Regler for tilskud til voksenundervisning i Varde Kommune i henhold til Folkeoplysningsloven.

§ 1 – Generelle bestemmelser

Stk. 1: Der ydes tilskud til folkeoplysende voksenundervisning, som opfylder bestemmelserne i Folkeoplysningsloven og Folkeoplysningsbekendtgørelsen.

Det er en betingelse, at aflønning sker efter det af ministeriet fastsatte løncirkulære, og der ydes kun tilskud til en lærerlønstime per lektion.

§ 2 – Ansøgningsfrist

Stk. 1: Der søges tilskud for et helt kalenderår.
Stk. 2: Der ansøges om tilskud senest den 15. oktober året forud for det kalenderår, der søges tilskud til.
Stk. 3: Nye aftenskoler søger tilskud til budgetterede undervisningstimer og udgifter.

§ 3 – Begrænsning

Stk. 1: Der ydes ikke tilskud til undervisning, studiekredse og foredrag indenfor spil, idræt og sports- og konkurrencepræget virksomhed, herunder dans (bortset fra folkedans), motionsgymnastik og fremstilling af alkoholiske drikke. Dette gælder både teoretisk undervisning inden for områderne og udøvelse i praksis.
Emneafgrænsningsliste vedhæftet som bilag.
Stk. 2: Der kan ikke ydes tilskud til undervisning, studiekredse og foredrag, hvis formål er agitation, behandling, underholdning, forkyndelse eller udbredelse af overtro.
Stk. 3: Der ydes ikke tilskud til formel kompetencegivende undervisning samt undervisning henlagt til udlandet.
Stk. 4: Virksomheden skal stå åben for alle. Udvalget for Kultur og Fritid kan, hvor særlige forhold gør sig gældende, godkende virksomheden for en bestemt afgrænset deltagerkreds.

§ 4 – Beregning af undervisningstilskud (tilskudstilsagn)

Stk. 1: Tilskuddet beregnes på grundlag af aftenskolens maksimale løntilskud i det senest afsluttede kalenderår.
Nye foreninger oplyser den forventede virksomhed i tilskudsåret.
Stk. 2: Udvalget for Kultur og Fritid kan nedsætte eller forhøje tilskudsgrundlaget til, hvad udvalget anser som realistisk på grundlag af de givne oplysninger.
Stk. 3: Tilskud til undervisning, studiekredse og foredrag beregnes med et tilskud på 40% (2/5) af den oplyste lønsum, jfr. stk. 1. Tilskuddet er forhøjet med henblik på, at der kan gennemføres undervisning på mindre hold i tyndt befolkede områder.
Stk. 4: På hold, hvor der undervises i et musikinstrument og hvor undervisningen må tilrettelægges således, at der kun kan undervises få deltagere, ydes der et forhøjet tilskud. Tilskuddet beregnes med 71% (5/7) af den oplyste lønsum, jfr. stk. 1.
Stk. 5: Ved undervisning af handicappede i relation til et konkret emne, hvor der forudsættes en særlig indsats fra læreren som gør, at der kun kan undervises få på holdet, ydes et forhøjet tilskud. Tilskuddet beregnes med af 89% (8/9) af den oplyste lønsum, jfr. stk. 1.
Stk. 6: Ved blandede hold (undervisning af handicappede og ikke handicappede sammen) fordeles tilskuddet forholdsmæssigt mellem undervisning til 40% tilskud og undervisning af handicappede i relation til et konkret emne til 89% tilskud.
Stk. 7: Den enkelte forening afsætter 10% af sit undervisningstilskud til brug for debatskabende aktiviteter, jfr. § 7.
Stk. 8: Ekstra bevilling kan ansøges i samme kalenderår, såfremt der er midler til rådighed hertil, jfr. § 15, stk. 7.

§ 5 – Handicaperklæring

Stk. 1: En deltager anses som handicappet, hvis den pågældende skriftligt over for foreningen har erklæret sin deltagelse som handicappet i relation til det konkrete emne, der undervises i.
Stk. 2: Kultur og Fritid kan fravige kravet om en erklæring, hvor det er åbenbart, at deltagerne er handicappede i relation til den konkrete undervisning.

