Økonomisk fripladstilskud
Hvis din husstands samlede A-indkomst er under en vis grænse, kan du eller I få et ekstra tilskud fra kommunen, så det bliver billigere eller helt uden egenbetaling at have barnet i dagtilbud. Det kaldes et økonomisk fripladstilbud
En friplads er gældende fra den følgende måned, hvor ansøgningen er modtaget. Ved nyindmeldelse dog fra datoen for indmeldelse.
Sådan søger du økonomisk fripladstilskud
Du skal søge fripladstilskud via Digital pladsanvisning og logge ind med MitID. Du kan først søge, når du har sagt ja tak til en plads i dagtilbud.
På Digital pladsanvisning kan du også beregne, om du kan få et økonomisk fripladstilskud.
Du skal ikke søge om økonomisk friplads på ny, hvis du får flere børn indmeldt i dagtilbud eller de skifter dagtilbud.
Se fripladsskala (åbner uvm.dk i nyt vindue)
Svar på ansøgning
Bevilling eller afslag sendes til ansøgers digitale postkasse indenfor 14 dage fra ansøgningen er modtaget.
Du har pligt til at underrette pladsanvisningen, hvis der sker væsentlige ændringer i de økonomiske eller familiemæssige forhold, som er oplyst i ansøgningen.
Ændringen indberettes ved at lave en ny ansøgning i Digital pladsanvisning. Hvis indkomsten er sat for lavt i forhold til bevillingen, vil du blive opkrævet for meget modtaget tilskud det efterfølgende år.
Enlig forsørger eller samlevende?
Hvis du er enlig forsørger, får du et fradrag i din indkomst og bliver dermed berettiget til et højere økonomisk fripladstilskud.
Formålet med at forhøje det økonomiske fripladstilskud ved at give fradrag i din indkomst er at give dig en form for kompensation for de fordele, som gifte og samlevende har ved at være to om udgifter og praktiske gøremål.
Som udgangspunkt kan du gå ud fra, at hvis du bor sammen med en anden person, du kan indgå ægteskab eller registreret partnerskab med, så er du samlevende. Dette gælder også, selvom du ikke er kæreste med den person, du bor sammen med.
Det er en betingelse, at du kan indgå ægteskab/registreret partnerskab med en person, før der stilles spørgsmål ved, om du er reelt enlig eller ej.
Der er ikke faste grænser for, hvornår en person er enlig eller samlevende. Det vil altid være en individuel vurdering. Er du i tvivl, kan du kontakte pladsanvisningen eller Team Kontrol.
Du kan også læse mere om retningslinjerne for enlige eller samlevende her (åbner i nyt vindue)
Ændring af dit økonomiske fripladstilskud
Hvis du bliver samboende, har du stadig mulighed for at søge om økonomisk fripladstilskud. Det er så din og din kærestes/ægtefælles samlede indkomst, der udgør beregningsgrundlaget for, hvor meget du kan få nedsat din betaling for dagtilbud.
Du kan stoppe dit økonomiske fripladstilskud, søge som enlig eller som samboende på Digital pladsanvisning.
Hvis du bliver samlevende, skal du huske at give besked til pladsanvisningen, hvis du er bevilget økonomisk fripladstilskud som enlig forsørger.
Det er ikke nok, at du har givet besked til f.eks. Udbetaling Danmark, idet Udbetaling Danmark og pladsanvisningen er forskellige myndigheder med hver deres lovgivning.
Ved forkerte oplysninger kan du risikere at blive mødt med et tilbagebetalingskrav på for meget ydet økonomisk fripladstilskud.