Varme
Varde Kommune arbejder for at sikre stabil og bæredygtig varme til flest mulige borgere i Varde Kommune.
Varde Byråd vedtog d. 6. december 2022 Varmeplanen for Varde Kommune 2023-2030. Varmeplanen afdækker, hvilke områder der forventes kollektiv varmeforsynet i perioden, samt giver et svar på, hvor man skal sørge for individuel varmeforsyning eller etablere lokalvarmeløsninger.
Varmeplan
Varmeforsyningsselskaber i Varde Kommune
I Varde Kommune varetages forsyningen af varme for nuværende af nedenstående 9 forsyningsselskaber.
- Din Forsyning Varme A/S (åbner i nyt vindue)
- Sig Varmeværk (åbner i nyt vindue)
- Tistrup Varmeværk (åbner i nyt vindue)
- Ansager Varmeværk (åbner i nyt vindue)
- Skovlund Varmeværk (åbner i nyt vindue)
- Ølgod fjernvarmeselskab (åbner i nyt vindue)
- Nørre Nebel fjernvarme (åbner i nyt vindue)
- Outrup Varmeværk (åbner i nyt vindue)
- Oksbøl Varmeværk (åbner i nyt vindue)
Udover ovenstående varmeværker, er der i Helle Energi amba, som arbejder på at etablere fjernvarmeløsninger i gamle Helle kommune. Find Helle Energi amba her (åbner i nyt vindue)
Hvis du er i tvivl om du kan få varme fra et varmeforsyningsselskab, så kontakt det nærmeste varmeværk og hør om dine muligheder.
Individuel forsyning og nærvarme
Ejendomme som ligger udenfor kollektivt forsynede områder med olie- eller naturgasfyr anbefales at udskifte deres varmeforsyning til mindre klimabelastende opvarmningsform, fx luft-vand varmepumpe eller jordvarme. Mulighederne for nærvarme eller termonet kan desuden også undersøges inden investeringsbeslutningen tages.
Nærvarme er et koncept hvor nogle få ejendomme går sammen om en lille fælles kollektiv varmeforsyning som ligger tæt på deres ejendom. Det kan eksempelvis være termonet eller en fælles varmepumpe. Termonet kan etableres af en mindre gruppe borgere eller alternativt etableres i samarbejde med et eksisterende fjernvarmeforsyningsselskab. Det skal desuden nævnes, at nogle virksomheder tilbyder varmepumper på abonnement. På denne måde står man som ejer af boligen ikke selv for drift og vedligehold af installationen, og slipper for at lave en stor engangsinvestering.
Hvis man som ejer af et olie- eller naturgasfyr ønsker at ændre sin varmeforsyning til en varmepumpeløsning, så er det værd at undersøge Energistyrelsens tilskudspuljer. Varmepumpepuljen uddeler midler til konvertering til varmepumper og Energirenoveringspuljen giver tilskud til energibesparende tiltag. Der åbner løbende nye ansøgningsrunder og tilskudspuljer. Det er vigtigt at man opnår tilsagn om tilskud inden udskiftning af installationen eller inden udførslen af energirenoveringen. Læs mere og følg med i hvornår puljen åbner her (åbner i nyt vindue)
Tilslutningspligt
I nogle kollektivt opvarmede områder kan der være tilslutningspligt til et varmeværk. Tilslutningspligt betyder at du skal være tilsluttet til varmeværket. Der er dog ikke aftage pligt, så du er ikke forpligtiget til at aftage varme fra varmeværket, men blot betale de faste omkostninger for at være tilsluttet.
Alle tilslutningspligter til naturgas blev ophævet d. 1. juli 2022. Selvom der står i lokalplanen at der er tilslutningspligt, så er disse bortfaldet.
Hvis du er i tvivl om du er omfattet af tilslutningspligt, så kan du kontakte Varde Kommune.
Varde Kommunes ambitioner på varmeområdet
I kommunens bestræbelse på at blive uafhængig af fossile brændsler i 2050, er det i Kommuneplanen nævnt, at der skal ske udfasning af olie- og naturgasfyr, konvertering af naturgasforsynede områder samt revision af varmeforsyningsplanen. Varmeplanen 2023-2030 er dermed et naturligt skridt i retning mod at opnå uafhængighed af fossile brændsler i Varde Kommune.
Varde Kommune har en stor opgave i at få udfaset brugen af gas og olie til opvarmning. Der er cirka 4.100 oliefyr og 2.700 gasfyr i Varde Kommune. Med varmeplanen får alle ejere af disse fyr en mulighed for at se hvad planen er for deres område. På denne måde kan de træffe den rigtige investeringsbeslutning i forhold til udskiftning af deres fyr. Ambitionen for Varde Kommune er, at alle olie- og naturgasfyr til privat opvarmning er udfaset i 2030. Varde Kommune vil støtte EVIDA i deres ambitioner om at kunne lukke dele af gasnettet efterhånden som gaskunderne afkobler sig distributionsnettet.
Varde Kommune er ejer af mange større bygninger i byer som udlægges til lokalvarmeløsninger, eller udvidelser af eksisterende fjernvarmenet. Varde Kommune vil, så vidt det er muligt, aftage varme fra de lokale varmeløsninger. På denne måde kan Varde Kommune både bidrage til rentabiliteten i projekterne, og samtidig få omstillet nogle bygninger til en grøn opvarmningsform.