Teatersucces vender tilbage med nye forestillinger i Varde Kommune

Publikumssuccesen Baldersbæks stemmer gentager præstationen fra 2021 og laver nye forestillinger i juni 2023. Her kan publikum opleve vandreteater og få indsigt i områdets rige og unikke historie.

KULTUR

Grummes Teater inviterer til vandreteater i Baldersbæk, hvor publikum kan opleve seks fortællinger, der fletter sig sammen om københavnerplantagens forunderlige historie.

For hvad får man at vide, når en voksen kvinde fortæller om sine oplevelser som sommergæst på stedet i sin barndom? Hvad tænker bondepigen, der pludselig får job som stuepige, når hun oplever den ubegribelige rigdom og velstand, der ruller hen over heden og ind på det nyopførte sommerpalæ?

Og hvorfor er Holger Petersens knap ikke lukket på statuen af den berømte billedhugger Anders Bundgaard?

Det er nogle af de historier, publikum kan glæde sig til at opleve i Baldersbæks stemmer. 

Udflugtsted for velstående københavnere

Vandrer man på den naturskønne kyst til kyst sti, kommer man på et tidspunkt til en stor hvidkalket villa omgivet af skulpturer, springvand og søer. Stedet er Baldersbæk, der vidner om 1900-tallets initiativrige københavnere, der i sin tid rettede blikket mod den jyske hede, som de ønskede at opdyrke.

Disse smukke landsteder blev benævnt københavnerplantager og fungerede som destination, når københavnerne skulle feriere med deres familier uden for hovedstadens pulserende liv.

Her blev de opvartet af stuepigerne i hovedhuset, og i parkanlægget kunne de nyde en spadseretur i det smukke landskab med skulpturer og springvand i haven.

Citat

Kristian Grumme, kunstnerisk leder, skuespiller og idémand bag forestillingen Balderbæks stemmer:

”Vi spillede Baldersbæks stemmer i 2021, og forestillingerne var totalt udsolgte, hvilket var ganske overvældende. Desværre måtte nogle også gå forgæves, så det er så glædeligt, at der er opbakning til at gentage projektet. Publikum kan glæde sig til et skønt hold af skuespillere, hvor der er gengangere fra 2021 men også nye ansigter.”

Fakta

  • Oplev ét sted, 6 fortællinger og 7 skuespillere på udvalgte steder i Baldersbæk plantage, Baldersbæksvej 46, 6682 Hovborg.
  • Spilleperiode er 9.-11. og 16.-18. juni 2023.
  • Billetpriser er 150-175 kr.
  • Forestillingen varer ca. 1,5 time med en vandrelængde på ca. 1 km.
  • Læs mere og køb billetter via www.grummesteater.dk
  • Forestillingen er muliggjort med økonomisk støtte fra Region Syddanmark, Varde Kommune, Ole Kirks Fond, A.P. Møller Fonden, Toyota-Fonden og Holger Laage-Petersens og Hustrus Fond.