Pensioneret oberst forsætter karrieren i garnisonskommune

Torben Dixen Møller bliver i dag pensioneret som oberst hos Danske Artilleriregiment i Oksbøl, men begynder kort efter sin civile karriere i Varde Kommune. Her bliver hans opgave at styrke samarbejdet mellem Forsvaret og kommune.

FORSVAR

Med 1.500 ansatte fordelt på tre garnisoner er Varde Kommune en af landets største garnisonskommuner.

Samarbejdet mellem Forsvaret og kommunen er allerede tæt, men nu tager Varde Kommune et nyt skridt for at styrke samarbejdet yderligere.

Torben Dixen Møller har været tilknyttet Forsvaret siden 1977 og senest som chef for Danske Artilleriregiment i Oksbøl. Den 19. september begynder han i en deltidsrolle som chefkonsulent i Varde Kommune, hvor han skal bruge sin lange erfaring til at videreudvikle relationerne mellem forsvar og kommune.

Den nu tidligere Obersts opgaver kommer til at spænde vidt, da målet med ansættelsen er at skabe bedre rammer for Forsvaret i Varde Kommune i forhold til alt fra veteranpolitik til planlovgivning.

Citater

Mads Sørensen, borgmester i Varde Kommune:

”Forsvaret har en særlig plads i Varde Kommune, hvor soldater i uniform er en del af bybilledet. De er en integreret del af vores lokalsamfund, og med ansættelsen af Torben Dixen Møller sætter vi et endnu skarpere fokus på, hvordan Forsvaret også i fremtiden kan udvikle sig i vores kommune.”

“Vi har i Torben Dixen Møller ansat en stor kapacitet med en enorm indsigt og erfaring på forsvarsområdet. Derfor er vi også stolte over, at han har takket ja til at arbejde i Varde Kommune.”

Torben Dixen Møller:

“Jeg er glad for, at Varde Kommune kan bruge mine erfaringer og kompetencer til at styrke det allerede gode samarbejde med garnisonerne og kommunen. Som borger i Varde Kommune har jeg indgående kendskab til begge parter, og jeg ser frem til at bidrage med min viden.”