringsværdige bygninger skal følge proceduren i § 18 i lov om bygningsfredning og bevaring af bygninger og bymiljøer. Nedrivningsanmeldelsen har været offentligt bekendtgjort med indsigelsesfrist den 28. januar 2024.
Udvalget for Plan og Teknik har på et møde den 21. februar 2024 besluttet ikke at nedlægge forbud mod nedrivningen.
Begrundelsen for denne beslutning er at bygningen er dårlig vedligeholdt. Bygningen har sammen med de typiske historicistiske træk også en del uoriginale detaljer, såsom ny gavlvæg, ny kvist og plastikvinduer. Bygningen er dårligt vedligeholdt, men det vurderes, at den primært har taget alvorligt skade ved en dårlig tilbygning på bagsiden. Murværket har en del smuldrede sten og mange løse fuger. Taget fremstår uden større udvendige skader, men har dårlig stand ved den nordvestvendte kvist.
Det vurderes, at gadebilledet som struktur med bygninger liggende langs vejforløbet, primært som én etagers mursten-boliger, hvor mange har sadeltag, som er vigtigt at bevare. Dette sikres med bestemmelserne i den nye lokalplan 24.01.L11.
I dette særlige tilfælde, er udvikling af bynære moderne boliger er et vigtigt punkt for bosætning og byudvikling i Ølgod midtby. Den gamle fjernvarmegrund rummer et større, sammenhængende, ubebygget projektområde, der sammen med arealet ved Nørregade 17A er helt centralt placeret i bymidten. Dette skaber en unik mulighed for udvikling, der skiller sig ud fra andre områder i Ølgod by og Varde Kommune.
Klagemulighed
Ifølge planlovens § 58, stk. 1, pkt. 3, kan der kun klages over retlige spørgsmål. Det vil sige, at der ikke kan klages over, at afgørelsen findes uhensigtsmæssig. Klagefristen er fire uger efter offentliggørelsesdatoen.
Du klager via Klageportalen, som du finder via www.borger.dk eller www.virk.dk.
Du logger på klageportalen med Mit-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til Varde Kommune. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Varde Kommune i Klageportalen. Når du klager, skal du som borger betale et gebyr på 900 kr., og som virksomhed eller organisation 1800 kr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.
Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet på e-mail til plan@naevneneshus.dk eller til Varde Kommune, Plan og GIS, enten til adressen Bytoften 2, 6800 Varde eller på e-mail til planogby@varde.dk. Hvis du sender din anmodning til Varde Kommune, videresendes anmodningen herefter til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.
Hvis afgørelsen ønskes indbragt for domstolene, skal dette ske inden seks måneder fra afgørelsen er offentliggjort af kommunen.