Indkaldelse af ideer og forslag til planlægning for en energipark ved Malle og Kvong
Varde Kommune har gennem de seneste måneder undersøgt muligheden for placering af solceller under den 12 ansøgte vindmøller ved Malle og Kvong. I den forbindelse har Varde Kommune nu modtaget en samlet ansøgning fra Energicenter Nord om igangsættelse af en planlægningsproces for udarbejdelse af et kommuneplantillæg og en lokalplan. Ansøgningen omfatter ønske om placering af vedvarende energianlæg med både vindmøller og solceller ved Malle og Kvong.
Kommuneplanens rammer omfatter geografisk set ikke det ansøgte område og der skal derfor udarbejdes et kommuneplantillæg, hvor der vil blive fastlagt retningslinjer og rammebestemmelser for hele området, samt en lokalplan med bestemmelser for områdets anvendelse, bebyggelse m.m.
Varde Kommune vil i forbindelse med den forestående planlægning vurdere følgende hovedspørgsmål:
- Befolkning: Trafik til og fra området samt periodisk støj i anlægsfasen beskrives og vurderes. Påvirkninger i driftsfasen undersøges og vurderes blandt andet på baggrund af beregninger. Der vil være støj fra vindmøllerne og fra transformere i solcelleparken samt fra eventuel transformerstation i planområdet. Vindmøllerne vil give anledning til periodisk skyggekast, og der kan desuden forekomme reflekser i solcellepaneler og møllevinger.
- Landskab: Vindmøller og solcelleanlæg vil påvirke det omkringliggende landskab visuelt, hvilket blandt andet undersøges og vurderes på baggrund af visualiseringer.
- Natur: Påvirkning af dyre- og plantelivet undersøges og vurderes med særligt fokus på beskyttede naturtyper, naturområder og arter, herunder flagermus.
Inden kommunen går videre med planlægningen, opfordres alle interesserede til at indsende ideer og forslag til den ændrede planlægning.
Se debatoplægget her (åbner i nyt vindue)
Borgermøde
Varde Kommune afvikler tirsdag den 19. november kl. 18.30-20.00 et fysisk borgermøde i forbindelse med høringsperioden.
Du finder yderligere information om borgermødet på Varde Kommunes hjemmeside via dette link (åbner i nyt vinduet).
Den videre planlægning
Når høringen er afsluttet, vurderes de indkomne idéer og forslag. Dette sendes til politisk behandling, hvor der træffes beslutning om, hvorvidt Varde Kommune ønsker at igangsætte planlægning for en samlet ansøgning med både vindmøller og solceller.
Træffes der beslutning om at igangsætte planlægning for området, vil der blive udarbejdet et kommuneplantillæg og lokalplan for området. Når der foreligger et forslag til kommuneplantillæg og lokalplan, vil planforslagene blive fremlagt i offentlig høring, inden der tages endelig stilling til planlægningen.
Høringsperiode
Ideer og forslag til emner, der ønskes belyst i den videre planlægning, skal være modtaget hos Varde Kommune senest den 05. december 2024.
Bemærkningerne skal være skriftlige, og sendes via høringsportalen længere nede på denne hjemmeside eller som brev til:
Varde Kommune
Plan & GIS
Bytoften 2
6800 Varde
Mærk bidraget med ”Energipark ved Malle og Kvong”.
Alle bemærkninger vil indgå i den politiske behandling og offentliggøres på Varde Kommunes hjemmeside.
Ved spørgsmål til planlægningen kontaktes Plan & GIS på tlf. 20317629 eller planogby@varde.dk