Socialrådgivningen for børn og familier

Socialrådgivningen under Børn og Familie i Varde Kommune varetager opgaver, som i bred forstand har med trivslen blandt børn, unge og deres familier at gøre.

Læs mere om de mange forskellige forhold, som socialrådgiverne sagsbehandler under menupunkterne (til højre) Støtte og rådgivning, Er du bekymret for et barn, Børn med handicap og Pleje- og aflastningsfamilier.

I dokumentet Indsatsgrundlag (åbner i nyt vindue) kan du læse om Varde Kommunes vejledende serviceniveau for indsatser for børn og unge efter Barnets lov.

Organisering og kontakt

Socialrådgivningen i Børn og Familie beskæftiger ca. 75 medarbejdere. De er opdelt i funktionerne:

  • Administration
  • Modtagefunktion
  • Familierådgivere og specialrådgivere
  • Anbringelseskonsulenter
  • Ungeenhed
  • Ledelse og fagkoordinator

Familierådgiverne og specialrådgiverne er inddelt i fire distrikter: Nord, Øst, Midt og Vest.

Distrikt Nord dækker Ølgod, Horne, Thorstrup og Tistrup

Distrikt Øst dækker Ansager, Skovlund, Næsbjerg, Nordenskov, Agerbæk, Starup og Årre.

Distrikt Midt dækker Varde by, Alslev, Mejls, Orten og Tinghøj.

Distrikt Vest dækker Nr. Nebel, Henne, Lunde, Kvong, Outrup, Billum, Janderup, Oksbøl, Vejers og Blåvand.

Læs mere om sagsbehandling

Hvordan behandler vi din sag?

Pil ned ikon

Når du søger om hjælp til familien eller dit barn, vil du i første omgang ofte komme i kontakt med en af de tre socialrådgivere, der er tilknyttet modtagefunktionen. De kan tilbyde råd og vejledning og vurdere, om der er brug for mere hjælp og klarlægning af sagens indhold. I så fald vil sagen blive tildelt en rådgiver, som herefter vil kontakte dig.

Det kan også være, at det viser sig, at det er en anden myndighed, som bedst vil kunne hjælpe dig og din familie. I det tilfælde hjælper vi naturligvis med at henvise til den relevante myndighed.

En sag kan også starte med, at vi henvender os til dig. Det kan eksempelvis ske, hvis nogen er bekymret for dit barn.

Uanset hvordan din sag starter, vil du altid blive orienteret om dine rettigheder og pligter. Ligeledes har du altid mulighed for at kontakte den afdeling, der behandler din henvendelse, hvis du vil høre mere om, hvordan sagsbehandlingen foregår.

En underretning bliver altid vurderet inden for 24 timer. Hvis din sag drejer sig om en underretning, kan der ske følgende:

  1. Vi igangsætter en børnefaglig undersøgelse
  2. Vi igangsætter en forebyggende indsats
  3. Vi henviser til et andet tilbud, egen læge eller andre faggrupper
  4. Vi lukker sagen

Hvordan indhenter vi oplysninger?

Pil ned ikon

Når vi har modtaget din anmodning, ser vi på, om vi har de nødvendige oplysninger. Afhængig af hvad du søger om, kan vi eksempelvis have brug for at indhente oplysninger om dit helbred eller din økonomi. Hvis vi mangler oplysninger fra dig, vil du blive bedt om at sende dem til os inden for en bestemt frist.

Hvornår har jeg ret til partshøring?

Pil ned ikon

 

Inden vi kan tage stilling til din sag, skal vi sikre os, at vi har fået alle de nødvendige oplysninger. Nogle gange får vi oplysningerne direkte fra dig, mens vi andre gange indhenter oplysninger hos andre.

Når vi indhenter oplysninger fra andre, har vi pligt til at sørge for, at du får mulighed for at læse oplysningerne og komme med bemærkninger til dem, inden vi beslutter noget i din sag. Det kaldes for partshøring, og regler for partshøring fremgår af forvaltningslovens §19.

Det er dog ikke sådan, at vi hører dig om alle typer af oplysninger. Du vil først blive partshørt om faktuelle oplysninger og eksterne faglige vurderinger, når visse betingelser er opfyldt:

  • Du kender ikke til oplysningerne i forvejen
  • Oplysningerne er til ugunst for dig
  • Oplysningerne er relevante for vores beslutning

Hvornår har jeg ret til aktindsigt?

Pil ned ikon

Alle borgere har ret til aktindsigt i de dokumenter, der er indgået til eller oprettet af Varde Kommune. Hvis du er part i en sag, som kommunen træffer afgørelse om, har du ifølge reglerne i forvaltningsloven krav på aktindsigt.

Du er part i en sag, hvis du er ansøger, klager eller har en væsentlig retslig interesse i sagens afgørelse. Retten til aktindsigt omfatter alle dokumenter, der vedrører sagen, og indførelser i journaler, registre og andre fortegnelser vedrørende den pågældende sags dokumenter.

Hvad indeholder en afgørelse?

Pil ned ikon

 

Når vi har de nødvendige oplysninger i din sag, træffer vi vores afgørelse. En afgørelse kan enten indeholde en godkendelse eller et helt eller delvist afslag.

Hvis du enten helt eller delvist ikke får det, som du har bedt om (afslag), vil vi normalt sende dig en skriftlig afgørelse. Her kan du læse om begrundelsen for vores beslutning. Du har med andre ord ret til at vide, hvorfor vi ikke kan imødekomme dit ønske.

Af begrundelsen skal det fremgå, hvilke love og regler vi har anvendt, og hvad vi har lagt vægt på. Vi skal redegøre for de overvejelser, vi har gjort os, og hvilke oplysninger, vi har inddraget i vurderingen.

Hvordan klager jeg?

Pil ned ikon

Hvis du ikke er enig i kommunens afgørelse, skal du klage til kommunen inden fire uger. Afgørelsen skal så genvurderes inden fire uger, fra klagen er modtaget. Hvis kommunen fastholder sin afgørelse, bliver din klage sendt videre til Ankestyrelsen, som tager stilling til afgørelsen.

Den Uvildige Konsulentordning på Handicapområdet (DUKH) kan give dig uvildig rådgivning, når din sag er gået i hårdknude eller du føler dig uretfærdigt behandlet.

Du kan søge aktindsigt i dine sager hos kommunen, hos lægen og på hospitalets forskellige afdelinger. Læs mere på borger.dk om at søge aktindsigt.