Talentfuld kommunikationsmedarbejder til Varde Kommune

Ansøgningsfrist: 09.06.2022

Vil du være en del af en ambitiøs kommunikationsafdeling? Kan du levere effektfulde budskaber på tværs af platforme og kanaler? Vi leder efter en velskrivende kommunikatør med blik for at levere strategisk kommunikation til forskellige målgrupper.

Varde Kommune søger en kommunikationsmedarbejder med skriftlige kundskaber til at styrke og udvikle kommunens kommunikation med borgere, virksomheder og andre interessenter.

Du skal med dine kompetencer – og sammen med resten af kommunikationsafdelingen – rådgive og servicere en stor organisation med mere end 3.000 medarbejdere.

Vi forventer
Du er uddannet journalist eller har en kommunikationsuddannelse. Du arbejder struktureret med dine opgaver og formår at bevare overblikket, når flere opgaver skal løses på samme tid.

I din kommunikation indtænker du målgruppen fra begyndelsen, uanset om det er talen, pressemeddelelsen eller et opslag på sociale medier. Du forstår at bruge timing, tone, form og kanaler strategisk for at komme ud med dit budskab.

Du skal kunne kaste dig over:

  • Tilrettelæggelse af presse- og kommunikationsplaner på store og små historier
  • Mediehenvendelser, pressemeddelelser og pressepitch
  • Strategiske indsatser på sociale medier
  • Taleskrivning
  • Opgaven som redaktør på kommunens hjemmeside og intranet

I kommunikationsafdelingen går det stærkt, og vi har gang i mange opgaver på samme tid.

Vi forventer, at du:

  • Skriver godt, hurtigt og fejlfrit
  • Kan vinkle din kommunikation til mange forskellige målgrupper og versionere den til forskellige platforme, kanaler og medietyper
  • Kan indgå i samarbejde med grafikere og tænke dine historier som grafik, foto og video
  • Hurtigt kan skabe dig et overblik over komplicerede sager

Hvad kan du forvente?
Du bliver en del af en kommunikationsafdeling med tæt kontakt til borgmester og kommunaldirektør. Dine nærmeste kollegaer bliver en kommunikationsmedarbejder, to grafikere og kommunikationschefen.

Sammen fortæller vi de gode, sjove og nogle gange lidt komplicerede historier om en aktiv og attraktiv kommune, hvor fantastiske mennesker, kultur i særklasse og natur i verdensklasse skaber rammerne for det gode liv.

Ansøgningsfrist
Vi glæder os til at modtage din ansøgning og dit CV senest torsdag den 9. juni 2022 kl. 23.59.

Løn efter gældende overenskomst.

Samtaler
Første samtalerunde afholdes tirsdag den 28. juni, og anden runde fredag den 1. juli.

Tiltrædelse: 1. september 2022.

Kontakt
Evt. yderligere oplysninger om stillingen fås hos kommunikationschef Søren Toksvig Jensen på srej@varde.dk eller 61 63 98 01.
 

Overvejer du at flytte med jobbet?

I Varde Kommune skaber vores mange levende lokalsamfund gode rammer for dig og din families hverdag. Her er fællesskab, foreningsliv og masser af plads til udfoldelser og oplevelser. Uanset hvor du slår dig ned, får du vores smukke natur i baghaven og daginstitutioner, skoler og indkøbsmuligheder indenfor rækkevidde.

Gå på opdagelse i alt det, Varde Kommune har at tilbyde dig og din familie på www.flyttilvarde.dk