Grundvand, drikkevand og havevandingsboring
Grundvand er en værdifuld ressource, som bruges på forskellige måder i vores kommune:
- Boringer til drikkevand som er private drikkevandsboringer og vandværksboringer.
- Boringer til markvanding. Dette kan du læse mere om her.
- Boringer til havevanding.
Vores grundvand er en livsvigtig ressource som der skal værnes om. Når der laves en boring åbnes der op for en direkte adgang til grundvandet, som dermed udsættes for forurening. Derfor skal alle vandindvindingsboringer have en tilladelse og må kun udføres af en brøndborer. Du kan finde en liste over brøndborere med A-bevis her (åbner i nyt vindue).
Hvis din bolig skal tilsluttes det lokale vandværk, skal din gamle drikkevandsboring i de fleste tilfælde sløjfes, for at tage vare på grundvandet.
Tilslutning til vandværk
Hvis du ønsker at tilslutte din ejendom til vandværksvand, skal du kontakte dit lokale vandværk. Herefter skal den tidligere drikkevandsboring i de fleste tilfælde sløjfes, med mindre du ønsker at ændre den til havevandingsborg.
I Varde Kommune er der 22 vandværker. Vi fører tilsyn med vandværkerne og kontrollerer løbende, at vandkvaliteten er i orden. Vandværkerne har pligt til at informere om vandkvaliteten, hvis du henvender dig hos dit vandværk.
Læs fællesregulativ for vandforsyning i hele kommunen (åbner i nyt vindue)
Se vandforsyningsplanen for Varde Kommune 2013 -2023 (åbner i nyt vindue)
Private drikkevandsboringer/enkeltindvindere
I Varde Kommune er der godt 400 ejendomme, som bruger vand fra private brønde eller boringer til drikkevand. Det er muligt for langt de fleste at blive tilsluttet vandværk, hvis de ønsker det, eller hvis vandkvaliteten er dårlig.
Krav om drikkevandsanalyser
Forsyning af én husstand:
Forsyner boringen kun én husstand og denne bebos af ejeren, er der ikke krav om analyser af drikkevandet. Det anbefales at der udtages en prøve til forenklet kontrol hvert 5. år. Det anbefales at sende analyseresultaterne til kommunen.
Flere husstande eller offentlig eller kommerciel aktivitet:
Forsynes flere ejendomme fra boringen, eller er der kommerciel eller offentlig aktivitet på ejendommen, er der krav om analyser af vandet. Kommerciel eller offentlig aktivitet kan være dagplejer/plejefamilie, udlejning af hele eller dele af ejendommen, ansatte, Bed & Breakfast eller lignende.
Der skal udtages prøver hvert år, og hvert 3. år skal der udtages en stor prøve, hvor der blandt andet analyseres for pesticider og PFAS, kontrolprogrammet fastsættes af kommunen. Der er krav om, at analyseresultaterne sendes til kommunen.
Alle analyser skal udtages og analyseres af et akkrediteret laboratorium. Prøverne bestilles og betales af ejeren af boringen.
Hvis analysen viser, at dit vand ikke lever op til kvalitetskravene, skal kvaliteten forbedres. Er der bakterier i vandet kan det ofte hjælpe at få boringen renoveret, dette skal gøres af en smed eller brøndborer. Er der pesticider eller nitrat i vandet vil det sjældent hjælpe at få boringen renoveret, da det ofte kommer fra grundvandet. Her vil den bedste løsning være at komme på vandværk.
Er der spørgsmål er du velkommen til at kontakte os.
Ansøgning og fornyelse af havevandingsboring
Sløjfning og færdigmelding af boringer
Grundvandsbeskyttelse
Alt drikkevand i Varde Kommune er grundvand, som pumpes op af jorden.
Grundvandsressourcen i Varde Kommune er generelt meget sårbar over for forurening, fordi der ofte mangler et beskyttende lerlag. Derfor skal vi passe godt på det.
For at beskytte grundvandet bedst muligt er drikkevandsressourcen delt op i:
- områder med særlige drikkevandsinteresser (OSD-områder)
- områder med almindelige drikkevandsinteresser
- og områder med begrænsede drikkevandsinteresser.
Derudover er der udpeget nitratfølsomme indvindingsområder (NFI-områder), indvindingsområder omkring vandværker og kildepladszoner omkring vandværkernes indvindingsboringer.
OSD-områderne rummer de grundvandsmagasiner, der har størst betydning for drikkevandsforsyningen. Naturstyrelsen har for nylig færdiggjort en kortlægning af alt grundvand i Danmark og lokaliseret 7 OSD-områder i Varde Kommune.
Find kortlægningen af grundvand her (åbner i nyt vindue)
Områder med drikkevandsinteresser og områder med begrænsede drikkevandsinteresser er områder, hvor den generelle grundvandsbeskyttelse er tilstrækkelig til at sikre drikkevandet.
Nitratfølsomme indvindingsområder (NFI) er områder, som har en stor betydning for den nuværende eller fremtidige drikkevandsforsyning. Det er områder, hvor grundvandets indhold af nitrat er højt eller stigende, eller hvor der er ringe geologisk beskyttelse mod nitrat. Nitrat i grundvandet stammer fra især fra husdyrgødning, som derfor siver med regnvandet ned mod grundvandet.
Hensynet til grundvandet prioriteres specielt højt i områder med særlige drikkevandsinteresser, nitratfølsomme indvindingsoplande og i indvindingsoplande og kildepladser til almene vandværker. Grundvandet i de øvrige dele af kommunen skal også beskyttes, fordi der også her indvindes drikkevand, og fordi kvaliteten af grundvandet har betydning for miljøtilstanden i vandløb, søer og vådområder og dermed for tilstanden hos dyr og planter.
Indvindingsoplande for vandværker er det område, hvor grundvandet til et vandværk dannes. Et vandværk er en offentlig vandforsyning, som leverer vand til mindst 10 husstande.
Kildepladser for vandværker – er nærzonen omkring vandværkets boringer. For at beskytte grundvandet er der regler for, hvordan du må bruge pesticider, dyrke og gødske inden for 25 meter fra vandværksboringer. Læs mere omkring reglerne i Vejledning om beskyttelse af vandværksboringer (åbner i nyt vindue)
Indsatsplaner
Varde Kommune er gået i gang med indsatsplanlægningen i de kortlægningsområder, hvor Naturstyrelsens grundvandskortlægning er afsluttet, og der foreligger en kortlægningsrapport.
Indsatsplaner vedtaget:
Se indsatsplan for OSD Hindsig (åbner i nyt vindue)
Se indsatsplan for OSD Forumlund (åbner i nyt vindue)
Se indsatsplan for OSD Diagonalvejen (åbner i nyt vindue)
Se indsatsplan for OSD Baldersbæk (åbner i nyt vindue)
Se indsatsplan for OSD Kvong (åbner i nyt vindue)
Se indsatsplan for OSD Ølgod-Skovlund m.fl. (åbner i nyt vindue)