Har du brug for hjælp til at stemme?
Hjælp til at stemme på valgdagen
Vil du have hjælp til at læse stemmesedlen eller til at sætte dit kryds?
Så henvend dig til en af de personer på valgstedet, der hjælper til ved valget (en valgstyrer eller en valgtilforordnet).
Har du et fysisk eller psykisk handicap?
Så kan du få hjælp alene af én person. Du bestemmer selv, hvem der skal hjælpe dig. Det kan f.eks. være en ægtefælle, et andet familiemedlem eller en ven.
Det er et krav, at du klart og tydeligt kan fortælle, hvem der skal hjælpe dig. Du har ret til at udtrykke dette på
tegnsprog, evt. via tolk, hvis du alene taler tegnsprog.
Er dit handicap ikke synligt, kan du blive bedt om at vise dokumentation for dit handicap, eksempelvis:
- Ledsagekort
- Parkeringskort udstedt af Dansk Handicaporganisationer
- Lægeerklæring
- Erklæring/attest fra anden myndighed
Bærer du Demenssymbolet eller Solsikkesnoren?
Så vil de personer på valgstedet, der hjælper til ved valget, være særligt opmærksomme og støtte dig, hvis du har brug for det.
Hjælp til at brevstemme
Du kan også få hjælp til at brevstemme. Hvis du brevstemmer i Borgerservice i din kommune, får du hjælp af en eller to medarbejdere hos kommunen (brevstemmemodtagere).
Har du et fysisk eller psykisk handicap, kan du få hjælp alene af én person, som du selv har valgt, på samme måde som på valgdagen.
Hjælpemidler på afstemningssteder
På alle kommunens afstemningssteder og brevstemmesteder stilles følgende hjælpemidler til rådighed i ét af stemmerummene:
- Sort pen, der gør afkrydsningen tydeligere
- Lup, der kan forstørre teksten på stemmesedlen
- LED-lampe, som giver en bedre belysning.
Herudover vil der være yderligere hjælpemidler på brevstemmestedet på Borgercenter Varde, Frisvadvej 35, Varde, samt på afstemningsstedet Sportium, Lerpøtvej 55, Varde:
- Hæve-/sænkebord, der kan skråtstilles og reguleres i højden og med fri benplads, så kørestolsbrugere kan stemme ved bordet.
- CCTV, der kan forstørre brevstemmesedlen og giver vælgeren mulighed for at regulere størrelse og kontrast.
Kan jeg ændre afstemningssted pga. handicap eller førlighed?
Vælgere med handicap eller nedsat førlighed har mulighed for – efter ansøgning til bopælskommunen – at blive overført til et andet afstemningssted i kommunen end det, de er tilknyttet i henhold til valglisten. Ændringen skal være begrundet i vælgerens handicap eller nedsatte førlighed.
Ansøgningsskema fås hos Borgerservice, Frisvadvej 35, Varde, tlf. 7994 6800, eller nedenstående link til dokumentet kan benyttes. Ansøgningen skal afleveres til Borgerservice senest kl. 12 mandag den 10. november 2025.
Ansøgning skal indgives forud for hvert valg og kan tidligst indgives, når valget er udskrevet eller 4 uger før valgdagen.
Ansøgningsskema til ændring af afstemningssted (åbner i nyt vindue)
Brevstem i eget hjem
Vælgere, der på grund af sygdom eller manglende førlighed ikke kan møde frem på afstemningsstedet på valgdagen, kan ansøge om at brevstemme hjemme, medmindre de har mulighed for at brevstemme i en af de boformer og boliger kommunen kommer ud til, efter lov om social service og boliglovgivningen.
Brevstemmeafgivning i eget hjem kan ske inden for de sidste 3 uger før valgdagen, dog senest tredjesidste hverdag før valgdagen.
Ansøgningsskema fås hos Borgerservice, Frisvadvej 35, Varde, tlf. 79946800, eller ovenstående link til dokumentet kan benyttes. Ansøgningen skal afleveres til Borgerservice senest kl. 18 torsdag den 6. november 2025.
Ansøgning skal indgives forud for hvert valg og kan tidligst indgives, når valget er udskrevet eller 4 uger før valgdagen.
Du vil blive kontaktet af Borgerservice kort efter fristens udløb, hvor du vil få at vide, på hvilket tidspunkt Borgerservice kommer hjem til dig, så du kan afgive din stemme.
Afstemningen skal ske i overværelse af to tilforordnede brevstemmemodtagere.
Ansøgningsskema vedr. brevstemme i eget hjem (åbner i ny fane)
Du kan læse mere om brevstemning her