Rådgivere er fundet til fornyelse af populære turistdestinationer på Vestkysten

Fornyelse af bymidterne i Blåvand og Vejers skal gøre den jyske vestkyst endnu mere attraktiv som turistdestination.

TURISME

I 2025 skal bymidterne i Blåvand og Vejers være færdigrenoverede, så de to kystbyer skiller sig ud som attraktive mål for turister.

Nu er et vigtigt skridt på vejen taget med valget af to rådgiverteams, som skal stå for fornyelsen af bymidterne i Blåvand og Vejers. Det betyder, at arbejdet nu for alvor kan gå i gang.

Sleth A/S skal sammen med Skaarup Landskab og Fuldendt Rådgivende Ingeniører P/S føre fornyelsen af bymidten i Blåvand ud i livet, mens Fuldendt Rådgivende Ingeniører P/S, Norrøn A/S, Arkitekt Kristine Jensens Tegnestue ApS og Trafikplan Rådgivende Ingeniører skal stå for projektet i Vejers.

I de to kystbyer forbedres parkeringsmulighederne, og trafikken optimeres og gøres mere sikker for bløde trafikanter.

Citat

Preben Friis-Hauge, formand for Plan- og Teknikudvalget i Varde Kommune:

”Det er to stærke rådgiverhold, der skal løfte Blåvand og Vejers op i en ny kvalitetsliga. En liga hvor bymidterne i de to byer i 2025 kendetegnes ved smidig trafikafvikling og rekreative pladser med den omkringliggende natur som baggrundstæppe.”

Fakta

Blåvand:

  • Projektet i Blåvand beløber sig til samlet 47,8 millioner kroner, hvoraf Realdania via indsatsen ’Vestkysten viser vejen’ støtter med 5,2 millioner kroner til Det blå Torv, erhvervsdrivende yder en medfinansiering på 7,2 millioner og lokal medfinansiering, der indtil videre er på 120.000 kroner.
  • Fornyelsen af bymidten i Blåvand skal sammen med en ny trafik- og parkeringsløsning styrke kvaliteten af bymiljøet, mindske biltrængslen og skabe bedre vilkår for bløde trafikanter.

Vejers:

  • I Vejers beløber projektet sig til 26,9 millioner kroner, hvoraf Realdania via indsatsen ’Vestkysten viser vejen’ støtter med 3 millioner kroner til bebyggelsen på Soltorvet og erhvervsdrivende yder medfinansiering på 6 millioner kroner.
  • Fornyelsen i Vejers består af etablering af Soltorvet. Derudover opføres en bygning, som indeholder toiletfaciliteter, strand- og surfudstyr, mobil sauna, borde og bænke. Samtidig iværksættes en renovering af bymidten.

Vestkysten viser Vejen:

  • Med indsatsen ’Vestkysten viser Vejen’ vil Realdania bidrage til at løfte flere af de centrale kystbyer og styrke attraktioner langs den danske vestkyst til glæde for alle, der bor ved og besøger Vestkysten.