Provokerende værker præger den ene af Danmarks fem censurerede kunstudstillinger

Kunstnernes Sommerudstilling i Vestjylland åbner lørdag den 20. maj i sin 45. udgave. Ud af 1.238 indsendte værker har kun 114 klaret sig igennem censureringen.

KUNST

Kunstnernes Sommerudstilling i Janus Bygningen har siden 1973 hørt til de væsentligste udstillinger i Danmark og har i tidens løb givet debut til mange markante og anerkendte kunstnere.

Udstillingen kan i dag betragtes som et kulturelt fyrtårn i Vestjylland og formår at tiltrække kunstnere fra både ind- og udland.

 

FAKTA

  • Kunstnernes Sommerudstilling i Janus Bygningen er en af Danmarks fem censurerede kunstudstillinger. De fire øvrige er: Forårsudstillingen på Charlottenborg, Kunstnernes Påskeudstilling i Århus, Nordkraft Udstillingen i Aalborg og Kunstnernes Efterårsudstilling i København.
  • Af 1.238 indsendte værker til Kunstnernes Sommerudstilling har kun 114 klaret sig igennem censureringen.
  • 48kunstnere er repræsenteret på udstillingen i 2017.
  • Typen af værker fordeler sig på følgende kategorier: Malerier (35), skulpturer (8), grafik og tegninger (19), kunsthåndværk (7), fotografier og video (17) samt blandform (28).
  • Værkerne er vurderet af billedkunstnerne Peter Holck og Else Ploug Isaksen, malere og grafikerne Lars Svanholm og Bo Mølgaard samt kunster Thomas Andersson.
  • Udstillingen kører fra den 20. maj til 6. august 2017. Janus Bygningen har åbent tirsdag-søndag fra 11.00-16.00.

 

Udstillingen indvies lørdag den 20. maj, hvor KS Prisen på 7.500 kroner overrækkes til kunstneren Trine Abid Lind fra Ans, der har gjort sig særligt bemærket gennem sine forskelligartede værker, der beskriver en rejseoplevelse.

Siden 2014 har der i forbindelse med Kunstnernes Sommerudstilling været afholdt velbesøgte ”Artists Talks”, hvor en række af de udstillende kunstnere fortæller om deres egne værker og kommenterer udstillingen. I år er der arrangeret Artist Talk den 7. og 28. juni samt den 12. juli.