Vedvarende energi og sektorkobling
Få svar på dine spørgsmål om, hvordan Varde Kommune opsætter solcelle- og vindmølleprojekter frem mod 2030.
Danmark skal være CO2-neutral i 2045. Det har regeringen bestemt ved lov, og det er et mål, som Varde Kommune tager medansvar for at nå.
Det betyder, at der skal opstilles ca. 1.324 hektar solceller og op til 20 vindmøller inden 2030. I gennemsnit er det cirka 200 hektar solceller og 3-4 vindmøller, som skal planlægges hvert år.
Solceller og vindmøller vil uundgåeligt få betydning for kommende naboer, derfor arbejder Varde Kommune ud fra en række principper, som skal sikre projekter med lokal opbakning:
- Hellere få store projekter end mange små. På den måde får vi mere ud af de enkelte projekter.
- Tidlig inddragelse af naboer og lokalsamfund. Lokal opbakning er afgørende.
- 95 procent af naboerne inden for seks gange vindmøllens højde bør godkende et vindmølleprojekt, før det kan gå videre. En vindmølles højde måles til vingespids i topposition.
På denne side kan du følge med i projekterne for vindmøller og solceller.
Spørgsmål og Svar:
Overblik og kort over projekter i Varde Kommune
Nedenfor kan du finde et oversigtskort for projekterne samt kort for de enkelte projekter:
- Rev. oversigtskort maj. 2024 (åbner i nyt vindue)
- Projektkort for nr. 6 (åbner i nyt vindue)
- Projektkort for nr. 11 Udvidet maj 2023 (åbner i nyt vindue)
- Projektkort for nr. 12 (åbner i nyt vindue)
- Projektkort for nr. 13 (åbner i nyt vindue)
- Projektkort for nr. 3 og 14 (åbner i nyt vindue)
- Projektkort nr. 22 (åbner i nyt vindue)
Orientér dig Varde Kommunes kortdatabase her: Kommunen på kort – Varde Kommune
Varde Kommunes Procesplan for Planlægning af Vedvarende Energianlæg og Energitunge Virksomheder
Byrådet vedtog den 11. april 2023 en procesplan for planlægning af vedvarende energi i Varde Kommune. Procesplanen søger at imødekomme de fastlagte ambitioner for klimagasreduktioner, nedsat i Varde Kommunes Klimahandlingsplan: Klimahandlingsplan – Varde Kommune
På baggrund af senere udvalgte projekter til lokalplanlægning, gennemgik procesplanen en revurdering i løbet af foråret 2024. Den nye procesplan blev vedtaget på byrådsmødet i Varde den 07. maj 2024: Dokumentvisning (vardekommune.dk)
Se Varde Kommunes opdaterede procesplan for planlægning af vedvarende energianlæg og energitunge virksomheder her:
Revurderet Procesplan for vedvarende energi i Varde Kommune
Hvad sker der vedrørende vindmøller?
Byrådet udvalgte d. 09/01-2024 to vindmølleprojekter til opstart af planlægningsproces i 2024/2025, det gælder Projekt 22, Malle/Kvong samt Projekt 6, Hybridpark ved Nørre Nebel.
Samtidig besluttede man at opstarte en granskningsproces for solceller ved begge projekter. Granskningen skal undersøge muligheden for at etablere solcelleanlæg i forbindelse med vindmøllerne.
Det blev også besluttet, at byrådet primo 2024 skulle tage stilling til en revurdering af kommunens tidligere fremlagte procesplan for VE-planlægning i Varde Kommune. Den revurderede procesplan blev behandlet på byrådsmøde den 07. maj 2024.
Referatet vedr. en revurderet procesplan kan findes her: Dokumentvisning (vardekommune.dk)
Hvordan måles højden på en vindmølle?
Når vi taler om totalhøjde på en vindmølle, er det højden målt til vingespids i topposition.
Hvad sker der vedrørende solceller?
Byrådet har udvalgt, hvilke solcelleprojekter der arbejdes videre med, men der er ikke taget stilling til deres endelige placeringer.
Hvordan udmåles afstanden på op til 200 meter fra et solcelleanlæg i forhold til VE-lovens kompensationsordninger?
Varde Kommune har rådført sig med Energistyrelsen om fortolkningen af afstands udmålingen (06.11.23).
Ved beregning af afstand til beboelsesejendom, så skal denne afstand beregnes fra facaden af beboelsesejendommen og ikke ved matrikelskel.
Eventuelle udendørs opholdsarealer ved ejendommen tæller ikke med i beregningen af afstanden, ligesom nære opholdsarealer, carporte, staldbygninger m.v. som er beliggende inden for grænsen, ikke indgår ved opmåling af de 200 meter. Altså opmåles de 200 meter således som afstanden mellem solcelleanlæggets ydre grænse (hegn, beplantning o. lign) og selve beboelsesejendommen (bygning).
