Varde Kommunes naturplejepulje
Hvad kan der søges tilskud til?
Opsætning af hegn i forbindelse med etablering af ekstensiv afgræsning på naturarealer
Ekstensiv, naturvenlig afgræsning er et af de vigtigste redskaber til at fastholde og fremme naturindholdet i langt de fleste naturtyper. En lang græsningssæson med meget lavt græsningstryk er væsentligt bedre end sommergræsning.
Naturpleje af særlige arter såsom truede sommerfugle eller krybdyr
En målrettet pleje for arter som er rødlistede, fredede eller opført på habitatdirektivets bilag, kan medføre, at en del andre men knap så kendte arter vil få mere favorable vilkår, eftersom naturplejen resulterer i en forbedring af levestedet. Varde Kommune huser flere sjældne arter, som i begrænset omfang forekommer i det øvrige land. En målrettet indsats for disse arter kan være med til at sikre deres overlevelse.
Bevarelse af gamle træer eller sikring af dødt ved.
Gamle eller døde træer er levested for et stort antal sjældne arter. Samtidig er andelen af ældre træer eller dødt ved i landskabet meget lav, hvorfor flere af de tilknyttede arter er truet. En sikring af disse levesteder er derfor et væsentlig bidrag for sikringen af biodiversiteten.
Naturlig hydrologi
Kunstig afvanding med dræn og grøfter er en af de største trusler mod udviklingen af en varieret og artsrig natur i de områder, hvor der naturligt har været et grundvandsspejl tæt på terræn. For at kunne sikre de arter, som er tilknyttet våde biotoper som enge og moser, kan det være en forudsætning for succesen at gøre vandstandsforholdene mere naturlige ved at lukke dræn og grøfter helt eller delvist.
Indledende pleje ved omlægning til natur
Det er ofte nødvendigt at gennemføre et indledende indgreb, hvis man vil skabe god natur hurtigere på en tidligere dyrket mark eller et naturareal, som har ligget urørt hen i en årrække. Det vil typisk være et indledende indgreb, som gennemføres før en efterfølgende naturpleje med afgræsning. Konkret kan det f.eks. være en dybdepløjning, tørveskrælning eller pletvis afbrænding med det formål at fjerne næringsstoffer og skabe plads til indvandring af naturlig vegetation.
Rydning hvor værdifuld lysåben natur er truet.
Mange lysåbne naturarealer som heder, overdrev og moser er efterhånden groet til, og det ødelægger levestederne for værdifulde og sjældne arter, som kræver lys og åben vegetation. Rydning af træopvækst kan sikre disse levesteder og deres tilknyttede arter for fremtiden.
Hvor mange midler er der i puljen?
Varde Kommune har afsat 100.000,- årligt, som kan søges som tilskud til naturpleje.
Hvem kan søge?
Private lodsejere eller foreninger kan søge om midler til naturpleje. Hvis du som ansøger ikke selv er ejer af arealet, skal du huske at indhente accept og underskrifter fra alle de lodsejere, som er berørte af projektet.
Er der en ansøgningsfrist?
Varde Kommune vurderer løbende de indkomne ansøgninger.
Sådan søger du om tilskud
Ansøgningen kan foregå via det digitale ansøgningsskema, som er tilgængelig her på siden.
Varde Kommunes Naturcenter kan være behjælpelig med gode råd eller vejledning, således at du får indsendt en god ansøgning. Har du spørgsmål eller ønsker at starte i en dialog, så er du velkommen til at kontakte Olivier Vryens (telefon: 79946065, e-mail: oliv@varde.dk) eller Peter Witt (telefon: 79946510, e-mail: pwit@varde.dk).
Hvilke krav skal projektet leve op til?
- Arealet du søger på, skal være registreret som beskyttet natur og/eller kunne bidrage til at forbedre biodiversiteten i et område.
- Der forventes, at projektet har en vedvarende forbedrende effekt for dyr eller planter.
- Ansøgningen skal understøttes med en detaljeret beskrivelse af projektet og dets formål. Der skal ligeledes vedlægges et kort og en oversigt over de forventede udgifter. Det skal fremgå, hvor stor en del af udgifterne der søges støttet af Varde Kommune.
- Ved hegnsprojekter skal man indgå en aftale med Varde Kommunes Naturcenter om græsning med passende græsningstryk og periode.
- Søger man tilskud til hegn, binder man sig for afgræsning i minimum 5 år bagefter. Kommunen kan i nogle tilfælde hjælpe med at formidle en kontakt til en dyreholder.
