Pasning af nærtstående børn eller voksne med handicap eller alvorlig sygdom
Hvis din nære slægtning, eller ven med et handicap eller en alvorlig sygdom har brug for pasning i eget hjem, kan du ansøge om pasningsorlov i op til seks måneder efter Servicelovens § 118.
Formålet med pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom er, at give mulighed for at ansætte en person til at varetage pasnings- og omsorgsopgaver for en nærtstående med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, eller med indgribende kronisk eller langvarig sygdom.
For at der kan bevilges pasningsorlov, skal opgaven svare til et fuldtidsarbejde, ellers skal alternativet til pasningsorloven være et døgnophold uden for hjemmet.
Spørgsmål og svar
Hvordan ansøger jeg om pasningsorlov?
Du ansøger om pasningsorlov ved at følge linket til den digitale selvbetjeningsløsning ovenfor. Du skal bruge dit MitID i forbindelse med ansøgningen. Du kan også kontakte Team Visitation i Varde Kommune. Der skal altid ansøges om pasningsorlov i den kommune, hvor plejemodtageren har bopæl.
Hvilke betingelser skal jeg opfylde for at få pasningsorlov?
Du kan få pasningsorlov som ægtefælle, samlever, barn, forælder, eller hvis du på anden måde er så nært knyttet til plejemodtageren, at det vil være nærliggende, at du yder plejen, hvis følgende betingelser er opfyldt:
Du har tilknytning til arbejdsmarkedet som lønmodtager, selvstændig erhvervsdrivende, dagpengemodtager eller kontanthjælpsmodtager, hvis kravet om tilknytning til arbejdsmarkedet kan anses for opfyldt.
Plejemodtageren er indforstået i at du tildeles pasningsorloven.
Varde Kommune har vurderet, at du kan magte opgaven.
Hvilke betingelser skal plejemodtageren opfylde?
Plejemodtageren har en betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller en indgribende eller langvarig lidelse. Døende med terminalerklæring er omfattet af § 119. Grænsen mellem § 118 og § 119 skal afgøres gennem en lægelig vurdering.
Plejebehovet svarer til et fuldtidsarbejde eller alternativet til pasningsorloven er et døgnophold uden for hjemmet. Alternativet til pasningsorloven må ikke være behandling på et sygehus.
Hvor længe kan jeg holde orlov?
Du kan blive ansat i op til seks måneder og perioden kan deles op i mindre perioder, hvis din arbejdsgiver kan acceptere det. Perioden kan ved særlige forhold forlænges med yderligere tre måneder.
Der kan ydes én pasningsorlov til ét sammenhængende sygdomsforløb eller handicap.
Hvilken løn får jeg under orloven?
Du bliver ansat af og får udbetalt løn af Varde Kommune. Lønnen udgør 21.546 kr. per måned (2016) plus pensionsbidrag, feriepenge og ATP.
Orloven kan deles mellem flere personer, hvis I alle opfylder betingelserne. Samlet kan aflønning ikke overstige 21.546 kr. per måned (2016). Lønnen udbetales forholdsmæssigt i forhold til delingen af pasningsordningen.
Har jeg ret til at holde orlov?
Både offentligt og privat ansatte har ret til orlov. Du skal varsle din arbejdsgiver om, at du skal holde orlov senest samtidig med, at du ansøger kommunen om plejevederlaget.