Forslag til ophævelse af Lokalplan L628 – for et område til boligformål ved Kildevej i Varde By.

Dato for forslagets vedtagelse:        26.09.2022

Dato for offentliggørelse:                  07.10.2022

Høringsfrist:                                           04.11.2022

PLANFORSLAGET

Forslaget har til formål at aflyse Lokalplanen L628 i sin helhed. Efter aflysning af lokalplan L628, vil området være reguleret af Kommuneplanens rammebestemmelser. Fremtidigt byggeri behandles i overensstemmelse med kommuneplanrammen og bygningsreglementet.

Lokalplan L628 – for et område til boligformål ved Kildevej i Varde By blev i februar 1983 udarbejdet på baggrund af Byrådets ønske om at tilvejebringe det planmæssige grundlag for etablering af tæt-lav bebyggelse. Da lokalplanen skaber usikkerhed i forhold til, hvorvidt der skal etableres en legeplads eller ej – fx ved køb/salg af huse i området, er det vurderet hensigtsmæssigt, at lokalplanen aflyses.

Af lokalplanens illustrationsplan fremgår en legeplads, men legepladsen er ikke beskrevet i lokalplanens bestemmelser, og er derfor ikke et krav jf. lokalplanen.

Det ønskede aflyste lokalplanområde gælder for matriklerne 144cf, 144ei,144ha, 144hb, 144hc, 144hd, Varde Markjorder.

Området er beliggende inden for kommuneplanens rammeområde 23.03.B05 med konkret anvendelse som blandet boligområde, primært tæt lav bebyggelse med en bebyggelsesprocent på 40 for den enkelte ejendom og bygningshøjde på 8,5 meter fordelt på max.2 etager. For åben-lav bolig gælder max. bebyggelsesprocent på 30 for den enkelte ejendom og max. 1 etage med udnyttet tagetage. Der skal minimum etableres 2 p-pladser pr. bolig for åben lav og min. 1,5 p-plads pr. bolig ved tæt-lav og etagebyggeri, medmindre andet fastlægges ved lokalplanlægning.

Se forslaget til aflysning af lokalplan L628 og tilhørende miljøscreening her:

MILJØSCREENING

I forbindelse med udarbejdelse af forslaget er der foretaget en screening af planens indvirkning på miljøet. Ud fra screeningen er det byrådets vurdering, at planen ikke kan få så væsentlige indvirkninger på miljøet at udarbejdelse af en miljørapport er krævet. Byrådets vurdering af miljøscreeningen kan påklages til Planklagenævnet inden fire uger efter offentliggørelsesdatoen.

Se tilhørende miljøscreening til planforslaget i linket ovenfor.

 

OFFENTLIG HØRING – Vigtige datoer
Forslaget om aflysning af lokalplan Lokalplanen L628 i sin helhed og den tilhørende miljøscreeningen fremlægges i offentlig høring fra d. 07. oktober til d. 04. november 2022

Der kan indgives høringssvar til planforslaget ved at udfylde formularen nedenfor eller som brev til Plan og GIS, Varde Kommune, Bytoften 2, 6800 Varde. Mærk høringssvaret med ”Aflysning af lokalplan L628”. For at indgå i sagen skal Varde Kommune have modtaget høringssvaret inden d. 04. november 2022

Alle har ret til at komme med bemærkninger. Alle skriftlige bemærkninger vil indgå i den videre behandling, og de bliver offentliggjort på Varde Kommunes hjemmeside.

 

KLAGEVEJLEDNING

Der kan klages til Planklagenævnet over afgørelsen om, at der ikke udarbejdes miljøvurdering, dvs. om afgørelsen er lovlig. Ifølge planlovens § 58, stk. 1, pkt. 3, kan der kun klages over retlige spørgsmål. Det vil sige, at der ikke kan klages over, at afgørelsen findes uhensigtsmæssig. Klagefristen er fire uger efter offentliggørelsesdatoen.

Du klager via Klageportalen, som du finder via www.borger.dk eller www.virk.dk. Du logger på klageportalen med NEM-ID. Klagen sendes gennem Klageportalen til Varde Kommune. En klage er indgivet, når den er tilgængelig for Varde Kommune i Klageportalen. Når du klager, skal du som borger betale et gebyr på 900 kr., og som virksomhed eller organisation 1800 kr. Du betaler gebyret med betalingskort i Klageportalen.

Planklagenævnet skal som udgangspunkt afvise en klage, der kommer uden om Klageportalen, hvis der ikke er særlige grunde til det. Hvis du ønsker at blive fritaget for at bruge Klageportalen, skal du sende en begrundet anmodning til Planklagenævnet på e-mail til plan@naevneneshus.dk eller til Varde Kommune, Plan og GIS, enten til adressen Bytoften 2, 6800 Varde eller på e-mail til planogby@varde.dk. Hvis du sender din anmodning til Varde Kommune, videresendes anmodningen herefter til Planklagenævnet, som træffer afgørelse om, hvorvidt din anmodning kan imødekommes.

 

Hvis afgørelsen ønskes indbragt for domstolene, skal dette ske inden seks måneder fra afgørelsen er offentliggjort af kommunen.