Forslag til Kommuneplan 2025 – Høringsside

Dato: 20/07/2025

Offentlig høring af Forslag til Kommuneplan 2025

Denne side er høringssiden for Kommuneplan 2025 – det er her du skal skrive dit høringssvar – Kommuneplan 2025 kan ses via linket herunder. Høringssvar indsendes via høringsportalen, nederst på denne side.

OBS Se Kommuneplan 2025 samt miljøvurdering og bilag hér

Der kan indgives høringssvar til Forslag til Kommuneplan 2025 og den tilhørende miljøvurdering. For at indgå i sagen skal Varde Kommune have modtaget høringssvaret inden nedenstående høringsfrist.

Dato for forslagets vedtagelse: 06.05.2025
Dato for offentliggørelse: 22.05.2025
Frist for indsendelse af høringssvar: 20.07.2025

 

Varde Byråd godkendte den 06. maj 2025 Forslag til Kommuneplan 2025.

Forslag til Kommuneplan 2025 fastlægger de fremtidige retningslinjer for arealanvendelsen i Varde Kommune på baggrund af en samlet vurdering af den hidtidige udvikling og Byrådets mål for fremtiden.

Forslaget vil, efter den endelige vedtagelse, erstatte Kommuneplan 2021.

I forbindelse med behandling af planforslaget, har Byrådet taget stilling til de indkomne idéer og forslag til planlægningen, hvilket kan ses herunder.

Indkomne bemærkninger fra indkaldelse af idéer og forslag til Kommuneplan 2025

Resumé af indkomne bemærkninger fra indkaldelse af idéer og forslag

 

Høringssvar
Høringssvar kan sendes via høringsportalen nederst på denne side eller som brev til Plan, GIS og Bæredygtig Udvikling, Varde Kommune, Bytoften 2, 6800 Varde. Mærk høringssvaret med ”Forslag til Kommuneplan 2025”.
Alle har ret til at komme med bemærkninger. Alle skriftlige bemærkninger vil indgå i den videre behandling, og de bliver offentliggjort på Varde Kommunes hjemmeside.

Bemærkninger, der tidligere blev indsendt til idéer og forslag, skal indsendes igen, såfremt disse stadigvæk er aktuelle.

 

Informationsmøde om Kommuneplan 2025
I forbindelse med den offentlige høring af kommuneplanforslaget vil der, den 4. juni 2025 kl. 17-19, blive afholdt et informationsmøde om Kommuneplan 2025.
På informationsmødet vil der desuden blive informeret om de kommende processer omkring Grøn Trepart og arbejdet med Bæredygtig Energi.

Informationsmødet vil være et såkaldt hybridmøde, og det vil således være muligt, enten at deltage fysisk på Rådhuset i Varde, Bytoften 2, 6800 Varde, eller deltage hjemmefra via Teams. Det vil også være muligt at stille spørgsmål og komme med kommentarer ved deltagelse via Teams. (Teams-link til informationsmøde kommer hér; forud for mødet)

 

Miljøvurdering
I henhold til Lov om Miljøvurdering af planer og programmer skal der foretages en miljøvurdering af kommuneplanforslaget, idet kommuneplanforslaget fastlægger rammer for den fremtidige arealanvendelse og vedtages endeligt af Varde Kommune. Miljøvurderingen er offentliggjort sammen med Forslag til Kommuneplan 2025. Resultatet kan påklages til Planklagenævnet i forbindelse med kommuneplanens endelige vedtagelse.

 

Kommuneplanens retsvirkninger

Kommuneplanen er ikke umiddelbart bindende for den enkelte grundejer og brugere af ejendomme, men byrådet er forpligtet til at arbejde for de mål, retningslinjer og rammer for udviklingen, som er indeholdt i planen.

Kommuneplanen danner derfor også grundlag for Varde Kommunes planlægning, administration og anlægsvirksomhed, herunder lokalplanlægning og konkret sagsbehandling, der har retsvirkning for den enkelte.

Byrådet har med hjemmel i Lov om planlægning § 12, stk. 2 og 3 mulighed for at gribe konkret ind over for udstyknings- og byggeønsker, samt ønsker om ændret anvendelse, der er i strid med bestemmelserne i kommuneplanen, for områder, der er i byzone eller sommerhusområde, og som ikke er omfattet af en lokalplan eller en byplanvedtægt. Der er ikke hjemmel til anvendelse af bestemmelsen i områder udpeget til offentligt formål.

 

Opklarende spørgsmål
På Varde Kommunes hjemmeside er der udarbejdet en vejledning, ”Til borgere, der har modtaget høringsbrev”, som du kan finde her. Vejledningen hjælper dig blandt andet med at finde frem til, hvilke ændringer, der sker i dit område. Hvis du har spørgsmål til, hvilken betydning ændringerne i Kommuneplan 2025 har for dig, er du velkommen til at kontakte Suzi Fuglsang Lynn-Pedersen på tlf. 79 94 74 31 – mail slyn@varde.dk eller Henrik Rasmussen tlf. 79 94 64 58 – mail herg@varde.dk