TVÆRS-møde
Et TVÆRS-møde er et tværfagligt møde, hvor fagpersoner fra forskellige områder samarbejder med familien om at finde de bedste løsninger for et barns trivsel og udvikling.
På mødet bliver både barnets og forældrenes perspektiver inddraget, og alle arbejder sammen for at skabe en tryg og gennemsigtig proces. Målet er at sikre, at barnet får den rette støtte så tidligt som muligt, og at alle relevante parter arbejder koordineret og helhedsorienteret.
Til dig, der skal til TVÆRS-møde
Til barnet
På denne side kan du se en video, der fortæller, hvad et Tværs-møde er – og hvorfor de voksne gerne vil mødes for at hjælpe dig.
Når der afholdes et Tværs-møde, samler vi de voksne, der kender dig fra skole, børnehave eller andre steder. De mødes, fordi de gerne vil finde de bedste løsninger sammen med dig og din familie, så du kan have det godt og trives – det handler om dig.
- De voksne vil gerne høre, hvad du tænker og oplever.
- Du kan fortælle om dine oplevelser – eller få hjælp til det, hvis du har lyst.
- Sammen med din familie og de voksne finder vi ud af, hvad der kan gøre din hverdag bedre.
- Du er vigtig, og din stemme betyder meget for os.
Se videoen ovenfor, og få et indblik i, hvordan vi arbejder sammen for at hjælpe dig.
Til forælder/værge
Når vi holder et Tværs-møde, samler vi, udover dig/jer, de voksne, der kender dit barn fra skole, dagtilbud og andre steder. Målet er at skabe de bedste rammer for dit barns trivsel og udvikling – i tæt samarbejde med dig som forælder.
På denne side kan du se en video, der forklarer, i børnehøjde, hvordan et Tværs-møde foregår, og hvordan både du og dit barn bliver inddraget i processen.
Det vigtigste for os er:
- At dit barns stemme bliver hørt og taget alvorligt
- At du som forælder er med hele vejen og kan bidrage med dine oplevelser og perspektiver
- At vi sammen finder de bedste løsninger for dit barn
- Vi tror på, at et tæt samarbejde mellem familie og fagpersoner giver de bedste muligheder for, at dit barn kan trives og udvikle sig.
Se videoen ovenfor for at få et indblik i, hvordan vi arbejder – og hvordan du og dit barn bliver en vigtig del af processen. Videoen er fortalt i børnehøjde, så se den gerne sammen med dit barn. Enten som forberedelse for barnets deltagelse eller for at dit barn får et indblik i, hvad der skal ske – også selvom det ikke selv deltager. Videoen giver god grobund for en god snak om et TVÆRS-møde.