Nyt kulturhus i Ølgod rykker nærmere

Et tidligere konserveringscenter og kulturhus i Ølgod skal blive et nyt samlingspunkt for moderne kulturliv. Den filantropiske forening Realdania støtter nu projektet som en del af en Bymidtepulje, der har til formål at bidrage til at skabe nyt liv i små og mellemstore byer landet over.

KULTUR

Der er ambitiøse planer med det 40 år gamle kulturhus og tidligere konserveringscenter i Ølgod.

I 2017 indledte Kulturhusets Venner – en dedikeret gruppe frivillige i Ølgod – en kamp for at renovere byens 40 år gamle kulturhus.

I første omgang støttede Realdania en forundersøgelse af bygningens potentiale. Resultaterne af denne undersøgelse peger på, at projektet i Ølgod kan blive et eksempel, som byer på samme størrelse i resten af landet kan lade sig inspirere af.

Derfor har Realdania nu besluttet at støtte en gennemgribende renovering og nytænkning af bygningen med en række nye funktioner. Realdania støtter projektet med 12,75 mio. kr.

En del af lokalsamfundet

Planen er, at huset skal rumme:

  • Et værksted, hvor den lokale teatergruppe Drabanterne kan fremstille scenografi og kostumer, Ungdomsskolens elever kan reparere knallerter, og elever fra Musik- og Billedskolen kan udleve deres kreative evner.
  • En mindre café og et nyt serveringskøkken med plads til fællesspisninger, samarbejde med lokale madaktører og brugerne af Samstyrken, som er Varde Kommunes botilbud for udviklingshæmmede.
  • En kultursal, der giver plads til bevægelse, forestillinger og hverdagstilbud.
  • Et kombineret biblioteks- og museumsmiljø som husets hjerte.
  • Lokalhistorisk Arkiv

Næste skridt er at finde den manglende finansiering med forventning om, at det første spadestik kan tages i foråret 2024.

Citat

Mads Sørensen, borgmester i Varde Kommune:

”Der er bemærkelsesværdigt, at vi nu er tæt på at kunne realisere et moderne kulturhus i en by med knap 4.000 indbyggere. Realdanias flotte blåstempling af projektet skal ses i lyset af, at en gruppe frivillige i årevis har stået sammen og kæmpet for, at kulturen også har en plads i mindre lokalsamfund. Den slags ihærdighed er ikke blot imponerende, men også altafgørende for den forsatte udvikling i vores kommune.”

Ditte Marquard Jessen, projektchef i Realdania:

”Kulturhusets Venner har vist, at det er muligt i et lokalsamfund at samles om at udvikle et mødested, hvor alle – både borgere og besøgende – kan deltage i kulturaktiviteter. Vi er glade for at støtte et projekt, der uden tvivl vil få stor betydning for Ølgod og desuden kan inspirere andre lokalsamfund.”

 

Fakta

  • Forventningen er, at det færdige kulturhus vil koste 39 millioner kroner.
  • Bevillingen fra Realdania på 12,75 mio. kr. kommer fra deres Bymidtepulje, som skal understøtte nyt liv i bymidten i mindre og mellemstore byer.
  • Varde Kommune har tilkendegivet at støtte med et beløb på niveau med Realdania.Der er givet tilsagn fra lokale fonde og bidragsydere i Ølgod på op til fem millioner kroner.
  • Der er givet tilsagn fra lokale fonde og bidragsydere i Ølgod på op til fem millioner kroner.