Praktik og opgaveskrivning

Som studerende på universitetet, administrationsbachelor mv. har du mulighed for et samarbejde med Varde Kommune.

Det kan være i forhold til opgaveskrivning, et semester eller nogle måneder i praktik eller måske et relevant studiejob. I kommunen har vi en målsætning om at have 10 studerende fra videregående uddannelser tilknyttet hele tiden – derfor vil vi gerne høre fra dig, hvis du har interesse i et samarbejde.

Studiejobs

Som udgangspunkt opslås vores studiejobs på hjemmesiden.

Praktik og opgaveskrivning

Vi arbejder sammen med mange forskellige videregående uddannelser, og har hele tiden en række studerende tilknyttet . Vi slår løbende praktikopslag op på vores hjemmeside og har kontakt til studierne.

Hvis du gerne vil søge en uopfordret praktikplads eller har en ide til en mulig semester-, bachelor- eller kandidatopgave kan du rette kontakt til os via stillingsopslaget “Praktik og opgaveskrivning, studerende fra universiteterne” som du finder under vores ledige stillinger.

 

Nedenfor kan du læse erfaringernes fra nogle af vores tidligere praktikanter.

Praktikanter

Studerende fra Folkesundhedsvidenskab

Pil ned ikon

 

Josefine fra Folkesundhedsvidenskab har været i praktik i Social og Sundhedsafdelingen:

Hvorfor valgte du at komme i praktik i Varde Kommune?

Jeg valgte Varde Kommune fordi de er førende indenfor sundhed og det ville jeg gerne være en del af – jeg synes det kunne være helt vildt spændende.

Jeg var inde og læse om sundhedsafdelingen på hjemmesiden. Via hjemmesiden fik jeg kendskab til forskellige praktikopslag og så fik jeg denne her praktikstilling.

Hvad har dine arbejdsopgaver bestået af?

Min arbejdsopgave har været at evaluere sundhedspolitikken for 2014-2018. Jeg har haft fokus på ”mental sundhed” og ”ulighed i sundhed” i hele kommunen. Mental sundhed og ulighed går på tværs af elementerne i sundhedspolitikken. Jeg har undersøgt, om mental sundhed er blevet implementeret i de forskellige elementer. Det har været rigtig spændende at komme rundt i de forskellige afdelinger, områder og forvaltninger.

Hvordan har du brugt din uddannelse i praktikforløbet?

Mange af de teorier vi har arbejdet med, har vi kunnet bruge i analysen.

Jeg skal i samarbejde med SDU skrive mit speciale. Specialet handler om tværgående samarbejde mellem psykiatrien og jobcenteret i flere kommuner. Formålet er at få et bedre forløb for borgeren, og at det bliver mere simpelt for borgeren at navigere i ledighedssystemet.

Hvad kan du bruge praktikperioden til efter endt praktikforløb?

Jeg tænker, at jeg kan bruge det til flere ting, både når jeg skal ud og søge arbejde og i forbindelse med mit speciale. Jeg har lært om organisationens kultur og om hvordan det er at være på en arbejdsplads. Jeg ved lidt mere om, hvad der virker i Varde Kommune og det kan jeg tage med videre til andre steder, når jeg får et arbejde.

Har Varde Kommune levet op til dine forventninger som praktiksted?

Det har været helt vildt godt at være hos Varde Kommune – de har været så søde. Jeg er blevet en del af deres kultur og deres arbejdsgang. Jeg er blevet inddraget i personalemøder og kaffepauserne. På de andre praktiksteder jeg har haft, har jeg ikke været med på samme måde – der har jeg bare været den studerende eller praktikanten. Det har jeg ikke oplevet her overhovedet. Jeg er blevet inddraget og det var rigtig rart.

Studerende fra Natur og Kulturformidling

Pil ned ikon

 

Marie Louise fra Natur og Kulturformidling har været i praktik i Naturcentret, Teknik og Miljø:

Hvorfor valgte du at komme i praktik i Varde Kommune?

Jeg sendte uopfordrede ansøgninger til forskellige steder. Jeg havde ikke noget specifikt jeg gik efter, men kom i tanke om Naturpark Vesterhavet. Jeg søgte uopfordret og blev ringet op, da Varde Kommune synes at de ting jeg kunne bidrage med lød spændende. På den måde kom jeg ind.

Hvad har dine arbejdsopgaver bestået af?

Jeg har arbejdet med rigtig mange forskellige ting. I starten var jeg med på besigtigelser.

Jeg har også arbejdet med Facebookopdateringer og hjemmesiden i forhold til at få budskabet ud om Naturpark ugen ud.  I forbindelse med naturparkugen har jeg lavet en udstilling og konkurrence på biblioteket.

En af de største opgaver jeg arbejder med, er et spørgeskema hvor vi undersøger kendskabet til Naturparken. Det var en opgave jeg selv foreslog og afdelingen tog imod den med åbne arme.

Hvordan har du brugt din uddannelse i praktikforløbet?

På uddannelsen har vi om oplevelsesøkonomi, planlægning, kommunikation, formidling og innovation, det har jeg brugt rigtig meget. Især det med planlægning og møder. Jeg har igennem praktikken, været i kontakt/netværk med partnere vi har i Naturparken. Jeg har også brug projektformidling i praktikken.

Jeg synes at jeg har oplevet et stort match mellem studiet og praktikken.

Hvad kan du bruge praktikperioden til efter endt praktikforløb?

Jeg har fået en god erhvervserfaring og indblik i, hvad jeg kan bidrage med. Det har været spændende med en øjenåbner i forhold til, hvad man egentlig kan og indblik i hvordan et event egentlig opsættes. Jeg har også fundet ud af, hvad jeg ikke skal arbejde med, så jeg er mere afklaret når jeg skal søge et job.