§ 6 – Holdstørrelser

Stk. 1: Aftenskolerne fastsætter selv holdets størrelse.
Stk. 2: For hold, hvortil der ydes forhøjet tilskud, gælder flg. holdstørrelser:

  • Handicaphold maksimalt 8 deltagere, som er handicappede i relation til det konkrete emne.
  • Blandede hold maksimalt 10 deltagere, hvoraf max. 5 deltagere kan være handicappede i relation til emnet.
  • Instrumentalhold maksimalt 7 deltagere.

§ 7 – Debatskabende aktiviteter

Stk. 1: Foreningen skal afsætte 10% af tilskudstilsagnet til debatskabende aktiviteter.
De debatskabende aktiviteter kan afregnes på andre udgiftstyper end lærer- og lederløn.
Stk. 2. Debatskabende aktiviteter skal annonceres offentligt og arrangementerne skal være åbne for alle.
Det er ikke en betingelse, at der er knyttet deltagerbetaling til debatskabende aktiviteter, men hvis det er tilfældet, skal et eventuelt overskud opstået i forbindelse hermed bruges inden for folkeoplysningslovens område.
De debatskabende aktiviteter skal opfylde formålet med folkeoplysende voksenundervisning. Aktiviteterne skal herudover foregå, så emnerne sættes ind i en bredere samfundsbetonet og helhedsorienteret ramme, og de skal rette sig mod brede målgrupper.
De emner, der indgår i arrangementerne skal være væsentlige, debatskabende og være af interesse for fællesskabet. Aktiviteterne skal tilbydes, så der i arrangementet foregår en debat, der inddrager deltagerne aktivt. Debatdelen skal indgå som en naturlig og
væsentlig del af arrangementet.
Formålet med de debatskabende aktiviteter må ikke være behandling, agitation, underholdning, valgkampagner, forkyndelse eller udbredelse af overtro, men der må gerne oplyses og skabes debat herom.
De debatskabende aktiviteter kan foregå i et samarbejde med andre foreninger, organisationer, institutioner m.v.
Midler, der er afsat til debatskabende aktiviteter, kan overføres til det efterfølgende år.
25% af midlerne til debatskabende aktivitet kan anvendes til administrative opgaver i forbindelse med udvikling og planlægning af aktiviteter.
Stk. 3: Puljen kan ikke anvendes til:

  1. Befordring af deltagere
  2. Forplejning af og udgifter til overnatning for deltagere
  3. Materiel, herunder handicapbetingede udgifter af blivende værdi
  4. Entréudgifter for deltagere.

§ 8 – Udbetaling af tilskud

Stk. 1: Tilskud udmeldes som tilskudstilsagn november eller december måned forud for tilskudsåret.
Stk. 2: Tilskud til foreninger, der selv forestår lønudbetalingen, udbetales med 50% pr. 1. januar og det resterende tilskud pr. 1. juli i tilskudsåret.
Tilskud under 5.000 kr. udbetales én gang, den 1. januar.
Stk. 3: Varde Kommune kan foretage lønudbetalingen for aftenskoler, som ikke er tilknyttet landsdækkende organisationer, der modtager statsstøtte.
Stk. 4: Tilskud til foreninger, hvor Varde Kommune forestår lønudbetalingen, indsættes på en konto oprettet med foreningens navn. Lønudbetalingen vil herfra finde sted i det omfang, der er dækning på kontoen. Den enkelte forening skal selv sørge for at indbetale sin egen andel af lønnen.
Stk. 5: Uanset om Varde Kommune forestår lønudbetalingen, er det foreningen som arbejdsgiver, der er ansvarlig for alle indberettede oplysninger.

§ 9 – Deltagere fra andre kommuner

Stk. 1: De enkelte aftenskoler fremsender med årsregnskabet oplysning om navn og CPR-nr., fag og timetal på deltagere fra andre kommuner.
Der skal ikke indsendes oplysninger om deltagere i foredrag og debatskabende aktiviteter.

§ 10 – Tilskud til rejseudgifter til foredragsholdere

Stk. 1: Der afsættes et puljebeløb til rejseudgifter indenfor landets grænser til foredragsholdere. Beløbet fordeles forholdsmæssigt blandt foreningerne på baggrund af de skønnede udgifter i tilskudsåret.

