Høring af lokalplanforslag og kommuneplantillæg for Blåvand Bymidte

Frist: 13/12/2026

 

Planforslag i  offentlig høring

Varde Kommune sender nu forslag til Lokalplan 05.01.L18 Blåvand Bymidte og Kommuneplantillæg nr. 10 til Kommuneplan 2025 i offentlig høring. Alle borgere, grundejere, virksomheder og andre interesserede har mulighed for at komme med bemærkninger til forslagene.

Et udkast til lokalplanforslaget har tidligere været i forhøring. I forbindelse med den tidligere høring har Varde Kommune modtaget 34 bemærkninger fra borgere, grundejerforeninger, erhvervsdrivende og andre interessenter.

 

Bemærkningerne handlede især om:

  • Muligheden for flexboliger og udviklingen i antallet af helårsboliger.
  • Udvidelsen af centerområdet og flere anvendelsesmuligheder i bymidten.
  • Trafik, parkering og trafiksikkerhed.
  • Muligheden for hoteludvikling i bymidten.
  • Begrønning, træer og byrum.
  • Skiltning og bymidtens visuelle udtryk.
  • Bevaring af historiske bygninger og Blåvands kulturmiljø.
  • Cykel- og gangforhold.
  • Legepladser og opholdsarealer.

Høringssvarene viste både opbakning til ønsket om en grønnere og mere attraktiv bymidte samt bekymringer om blandt andet trafik, helårsbeboelse og udviklingstakten i byen. Disse forhold er blevet vurderet og behandlet i forbindelse med udarbejdelsen af det endelige planforslag.

Her kan du læse et resumé af de indkomne bemærkninger og den politiske vurdering af disse:

Resumé af bemærkninger og politisk behandling

Alle høringssvar kan læses i deres fulde længde her:

Alle indkomne bemærkninger

 

Lidt om lokalplanens indhold

Planerne omfatter størstedelen af byzonen i Blåvand og skal skabe rammerne for bymidtens fremtidige udvikling.

Lokalplanforslaget Blåvand Bymidte har til formål at skabe retningslinjer for en sammenhængende og attraktiv by, hvor der både er plads til handel og caféliv, men også til gode byrum med mulighed for rolige ophold og leg. Planen understøtter byfornyelsesprojektet, som skal give bymidten et visuelt kvalitetsløft og gøre den mere indbydende for både fastboende og besøgende.

Lokalplan og kommuneplantillæg fastlægger rammerne for en udvidelse af centerområdet, så der skabes plads til flere butikker, restauranter og  publikumsorienterede serviceerhverv. En del af et tidligere boligområde omdannes til centerområde for at imødekomme den store efterspørgsel på butiksarealer. Samtidig åbnes der mulighed for, at boliger kan anvendes som både helårsboliger og ferieboliger, som en konsekvens af den udviklingstendens,  der har været  i byen de sidste 10 år.

Et centralt element i lokalplanen er at forbedre de trafikale forhold og reducere presset på Blåvandvej. Parkeringsarealerne bag bebyggelserne skal sammentænkes og forbindes, så de bliver lettere at finde, og trafikken i bymidten mindskes. Der fastlægges principper for adgangsforhold, friarealer og parkeringsarealer samt retningslinjer for belægninger, så området fremstår som en helhed. Lokalplanen skal også sikre, at detailhandel langs Blåvandvej fastholdes, og sætter rammer for, at der kan etableres hoteller med en samlet kapacitet på maks. 80 overnatningsenheder inden for centerområdet. Disse rammer er fastsat under hensyn til støjkonsekvensområdet for Oksbøl Skyde- og Øvelsesterræn.

For at skabe et harmonisk bymiljø fastsætter lokalplanen retningslinjer for udformning og materialevalg for både eksisterende og kommende bygninger. I nogle områder lægges der vægt på ensartethed i farver og materialer, mens andre får friere rammer for arkitektonisk udvikling. For at sikre den sidste del af Oksbys historie udpeges nogle bevaringsværdige bygninger, som giver en stor kvalitet til byen. Endelig aflyses tidligere lokalplaner og servitutter, der ikke er i overensstemmelse med den nye plan, for at skabe et klart administrationsgrundlag for den videre udvikling af Blåvand bymidte.

Med lokalplan og kommuneplantillæg skabes rammerne for en bymidte, der fremstår sammenhængende og levende, hvor trafikken er bedre reguleret, og hvor handel og ophold understøttes af et helhedsorienteret bymiljø, der både respekterer historien og åbner for fremtidige muligheder.

 

Hvad er ændret efter  høringen?

  • Der er indført en maksimal boligstørrelse på 200 m² i boligområderne og i de nye centerområder langs Tane Hedevej og Kallesmærskvej for at begrænse meget store boliger og sikre områdets karakter.
  • Lokalplanen præciserer forholdene omkring flexboliger og beskriver tydeligere sammenhæng mellem lokalplanen og de gældende regler i flexboligordningen.
  • Der er tilføjet et kortbilag med anbefalede træ- og plantearter, og kravene til træernes vækstbetingelser er blevet skærpet. Kortmaterialet er opdateret, så træer, der skal fastholdes, tydeligere fremgår af kortbilaget.
  • Bestemmelserne for parkeringsarealer er justeret, så der også kan anvendes belægningssten som belægningstype.
  • Reglerne for skiltning er justeret, så virksomheder med en tilbagetrukket placering kan få mulighed for et mindre henvisningsskilt på egen grund.
  • Beskrivelserne og SAVE-registreringerne for enkelte bevaringsværdige bygninger er blevet justeret på baggrund af nye oplysninger fra ejerne.
  • Visualiseringer og illustrationer er opdateret, så de i højere grad afspejler det aktuelle byfornyelsesprojekt.

De fleste øvrige bemærkninger har givet anledning til uddybninger og præciseringer i planmaterialet, men ikke til ændringer af de overordnede principper i planforslaget.

 

Borgermøde

Torsdag den 12. november 2026 afholder Varde Kommune et kombineret virtuelt og fysisk borgermøde om lokalplanen og kommuneplantillægget. På mødet vil lokalplanens indhold blive fremlagt, og der vil være mulighed for at stille spørgsmål.

Det fysiske møde afholdes i Medborgerhuset, Blåvandvej 30A, i Blåvand, fra kl. 18.00 – 20.00.  I forbindelse med at der vil blive serveret en let forplejning, vil vi bede om tilmelding til mødet på monh@varde.dk senest den 09. november 2026.

Det virtuelle møde begynder kl. 18.10 og her er ikke behov for tilmelding, men man klikker sig ind på linket neden for.

Deltag: https://teams.microsoft.com/meet/3667442158499782?p=p1Q8KuhKrR3dR161Uj

 

Har du bemærkninger eller input til lokalplanforslag eller kommuneplantillæg?

Varde Kommune skal modtage din bemærkning senest den 13.12.2026.

Skriv din bemærkning ind nederst på siden via høringssvarformularen, eller du kan sende et almindeligt brev til  Varde Kommune, Plan GIS og Bæredygtig Udvikling, Bytoften 2, 6800 Varde, Mærk høringssvaret: ”Lokalplanforslag 05.01.L18 – Blåvand Bymidte” elle “Kommuneplantillæg nr. 10 til kommuneplan 2025”

 

Tak for din tilmelding!

Fejl: Der gik noget galt under tilmelding!