- Offentlighedens adgang til arealerne må ikke forringes, medmindre der findes arter, som der kan gøres rede for, at de er følsomme over for forstyrrelser eller andre forhold, der potentielt forhindrer publikums adgang
- Alle projekter, som modtager tilskud, vil blive offentliggjort på kommunens hjemmeside med beliggenhed og navn på ansøger
Hvad ydes der ikke tilskud til?
- Pleje af fredede arealer eller kommunalt ejede beskyttede naturarealer, som kommunen allerede er forpligtet til at pleje
- Tilskud til naturpleje, der kan dækkes af andre tilskudsordninger. I stedet for kan der henvises til tilskudsordningerne under landdistriktsprogrammet (se nedenfor).
- Plantning af læhegn eller skovrejsning
- Udsåning af blomsterblandinger
- Friluftsprojekter og publikumsfaciliteter
- Nyetablering og oprensning af vandhuller, søer samt put & take søer.
- Udgifter til udarbejdelse af projektforslag
Hvordan udvælger vi projekterne?
I Kommunen vurderer vi ansøgningerne, og prioriterer at støtte de projekter, der forventes at give mest natur for pengene. Det indgår i vurderingen om de samlede udgifter er rimelige i forhold til sammenlignelige og tidligere gennemførte projekter.
Der lægges vægt på følgende:
- Projekter som understøtter implementering af Grønt Danmarkskort jf. Kommuneplan 2021-2033 tema 20. Indsatserne kan være pleje af eksisterende værdifuld natur eller økologiske forbindelser, eller ekstensivering af arealerne, som er udpeget som potentiel natur eller økologisk forbindelse, og som dermed sikrer en forbedret sammenhæng imellem naturområderne.
- Link til kommuneplanens redegørelse vedr. Grønt Danmarkskort (Se side 321-331): Redegørelse.
- Link til Kommuneplanens retningslinjer for natur (Se side 92-100): Retningslinjer.
- Projekter, indenfor hovedindsatsområderne i Varde Kommunes Naturkvalitetsplan (Link til naturkvalitetsplanen: Natur – Varde Kommune)
- Projekter, som understøtter Varde Kommunes naturpolitiks naturindsatser. De er nærmere beskrevet her: Naturpolitik i Varde Kommune
- Projekter, som forbedrer levesteder for truede arter.
- Projekter, hvor ansøger selv udfører en del af arbejdet i projektet.
Økonomisk ansvar og udbetaling?
- Projektet skal være afsluttet indenfor den af kommunen godkendte tidsplan, og det skal afregnes senest 3 måneder efter projektets afslutning.
- Når projektet er udført, bedes du kontakte kommunen med henblik på at få projektet godkendt. Projektet skal enten godkendes af kommunen ved besigtigelse eller dokumenteres ved hjælp af indsendelse af digitale fotos.
- Kommunen har ikke ansvar for leje, opretholdelse af enkeltbetaling og andre former for støtte eller økonomiske forhold.
- Vi udbetaler ikke kontante beløb. Vi giver støtte i form af materialer, ved at kommunens folk udfører opgaven eller ved at du sender en faktura for udført arbejde eller andre omkostninger.
- Udbetaling af tilskud sker direkte til entreprenøren/leverandøren ved at denne fremsender regning til Varde Kommune på det udførte arbejde/indkøbte materialer lydende på maksimalt det bevilligede tilskud. Alternativt skal der vedlægges et regnskab med bilag, inden tilskuddet kan udbetales.
- Der udbetales maksimalt det godkendte beløb, som fremgår af den endelige godkendte ansøgning. I tilfælde af, at det udførte arbejde bliver billigere end ansøgt, udbetales et beløb svarende til den endelige regning.
Øvrige tilskudsordninger
Der findes flere muligheder for at søge tilskud til naturprojekter.
Du kan se nogle af mulighederne her:
Ved Friluftsrådet kan der søges om tilskud til friluftsprojekter fra Tips- og Lottomidlerne. (Tilskud til friluftsliv)
Ved Landbrugsstyrelsen kan der søges støtte til:
- Privat skovrejsning
- Græsning, hegning, rydning af tilgroede arealer og naturlige vandstandsforhold i særligt udpegede Natura 2000-områder eller overdrev
- Kvælstof- og fosforvådområder samt udtagning af lavbundsjorder (Tilskudsguide)
Ved miljøstyrelsen kan der søges tilskud til:
- Privat urørt skov
Ved Naturstyrelsen kan der bl.a. søges tilskud til:
- Etablering og pleje af mindre vådområder og vandhuller (Miljøministeriet (åbner i nyt vindue))
- Plantninger for vildtet. (Miljøministeriet)
Uddybende redegørelse for prioritering af de enkelte projektansøgninger
Der er udarbejdet uddybende baggrundsnotat med kommunens faglige begrundelser for prioriteringer af tiltag. Læs mere her: Baggrundsnotat