Pleje- og aflastningsfamilie
Her kan du finde information om, hvordan I kan blive (netværks)pleje- eller aflastningsfamilie for et barn/en ung med særlige behov. I skal først godkendes og uddannes til opgaven.
Hvis du/I er interesseret i at blive pleje- eller aflastningsfamilie, skal du søge om godkendelse hos Socialtilsyn Syd. Læs mere på Socialtilsyn Syds hjemmeside (åbner i nyt vindue).
Har du/I allerede en godkendelse, hører vi gerne fra dig.
Hvis du/I er interesseret i at blive godkendt som netværksaflastning eller netværksplejefamilie for et konkret barn, kan du høre mere herom ved at kontakte en af Varde Kommunes anbringelseskonsulenter.
Kontakt en af Varde Kommunes anbringelseskonsulenter:
- Robert Kloster, Telefon: 79 94 61 25, Skriv til Robert Kloster
- Majbritt Falk, Telefon: 79 94 76 41, Skriv til Majbritt Falk
- Marianne Gammelgaard Jensen, Telefon: 79 94 73 65, Skriv til Marianne Gammelgaard Jensen
Flere oplysninger
Hvad kræver det at blive plejefamilie?
Barnet eller den unge bor fast hos plejefamilien hele året, og oftest ser barnet eller den unge også sine forældre, som stadig har forældremyndigheden.
Det er en stor opgave at blive plejefamilie, men det kan også være en stor gave at give et barn tryghed og betydningsfulde relationer i en familie. Plejefamilier har et eller flere børn i fuldtidspleje.
Det er ikke et traditionelt arbejde som lønmodtager, men det kræver engagement på fuld tid.
Barnet eller børnene har folkeregisteradresse hos plejefamilien, bor der fast hele året og har både sit hverdagsliv og ferier der.
Barnet ser som oftest også sine forældre, der fortsat har forældremyndigheden.
Plejefamilien skal være en del af alle de aktiviteter og mennesker, der er i barnets liv, men samtidig skal den acceptere, at plejeforholdet både kan ophøre, måske endda ende brat, og modsat at barnet kan blive boende hos plejefamilien resten af sin barndom og i sin ungdom.
Hvad er en god aflastningsfamilie?
Aflastningsfamilien bliver aldrig en erstatning for barnets egen familie, men den kan blive et godt og vigtigt supplement.
Barnet vil ofte have stort behov for at indgå i et helt almindeligt familieliv. Derfor skal I ikke nødvendigvis arrangere udflugter eller store sammenkomster, hver gang I har besøg. Stabilitet, omsorg, hverdagsrutiner og jeres familieliv er oftest det bedste, I kan give barnet.
Hvordan bliver jeg aflastningsfamilie?
For at blive aflastningsfamilie skal I godkendes og have en plejetilladelse.
Der er ingen generelle krav om, hvad I skal kunne som aflastningsfamilie, da de nødvendige kompetencer og egenskaber afhænger meget af, hvilken situation barnet og dets familie står i.
Nogle børn har mest af alt brug for trygge og stabile rammer, mens andre har behov, der kræver, at aflastningsfamilien har nogle særlige erfaringer eller kompetencer.
Hvad er netværkspleje?
En netværkspleje- eller aflastningsfamilie er en familie, der har en relation til barnet inden anbringelsen. For at blive en netværksplejefamilie skal I først godkendes og uddannes.
Netværkspleje er, når barnet eller den unge får ophold hos familiemedlemmer eller familier i barnets eller den unges netværk.
Ved netværkspleje får plejefamilien ikke løn, men kompensation til at dække ekstra udgifter i forbindelse med barnet, så ordningen ikke giver netværksfamilien udgifter.
Hvordan bliver man godkendt som netværkspleje?
Familien godkendes af Varde Kommune i et samarbejde mellem myndighedsrådgiver og familieplejekonsulenten.
For at blive godkendt som netværkspleje- eller aflastningsfamilie skal I deltage i et grundkursus af fire dages varighed.
Et eventuelt afslag på at blive godkendt som netværkspleje- eller aflastningsfamilie kan ikke ankes til en anden instans.
Netværksplejefamilier får blandt andet tilbud om efteruddannelse i form af lovpligtige kursusdage.
Får man løn?
Pleje- og aflastningsfamilier får udbetalt løn (vederlag), som aftales med Varde Kommune. Plejelønnen angives i vederlag per døgn og reguleres efter, hvilket arbejde plejefamilien forventes at have med barnet og den biologiske familie. Plejevederlagene er skattepligtige. Der udbetales et beløb til kost og logi, som er skattefrit.
Netværksplejefamilier får ikke udbetalt løn, men kompensation for udgifter forbundet med barnet eller den unge. Netværksfamilier får ikke udbetalt plejevederlag, men kan få dækket omkostninger til barnets forsørgelse, så anbringelsen ikke giver netværksfamilien ekstra udgifter.
Retningslinjer for plejefamilier og netværksplejefamilier