Regler for Varde Kommunes tilskud til fritidsaktiviteter for børn og unge, jfr. Folkeoplysningslovens kapitel 5

Foreningens virksomhed skal leve op til formålsbestemmelserne i Folkeoplysningslovens § 1 og § 14

Tilskud til leder- og instruktøruddannelse

Bemærk overgangsordning. Kurser afviklet i 2023 får tilskud med 100% udbetales i 2024.
Kurser der afvikles i 2024 får tilskud med 75% (udbetales i 2025)

  • Der ydes i 2024 tilskud med 100% af foreningens udgifter til uddannelse og dygtiggørelse af ledere og instruktører til brug ved deres arbejde i foreningen. Tilskudsberettiget er kursusudgifter i forbindelse med lokale kurser samt rejse og ophold i forbindelse med internatkurser.
    Med trænere og ledere menes frivillige ledere og trænere, som instruerer børn, unge og voksne i deres aktivitet. Som udgangspunkt skal ledere og trænere være frivillige i foreningen, dog kan en begrænset aflønning accepteres.
    OBS: Trænere og ledere, der er ansat som professionelle, og som har ansættelsen som deres hovederhverv, betragtes ikke som tilskudsberettigede ledere. Ved tvivlstilfælde skal der indhentes en forhåndsgodkendelse i Kultur og Fritid.

 

  • Kurserne skal som udgangspunkt være afholdt af en af følgende organisationer:
  • DIF (herunder specialforbundene)
  •  DGI
  • DUF og organisationerne under DUF
  • Hovedorganisationerne (herunder landsdels- eller distriktsorganisationer)
  • Andre udbydere skal forhåndsgodkendes af Kultur og Fritid

 

  • Kursusdeltageren skal være fyldt 13 år i samme år, som de deltager i kurset. I enkelte tilfælde kan deltagere på minikurser, hvor kursusdeltageren ikke er fyldt 13 år, godkendes.
  • Som kommune yder vi ikke tilskud til kurser i udlandet. Dog kan kurser, som ikke kan afholdes i Danmark på grund af de fysiske rammer (eksempelvis klatring) godkendes.
  • Der ydes ikke tilskud til tabt arbejdsfortjeneste, mødevirksomhed for ledere og bestyrelsesmedlemmer på regional- eller landsplan, træningssamlinger o.l.
  • Der kan maksimalt ydes tilskud til en udgift på 7.500 kr. pr. person pr. kursus/modul.

Medlemstilbud

  • I 2024 vil foreningen få udbetalt et tilskud på 130 kr. pr. medlem under 25 år.

Medlemstilskud til handicappede på special oprettede hold

  •  I 2024 ydes der et medlemstilskud på 520 kr. pr. medlem til handicappede medlemmer under
    25 år. Det gælder dog kun handicappede medlemmer på special oprettede hold. De nærmere
    kriterier for dette medlemstilskud godkendes på udvalgets møde i marts måned 2024. Herefter indskrives de nærmere kriterier i dette dokument.

Opgørelse af medlemstallet

  • Opgørelsen skal indeholde alle foreningens aktive medlemmer under 25 år med bopæl i
    Danmark.
  • Et medlem, som deltager og betaler kontingent for flere aktiviteter, tæller med under hver enkelt aktivitet.
  • Et medlem som deltager i den samme aktivitet f.eks. både sommer og vinter tæller kun med 1
    gang.
  • Opgørelsen må kun indeholde medlemmer, som rent faktisk deltager i en kontinuerlig aktivitet
    af mindst 10 ugers varighed, og det skal være foreningen selv som iværksætter/står for aktiviteten.
  • Hvis foreningen indsender medlemstal til en hovedorganisation, så er det den samme opgørelse, som skal indberettes til Varde kommune. Ellers opgøres medlemstallet pr. samme dato hvert år, og foreningen bestemmer selv hvilken dato.