§ 11 – Virksomhed i andre kommuner.

Stk. 1: En aftenskole kan etablere undervisning eller studievirksomhed med tilskud udenfor Varde Kommune, hvis undervisningen er tilrettelagt for borgere fra Varde Kommune.

§ 12 – Lokaleanvisning

Stk. 1: Kultur og Fritid anviser i prioriteret rækkefølge egnede lokaler til den frie folkeoplysende virksomhed, herunder idrætshaller og andre haller samt udendørsanlæg, som tilhører kommunen eller er beliggende i denne:

  1. Kommunale lokaler m.v.
  2. Lokaler m.v., der benyttes til udbud af uddannelse med godkendelse efter lov om institutioner for uddannelsen til studentereksamen (stx), lov om institutioner for uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf), lov om almen voksenuddannelse og om voksenuddannelsescentre og lov om grundlæggende social- og sundhedsuddannelser, samt lokaler, der benyttes til udbud af uddannelserne til sygeplejerske og radiograf og til aktiviteter efter lov om centre for undervisningsmidler m.v. Dette gælder dog ikke lokaler m.v., der tilhører private gymnasier og studenter- og hf-kurser.
  3. Regionale lokaler m.v.
  4. Statslige lokaler m.v.

Bestemmelser for udlån kan rekvireres i Kultur og Fritid.

§ 13 – Gebyrer for benyttelse af anviste lokaler.

Stk. 1: Der opkræves gebyrer for følgende anviste lokaler, jfr. § 12, stk. 1:

  • Svømmehaller og –sale, bassiner o.l.
  • Mindre idrætshaller og andre lignende store sale, som kan anvendes til idræt
  • Gymnastiksale, aulaer o.l.

Opkrævning af gebyrer sker efter samme regler og takster, som på foreningsområdet.
Reglerne kan rekvireres i Kultur og Fritid.

§ 14 – Tilskud til lokaleudgifter i forbindelse med tilskudsberettiget undervisning m.v.

Stk. 1: Der ydes tilskud til udgifterne til private lokaler, der ejes eller lejes til undervisning m.v. Tilskuddet ydes med 75% af de faktiske driftsudgifter, dog maksimalt i forhold til en timeleje på 139,24 kr. 2020 (satsen i henhold til folkeoplysningsbekendtgørelsen § 13 – samme takst, som er fastsat i forbindelse med tilskud til andre lokaler, der anvendes til aktiviteter for børn og unge).
Stk. 2: Timer defineres som det tidsrum, hvor der rent faktisk foregår en tilskudsberettiget aktivitet i form af undervisning m.v., og en time er på 60 minutter.

§ 15 – Afregning af tilskud.

Stk. 1: Senest 15. marts i året efter tilskudsåret indsender den enkelte forening regnskabsoplysninger for det seneste afsluttede tilskudsår.
Regnskabsaflæggelsen omfatter følgende oplysninger:

  • Antal gennemførte undervisningstimer og udbetalt leder- og lærerløn fordelt på:
    1. Undervisning og studiekreds
    2. Foredrag
    3. Undervisning af handicappede i relation til et konkret emne
    4. Instrumentalundervisning
  • Tilskudsberettigede udgifter til debatskabende aktiviteter
  • Tilskudsberettigede udgifter til egne og lejede lokaler
  • Tilskudsberettigede udgifter til foredragsholderes rejseudgifter.

Statistiske oplysninger

  • Oplysning om antal deltagere fordelt på undervisning og studiekreds, foredrag,
    instrumentalundervisning samt undervisning af handicappede i relation til et konkret
    emne,
  • Oplysning om antal deltagere og antal gennemførte undervisningstimer fordelt på
    emner.

Stk. 2: Regnskabsaflæggelsen sker på et særligt skema, og der vedlægges den dokumentation, som fremgår af skemaet.
Stk. 3: Tilskuddet til undervisning afregnes således, at Varde Kommunes tilskud til lønudgifterne maksimalt kan udgøre:

  • 40% for undervisning, studiekredse og foredrag,
  • 71% for instrumentalundervisning,
  • 89% for handicapundervisning.