Rapporter og Undersøgelser
Her på siden finder du en række rapporter og undersøgelser vedr. bl.a. påvirkning af huspriser og undersøgelser af miljøpåvirkning fra solceller og vindmøller.
Listen opdateres løbende som Varde Kommune bliver opmærksomme på nye studier og rapporter.
Rapport – Husprisanalyse – Kraka Advisory
Rapport – Vurdering af risiko for PFAS i kabler_IPU
Rapport – Vurdering af risiko for PFAS i solcellepaneler_IPU
Rapport Grundvandsrisiko ved solcelleanlæg rev.2021_03_18
Undersøgelse – af PFAS i solcellestativer
Har du kendskab til rapporter eller undersøgelser som efter din mening bør fremgå af listen, er du velkommen til at skrive en mail med materialet til Planogby@varde.dk
Grøn Pulje og Energistyrelsens Kompensationsordninger
Opstillere af vedvarende energianlæg indbetaler midler til puljen, når anlægget tages i brug. Der kan søges om Grøn puljemidler til blandt andet grønne, rekreative og landskabelige tiltag til gavn for lokalmiljøer, der er påvirket af nye energianlæg.
Tryk her for at læse mere om Grøn Pulje: Grøn pulje – Varde Kommune
Værditabs-, salgsoptions- og VE-Bonusordningen er nationale ordninger, som håndteres af Energistyrelsen.
Tryk her for at læse om Energistyrelsens kompensationsordninger for VE-anlæg: Fremme af udbygning med vindmøller og solceller | Energistyrelsen (ens.dk)
Solcelleanlæg ved Vittarp
Projektet omfatter ønske om etablering af ca. 210 ha solceller.
Høring (10-27.08.23) er afsluttet – tak for indkomne ideer, forslag og bemærkninger – som er til behandling i forvaltningen og til politisk behandling i Udvalget for Plan og Teknik den 11. december 2023.
Se illustration af tidslinje (åbner i nyt vindue)
Den 11. april 2023 har Varde Byråd besluttet at sætte gang i planlægningen af et multifunktionelt solcelleanlæg ved Vittarp (projektforslag 11 åbner, i nyt vindue).
Byrådet har valgt, at der arbejdes videre med solcelleprojektet, men ikke taget stilling til den endelige placering. Når der er nyt i sagen i forhold til dialog, debat og høring, vil Varde Kommune informere nærmere om projektet.
Læs opsummering af bemærkninger og spørgsmål på borgermødet 10.08.2023 (åbner i nyt vindue)
Læs opsummering af dialogmødet den 14. juni 2023 i Outrup (åbner i ny fane)
Læs program for dialogmødet den 14. juni 2023 (åbner i ny fane)
Først når der foreligger en af Byrådet godkendt lokalplan for det endelige projekt, vil anlægsprojektet kunne påbegyndes.
Se ansøgningen for projekt 11 herunder:
Lokalplanansøgning – Multifunktionel solcellepark ved Vittarp
Vindmøller ved Malle og Kvong med mulighed for Solcelleanlæg
Projektet omfatter ønske om etablering af i alt 12 vindmøller. I øjeblikket undersøges muligheden for etablering af ca. 250 ha solceller under og omkring vindmøllerne.
Ansøgningen om vindmøller ved Malle og Kvong blev i januar måned udvalgt til opstart af lokalplanlægningsproces i Varde Kommune. Samtidig blev det af byrådspolitikerne besluttet, at man ønskede en undersøgelse af muligheder for placering af solcelleanlæg under og omkring de foreslåede vindmøller.
Se referat fra byrådsmødet her: Dokumentvisning (vardekommune.dk)
I forbindelse med granskningen af muligheder for etablering af solcelleanlæg under og omkring vindmøllerne, blev der afholdt borgermøde i maj 2024.
Borgermødet fandt sted den 22. maj 2024 i Horne Idrætspark.
Præsentationsslides fra borgermødet kan ses her: Præsentationsslides fra borgermødet om muligheden for solceller ved Malle og Kvong
I løbet af aftenen opstillede forvaltningen en række spørgsmål til de fremmødte deltagere. Indkomne kommentarer fra mødet kan ses herunder.
Output – Spørgsmål 1, Hvad er det vigtigste for dig ved et muligt solcelleanlæg ved Malle og Kvong
Output – Spørgsmål 2, Hvordan kan anlægget ved Malle og Kvong bidrage mest muligt til udvikling
Indkomne spørgsmål fra salen fremgår nedenfor. En række af spørgsmålene er besvaret nederst på siden under fanen “FAQ – Vindmøller og Solceller”.
Som afslutning på aftenens møde fik deltagerne mulighed for at sende en besked direkte videre til politikerne i Varde Kommune. Beskederne vil blive forelagt politikerne i forbindelse med behandlingen af ønsket om at etablere solceller på områderne ved Malle og Kvong. Der kom 10 svar. De indkomne beskeder til politikerne fremgår nedenfor.
