Tillæg 02 til Kommuneplan 2025 samt Lokalplan 24.10.L03 for et sektorkoblet projekt ved Krageris

Frist: 25/06/2026

Lokalplan, kommuneplantillæg, spildevandsplantillæg og miljørapport for et sektorkoblet anlæg ved Krageris, Ølgod er i offentlig høring

 

Det betyder, at du har mulighed for at komme med bemærkninger.

Sagskomplekset omfatter:

 

 

Sagskomplekset skal muliggøre etableringen af et sektorkoblet anlæg bestående af datacenter og væksthusgartneri med tilhørende tekniske anlæg, servicefaciliteter og udearealer samt naturområde ved Krageris nord for Ølgod. Gennem sektorkobling kan overskudsvarme fra datacentret udnyttes til opvarmning af gartneriets drivhuse, hvorved der på en energieffektiv måde kan produceres grøntsager året rundt.

Plan- og projektområdet udgør et areal på ca. 174 ha. Planforslagene giver mulighed for etablering af et datacenter med et samlet etageareal på op til 225.000 m² og en bygningshøjde på op til 25 m og et væksthusgartneri med et samlet etageareal på op til 475.000 m² og en bygningshøjde på op til 15 m; for drivhuse dog kun op til 10 m. Herudover må der etableres transformatorstationer med et etageareal på op til 5.000 m² og en bygningshøjde på op til 8,5 m; master og lignende dog op til 15 m.

Den centrale del af området udlægges til natur og regnvandshåndtering. Friarealer i den vestlige del af området anlægges som skov, mens østlige friarealer udlægges til hede- og overdrevsarealer. Der etableres afskærmende beplantning langs områdets nordvestlige og sydlige afgrænsning.

Området vejbetjenes fra øst, hvor Kragerisvej udvides, og der etableres en ny sekundær vej mellem området og Herningvej. Med henblik på at sikre vejenes anlæg er der udarbejdet et udkast til en udbygningsaftale, der offentliggøres sammen med lokalplanforslaget.

 

Dato for sagskompleksets vedtagelse i Varde Kommune: 20. april 2026

Dato for vedtagelse kabeltracé til projektet i Ringkøbing-Skjern Kommune: 28 april 2026.

Dato for offentliggørelse: 29. april 2026

 

Mindretalsudtalelse fra Byrådet

Et mindretal i Byrådet har ikke været enig i godkendelsen, og har derfor ønsket at afgive en mindretalsudtalelse.

Ved Byrådets behandling af forslag til tillæg 02 d. 20. april 2026 meddelte Danmarksdemokraterne (Æ) og NÆRdemokraterne (N) de ikke kan stemme for lokalplanforslaget og ønsker en mindretalsudtalelse offentliggjort sammen med lokalplanforslaget. Danmarksdemokraterne (Æ) og NÆRdemokraterne (N) ønsker følgende mindretalsudtalelse offentliggjort sammen med lokalplanforslaget:

Det er Danmarksdemokraternes og NÆRdemokraternes vurdering, at sagen er fremsendt for tidligt. Ansøger har endnu ikke rede gjort for dialogen med de berørte naboer. Derudover foreligger der fortsat ikke klarhed om, hvor den nødvendige strømforsyning til det planlagte projekt skal komme fra.

 

Høringsfrist: Har du bemærkninger til forslagene?

Har du bemærkninger til forslagene skal vi modtage dit høringssvar senest den 25. juni 2026.

Du kan indlevere din bemærkning på følgende måde:

  • Varde Kommunes høringsportal (Nederst på denne side)
  • Med brev til:
    Plan, GIS og Bæredygtig Udvikling, Varde Kommune
    Bytoften 2, 6800 Varde
    Mærk høringssvaret: ”Høringssvar: Planforslag og miljørapport for sektorkoblet anlæg ved Krageris, Ølgod”

Alle har ret til at komme med bemærkninger. Alle skriftlige bemærkninger indgår i den videre behandling og bliver offentliggjort på Varde Kommunes hjemmeside.

Har du tidligere indsendt en bemærkning til debatoplægget, der var i høring 25. september-16. oktober 2024, eller afgrænsningsnotatet for miljørapporten, som var i høring 23. maj-6. juni 2025 og 30. juni-10. august 2025, skal du sende den igen, hvis den fortsat er aktuel.

Spørgsmål kan sendes til Plan, GIS og Bæredygtig Udvikling, Varde Kommune på: planogby@varde.dk

Eventuelle spørgsmål til Ringkøbing-Skjern Kommune kan sendes til: teamaabenland@rksk.dk

 

Zonestatus ændres

Når lokalplanen og kommunetillægget vedtages endeligt, overføres planområdet fra landzone til byzone.

 

Miljøvurdering

Der er foretaget en miljøvurdering af planforslagene og en miljøkonsekvensvurdering af det konkrete projekt. Da det for planforslagene og det konkrete projekt overvejende er de samme miljøemner, der skal belyses, er miljøvurdering og miljøkonsekvensvurderingen samlet i en fælles rapport benævnt Miljørapport – Sektorkoblet anlæg ved Krageris.

Resultatet af miljøvurderingen af planerne kan påklages til Planklagenævnet i forbindelse med planernes endelige vedtagelse. Miljøkonsekvensrapporten kan ikke påklages, men § 25-tilladelserne, udledningstilladelsen, indvindingstilladelsen og miljøgodkendelsen kan påklages til Miljø- og Fødevareklagenævnet ved den endelige offentliggørelse af tilladelserne. Det sker først senere. Klagevejledningerne kan ses i udkast til tilladelserne.

 

Samlet myndigheds- og høringsprocedure for Ringkøbing-Skjern Kommune og Varde Kommune
Det sektorkoblede anlæg ligger i Varde Kommune, og Varde Kommune er derfor VVM-myndighed herfor. Anlægget vil dog blive strømforsynet fra en transformatorstation ved Ådum i Ringkøbing-Skjern Kommune, og projektet omfatter således højspændingskabler, der løber gennem både Varde Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune.

Ringkøbing-Skjern Kommune er myndighed for de dele af projektet, der ligger i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Varde Kommune og Ringkøbing-Skjern Kommune gennemfører miljøvurdering af projektet i en samlet myndighedsprocedure. Det er aftalt, at Varde Kommune er koordinerende myndighed herfor. Sagskomplekset udsendes derfor af Varde Kommune på vegne af begge kommuner, for så vidt angår miljøkonsekvensvurdering af projektet.

 

Borgermøde

I forbindelse med høringen afholdes der et borgermøde. Mødet afholdes den 21. maj fra klokken 17-20 i Ølgod Hallerne.

Du kan læse mere om borgermødet og tilmelde dig via dette link:

 

Borgermøde 21. maj om lokalplanforslag for datacenter og væksthuse ved Krageris – Varde Kommune

 

Ved spørgsmål til planerne og processen omkring planerne kontaktes Johannes M. Christensen – på tlf.: 20 31 76 29  eller pr. mail: jcht@varde.dk