Ved blandede hold afregnes tilskuddet forholdsmæssigt mellem handicappede og ikke
handicappede.

Stk. 4: Foreningens lønudgifter er alle udgifter, der relaterer sig til løn, f.eks. sygedagpenge m.v.
Stk. 5: Puljen til debatskabende aktiviteter skal afregnes særskilt og der skal indsendes en kort beskrivelse over de afviklede aktiviteter.  Alle udgifter, afholdt til debatskabende aktiviteter skal kunne dokumenteres, dog kan udgifter til lederhonorar og administration indregnes ud fra en konkret vurdering i forhold til hvert arrangement.
Hvis debatskabende aktiviteter foregår i samarbejde mellem flere foreninger, skal den enkelte forening aflægge regnskab for de udgifter, den har haft i forbindelse med arrangementet.
Stk. 6: Puljen til rejseudgifter til foredragsholdere afregnes særskilt. Der ydes maksimalt et tilskud svarende til statens laveste takst for befordring I egen bil. Det endelige tilskud kan aldrig overstige det beløb, som er meddelt I tilskudstilsagn.
Stk. 7: Tilbagebetalte tilskud må anvendes til yderligere tilskudstilsagn samme år.
Stk. 8: Foreningen skal til enhver tid kunne dokumentere oplysninger om tilskudsberettiget lønudbetaling, timetal og deltagerantal samt hvilke fag/emner, der har været etableret undervisning i.
Stk. 9: Kultur og Fritids kan til enhver tid indkalde relevante bilag fra et antal foreninger til stikprøvekontrol.
Stk. 10: Foreningens årlige beretning med en beskrivelse af den folkeoplysende virksomhed I det forløbne år, skal kun indsendes på forlangende.

§ 16 – Revision

Stk. 1: Tilskudsregnskabet skal forinden fremsendelse revideres af foreningens revisor og underskrives af foreningens bestyrelse. Revisor kontrollerer, at foreningens oplysninger og regnskabet er i overensstemmelse med Lov om støtte til Folkeoplysning samt de retningslinjer, der gælder i Varde Kommunes.
Stk. 2: Overstiger foreningens samlede tilskud 400.000 kr. i kalenderåret skal tilskudsregnskabet revideres af en registreret eller statsautoriseret revisor.

§ 17 – Klageadgang

Stk. 1: Klage over afgørelser kan inden 4 uger fra afgørelsens meddelelse indbringes for Kommunalbestyrelsen af de foreninger, som afgørelsen angår.

§ 18 – Ikrafttræden

Regelsættet har virkning fra 01. januar 2007.
Således vedtaget af Sammenlægningsudvalget, Varde, den 31. oktober 2006

Regelsættet revideret marts 2014 og besluttet i Folkeoplysningsudvalget, den 4. december 2013. Revideret udgave træder i kraft fra regnskabsåret 2014.

Regelsættet er revideret april 2015 med henblik på at forenkle administrationen af regler og tilskud. Revideret udgave træder i kraft maj 2015.

Regelsættet er revideret april 2020 med opdaterede datoer og takster. Revideret udgave træder i kraft april 2020.

Emneafgrænsning – undervisning

Til følgende emner ydes ikke tilskud efter reglerne om tilskud til undervisning m.v.:

  • sports- og konkurrencepræget virksomhed
  • fremstilling af øl og vin
  • bridge, skak og andre former for spil
  • dans, herunder jazzballet (der ydes tilskud til folkedans)
  • faldskærmsudspring
  • fjeldvandring
  • fodbold- og håndbolddommerkurser
  • gymnastik eks. motionsgymnastik. (der ydes tilskud til afspænding og yoga)
  • lejrsport
  • lystfiskeri, herunder fluebinding
  • motororienteringsløb
  • ridning
  • sejlsport (der ydes tilskud til navigation)
  • skydning
  • sportsdykning, herunder frømandsteori
  • sportsflyvning, herunder svæveflyvning
  • svømning, herunder livredning.

Det er i første omgang foreningen, der vurderer afgrænsningen mellem yoga, afspænding og motionsgymnastik. Kultur og Fritid har dog den endelige afgørelse vedrørende afgrænsningen. Listen er ikke fyldestgørende.