Kæmpebjørneklo

Kæmpebjørneklo er en invasiv art, som er uønsket i den danske natur blandt andet på grund af dens store blade, som skygger den øvrige vegetation ihjel.

Desuden kan plantens saft give alvorlige forbrændinger, da den gør huden følsom overfor sollys.

I Varde Kommune er der siden 2012 bekæmpet kæmpebjørneklo på baggrund af en politisk vedtaget indsatsplan med henblik på at bekæmpe planten på både offentlige og private arealer i kommunen. Indsatsen har været vellykket og den samlede bestand er betydeligt reduceret, men der er dog fortsat bestande af kæmpebjørneklo og dermed fortsat behov for en effektiv og vedvarende indsats.

Den hidtidige indsatsplan var gældende til og med 2023. Varde Kommune har derfor udarbejdet en ny indsatsplan for bekæmpelse af kæmpebjørneklo gældende for perioden 2024-2038, begge år inklusiv. Byrådet vedtog planen den 5. december 2023. Med vedtagelse af indsatsplanen forpligtes alle lodsejere i kommunen til fortsat at bekæmpe kæmpebjørneklo.

Det er lov om drift af landbrugsjorder og bekendtgørelse om bekæmpelse af kæmpebjørneklo, der giver kommunen mulighed for at udarbejde og vedtage en samlet indsatsplan for bekæmpelse på både private og offentlige arealer.

Håndhævelse

I følge indsatsplanen skal alle kæmpebjørneklo bestande være bekæmpet første gang inden den 1. juni og igen inden den 15. august. Såfremt Varde Kommune konstaterer, at der ikke sker en tilstrækkelig bekæmpelse af kæmpebjørneklo på et areal, kan kommunen påbyde lodsejer eller bruger af arealet at foretage bekæmpelse i overensstemmelse med indsatsplanen. Lodsejer eller bruger skal gives en frist på mindst 14 dage til at foretage bekæmpelsen. Overholdes påbuddet ikke, kan kommunen foretage bekæmpelsen på ejers eller brugers regning.

Læs mere om blandt andet håndhævelse og bekæmpelsesmetoder i indsatsplanen (åbner i nyt vindue).

Registrering

En effektiv bekæmpelse kræver et godt overblik over, hvor planten vokser. På kortet nedenfor ses registreringer af kæmpebjørneklo.

Kæmpebjørneklo kan sprede sig langs vandløb og med frø via vind, så det kan være, du finder forekomster af kæmpebjørneklo andre steder end lige vist på kortet. Hvis du ser kæmpebjørneklo i kommunen, vil vi gerne have besked via appen Giv et praj – Varde Kommune.

Vis stort kort (åbner i nyt vindue)