Krav til foreningen

For at være tilskudsberettiget, skal foreningen iværksætte en kontinuerlig aktivitet, som er af mindst
10 ugers varighed pr. år.
Udvalget for Kultur og Fritid afgør, om foreningen kan få tilskud. Det kan forventes, at Udvalget for
Kultur og Fritid løbende vil vurdere, om allerede godkendte foreninger fortsat er tilskudsberettigede.
Nye foreninger skal indsende vedtægter til Kultur og Fritid. Vedtægterne skal indeholde oplysninger
om:

1) Foreningens formål.
2) Valg til bestyrelsen og antallet af bestyrelsesmedlemmer.
3) Regnskabs- og formueforhold, herunder valg af revisor.
4) Foreningens hjemsted.
5) Betingelser for medlemskab herunder fastsættelse af kontingent.
6) Tegningsret for foreningen.
7) Procedure for vedtægtsændringer.
8) Anvendelse af foreningens eventuelle overskud ved ophør.

For at være tilskudsberettiget skal foreningen opfylde folkeoplysningslovens bestemmelser og
1) have formuleret et formål med foreningsdannelsen
2) tilbyde folkeoplysende virksomhed efter folkeoplysningsloven
3) have en bestyrelse,
4) være demokratisk opbygget,
5) bygge på aktivt medlemskab og have mindst 5 betalende medlemmer,
6) som udgangspunkt være åben for alle, som tilslutter sig foreningens formål,
7) være hjemmehørende i Varde kommune og
8) have en virksomhed der er almennyttig og kontinuerlig.
Foreningen må ikke oprettes eller drives i kommercielt øjemed, og evt. overskud skal tilfalde foreningen.

Overførsel af mer- eller mindre forbrug

Hele mer- eller mindre forbruget på området vil blive overført til næste år. Det betyder, at foreningerne må regne med, at der hvert år sker en regulering af taksten for medlemstilskud, og måske også i tilskuddet til leder- og instruktøruddannelse.

Krav til ansøgning, regnskab, revision m.v.

  • Ansøgningen om tilskud skal være bilagt organisationens/foreningens senest afsluttede og
    reviderede årsregnskab (12 måneder). Årsregnskabet skal indeholde driftsregnskab og status. De tilskudsberettigede udgifter til leder- og instruktøruddannelse samt sidste års tilskud skal umiddelbart kunne aflæses i regnskabet.
  • Foreningens tilskudsregnskab skal som minimum være revideret efter reglerne for mindre tilskud.
  • Checkliste til revisor:
    A: Er udgifter afholdt/betalt af foreningen og indgår de i regnskabet?
    B: Er der tale om udgifter, som er tilskudsberettiget efter de gældende regler?
    C: Er medlemstallet rigtigt? Alle aktive medlemmer, som bor i Danmark må medtælles i minimum 10 ugers planlagt aktivitet.
    D: Er evt. tilskud fra sidste år indgået i foreningens regnskab?
    E: Er antal aktivitetstimer opgjort korrekt? Det skal opgøres, hvor mange timer, foreningen har
    haft aktivitet i den/de lokaler, der søges tilskud til. En time er 60 minutter. (kun i forbindelse
    med lokaletilskud)
  • Foreningens årlige beretning – med en beskrivelse af den folkeoplysende virksomhed i det
    forløbne år – skal kun indsendes på forlangende.

Ansøgningsfrister og udbetaling af tilskud

Ansøgning om tilskud skal indberettes inden 1. april bilagt det seneste afsluttede regnskab. Tilskuddet kan forventes udbetalt inden 1. august. Der kan kun udbetales tilskud 1 gang i hvert kalenderår.

Stikprøvekontrol

Kultur og Fritid indkalder hvert år medlemskartotek og regnskabsbilag fra nogle organisationer/foreninger, og afvigelse i forhold til de givne oplysninger vil medføre bortfald af hele tilskuddet.
Kasserer og formand er forpligtet til på forlangende at forevise kvitteringer for afholdte udgifter til leder- og instruktøruddannelse samt dokumentation for, at medlemstallet er opgjort korrekt.

Ovenstående regler er godkendt af Udvalget for Kultur og Fritid og er gældende fra 1. januar 2024.