Har Varde Kommune levet op til dine forventninger som praktiksted?

Jeg havde en forventning om at jeg kunne bidrage og hjælpe Varde Kommune med at komme videre med Naturpark Vesterhavet og det er blevet indfriet.

Jeg havde en forventning om, at jeg ville udvikle mig og blive klogere på, hvad min uddannelse kan bruges til og hvad kan jeg bruge mine egne kompetencer til. Jeg føler at jeg er blevet set som en sparringspartner og som en medarbejder.

Jeg synes det har været et rigtig godt praktikforløb.

Ingeniørstuderende, bygge og anlæg

Pil ned ikon

 

Brian der læser til bygge og anlægsingeniør var i praktik i Vej og Park:

Hvorfor valgte du at komme i praktik i Varde Kommune?

Det valgte jeg, fordi jeg ville prøve kræfter med vej- og anlægsbranchen og samtidig ville jeg gerne prøve at være i en stor organisation. En stor organisation tiltaler mig, fordi der er meget bred faglighed og viden omkring mange ting.

Hvad har dine arbejdsopgaver bestået af?

Arbejdsopgaverne har været af forskellig art og størrelse. Lige fra projektering, tegninger, kravsspecifikationer, signalanlæg, overslagslister, tilbudspriser, etablere cykelstier, etablering af ansøgning til penge i højresvingspuljer og byggemøder.

Hvordan har du brugt din uddannelse i praktikforløbet?

Det har jeg kunne bruge i forhold til IT eksempelvis, der har jeg været noget foran de andre medarbejdere i afdelingen. Jeg har haft kendskab til nogle værktøjer, via skolen og det har jeg kunnet drage fordel af på arbejdspladsen.

Hvad kan du bruge praktikperioden til efter end praktikforløb?

Jeg bruger allerede nu praktikperioden til at bygge videre på mit afgangsprojekt i forhold til den viden, jeg skal opnå. Nu sidder jeg og skriver afgangsprojekt, hvor jeg hjælper Varde Kommune med at etablere et signalanlæg. Der lærer jeg både noget nyt men jeg giver også noget viden tilbage så det er jeg rigtig glad for. Man føler sig lidt mere i ilden, når man kan gøre det på den måde. Jeg føler også at når jeg står efter endt uddannelse, har jeg lært en hel del. Jeg har fået et indblik i en verden, jeg ikke har været i før.

Har Varde Kommune levet op til dine forventninger som praktiksted?

Overordnet ja det har de, men nogle af de ting som jeg ikke har fået har jeg savnet. Som kommune er man overvejende i en bygherre funktion, hvor man ved ingeniørvirksomheder fungerer som rådgiver. Derfor har jeg ikke fået viden om den rådgivende del, men jeg ved i dag hvordan kommunen fungerer.

Det jeg godt kan lide ved Varde Kommune er at det er en stor organisation. Der er mange flere aspekter af tingene, og du sidder med mange flere ting end ét projekt.

Administrationsbachelorstuderende

Pil ned ikon

 

Nermina, der læser til administrationsbachelor var i praktik i Økonomi:

Hvad har dine arbejdsopgaver bestået af?
Jeg arbejdede med projektledelse i forhold til implementering af tre systemer: debitorer, løn og økonomisystem. Mine opgaver var projektledelse og projektstyring, dette indeholder meget samarbejde med interne og eksterne parter på forskellige niveauer. Jeg havde opgaver som planlægning, formidling, facilitering, organisering, risikoanalyse, interessentanalyse, milepælsplaner med videre. Desuden arbejdede jeg også på det
økonomiske felt, blandt andet med beregninger og fakturering af provisioner i forhold til kommunale garantistillelser, refusion og budgetopfølgning, varmeregnskab mm.

 

Hvordan har du brugt din uddannelse i praktikforløbet?
Det har jeg i forbindelse med alle mine opgaver – mere eller mindre. Det tror jeg skyldes, at jeg havde relevante opgaver fra dag ét.

Hvad kan du bruge praktikperioden til efter endt praktikforløb?
Det kunne jeg med det samme, da jeg skrev min praktikopgave som omhandlede ”Implementering af Prisme 2015 i Varde Kommune”.

I løbet af min praktik har jeg fundet ud af hvad jeg gerne vil arbejde med fremover, hvem jeg er som medarbejder og hvad kan jeg tilbyde en arbejdsplads. Ydermere har jeg fået rigtig mange fif med mig, som jeg vil kunne bruge fremover i forbindelse med arbejdsopgaver, men også om at begå sig på en arbejdsplads. 

Har Varde Kommune levet op til dine forventninger som praktiksted?
Det synes jeg helt sikkert at de har. På min første dag blev jeg introduceret for min praktikplan, og det betød rigtig meget. Jeg var klar over, hvad jeg skulle, og hvem jeg skulle samarbejde med, hvilket også gjorde, at jeg kunne agere som  almindelig medarbejder. 

Jeg havde to praktikvejledere, som havde min faglige og personlige udvikling i fokus. Min primære vejleder og jeg havde jævnligt evalueringsmøder.  

Jeg havde selvstændige opgaver fra dag ét, blev vist tillid og der blev lyttet til mig og mine forslag. Medarbejderne var gode til at inddrage mig og drøfte opgaver udover det planlagte – det var fedt, at de havde lyst til at bruge mig.

Jeg blev inddraget i personalemøder, kaffepauser mm. Jeg blev hurtigt en del af afdelingen.

Andet du gerne vil sige?

Jeg har haft et rigtig godt forløb, og har været et sted jeg med glæde vil anbefale og vende tilbage til.

Alt hvad man selv skal medbringe, er stor vilje og lyst til at lære!