Genopretning af Holme Å: Første bro ud af tre bliver udskiftet

Genopretningen af Holme Å betyder, at vandløbet får sin oprindelige bredde tilbage, hvilket flere broer på åens strækning ikke er dimensionerede til.

NATUR

Torsdag formiddag sænkes en 19 ton tung bro ned over Holme Å, som skal erstatte den gamle Lilje bro. Det sker som led i genopretningen af Holme Å, der blev påbegyndt i starten af december 2020.

Den oprindelige Holme Å krydses af tre vejbroer, men broerne er ikke dimensionerede til den øgede vandmængde, som kommer, når åen får sin oprindelige bredde tilbage.

Her er Lilje bro den første af tre broer, som bliver udskiftet. Den nye Lilje bro sikrer, at der kan sejles med både kano og kajak på åen. Der laves også passage for mindre dyrevildt på begge sider af broen.

Lilje bro forventes at være færdig cirka 1. februar 2021. Udover Lilje bro skal yderligere to broer udskiftes: Oved bro ved Kærgårdsvej og en privat bro ved et tidligere dambrug.

Genopretningen af Holme Å forventes at være gennemført i 2023.

FAKTA

  • Den nye Lilje bro bliver 19 meter lang, 6 meter bred og 3,5 meter høj med en vægt på 19 tons.
  • Genopretnignen af Holme Å har et samlet budget på 27,5 millioner kroner og er et samarbejde mellem Varde Kommune (7,5 mio. kr.), Norlys (5 mio. kr.), Aage V. Jensen Naturfond (7,5 mio. kr.) og Den Danske Naturfond (7,5 mio. kr.).