Output – Hvad er det vigtigste budskab at bringe videre til politikerne i Varde Kommune
Indledende borgerinddragelsesproces for Solcelleprojekterne 12 og 13
Opdateret den 30. juli 2024
Projektansøgningerne indebærer ønske om etablering af hhv. 220 ha solcelleanlæg ved Bækhusevej (Projekt 12) og ca. 210 ha solcelleanlæg mellem Nymindegabvej og Hennebjerg (Projekt 13)
Se oversigter over beboelser indenfor og op til 1500 meter fra projektafgrænsningerne herunder:
Udvalget for Plan og Teknik besluttede den 17. januar 2024 at igangsætte en indledende inddragelsesproces for projekterne 12 og 13 i Outrup-området. Se referat fra mødet her: Dokumentvisning (vardekommune.dk)
I den indledende inddragelsesproces forventes der afholdt en række inddragende aktiviteter som har til formål at vejlede og orientere om den kommende planlægningsproces for projekterne, som forventes at blive opstartet i løbet af 2025.
Det første vejledende borgermøde i processen er allerede afholdt, mens flere møder forventes afholdt i løbet af sensommeren.
Herunder følger en oversigt over indkomne bekymringer, bemærkninger og tanker fra det vejledende borgermøde i Outrup Kultur- og Idrætscenter den 8. april 2024:
Ovenstående spørgsmål er besvaret af deltagerne på mødet og indkomne bidrag kan læses nedenfor:
Den Største bekymring ved solcelleprojekterne
Det vigtigst budskab til politikerne
Det vigtigste tema i udformningen af anlæggene
Bidrag fra borgermødet vil blive brugt i planlægningen af kommende borgermøder og workshops, samt til videre formidling til lokalpolitikerne i Varde Kommune.
Slideshow fra Varde Kommunes borgermøde kan findes her: Præsentation – planlægningsproces i Varde Kommune + demografi
Næste borgermøde i indledende inddragelsesproces forventes at blive afholdt i løbet af efteråret 2024.
Dialogmøde mellem borgere i Outrup-området og Jysk Energi, senere Ænergy d. 11 december 2023
Jysk Energi, senere Ænergy afholdte den 11. december 2023 et dialogmøde om ansøgningerne til solcelleanlæg i Varde Kommune. Mødet blev afholdt i Outrup Kultur- og Idrætscenter.
Slideshow fra Ænergys borgermøde kan findes her: Præsentation – Borgermøde Outrup 11.12.23
Se ansøgningerne for hhv. projekt 12 og 13 herunder:
Samlet ansøgning Bækhusevej ved Outrup – Jysk Energi
Samlet ansøgning Nymindegabvej – Tyrehøjvej, Outrup – Jysk Energi
Tidslinje for et projektforslags planlægningsproces
Processen for solcelle- og vindmølle projekter kan være lang og uoverskuelig. Derfor har vi lavet dette visuelle overblik over planlægningsprocessen af et et energiprojekt:
Sådan bliver et energiprojekt til (åbner i et nyt vindue)
Se også illustration af lokalplanprocessen med markering af borgerinddragelsesaktiviteter i Varde Kommune: Procesdiagram_Borgerinddragelse
Har du spørgsmål om fremtidige vedvarende energianlæg (VE-anlæg) i Varde Kommune?
Hvis svaret er ja – så tag fat i os, så vi kan tage dialogen allerede nu tidligt i processen. Du kan skrive til planogby@varde.dk med dine spørgsmål om projekter. Herudover kan du finde svar på en lang række spørgsmål i nedenstående FAQ. Spørgsmål og svar udbygges og uddybes løbende.
FAQ - Vindmøller og Solceller
Vindmølleprojektet ved Malle og Kvong med mulighed for solceller under og omkring møllerne:
Indkomne spørgsmål fra borgermødet i Horne Idrætspark den 22. maj 2024 er indsamlet og kan tilgås via linket nedenfor. Spørgsmål fra kommende møder vil også fremgå på denne side.
Indkomne spørgsmål fra borgermødet d. 22.05.2024
Spørgsmål fra borgermødet søges løbende besvaret og uddybet.
Spørgsmålene besvares af planlægger, Johannes Møller Christensen i samarbejde med relevante fagpersoner fra Varde Kommune:
Hvorfor er vi ikke blevet informeret om vindmølleprojektet. Hvor meget kompensation for man hvis ens udsigt bliver generet af vindmøllerne.
- Der har tidligere været afholdt borgermøde fra udviklers side omkring vindmølleprojekterne, dette møde var udenfor regi af Varde Kommune. Dette møde er første borgermøde i Varde kommunes planlægningsproces, da selve lokalplanprocessen som blev udvalgt til opstart i januar 2024, netop er gået i gang. Hvor meget kompensation man kan blive tildelt, afhænger bl.a. af kompensationsansøgers fysiske placering ift. møllerne. Det er den uafhængige taksationsmyndighed under Energistyrelsen som laver de konkrete vurderinger ift. potentielt værditab. Mere information om kompensationsordningerne kan læses her: https://ens.dk/ansvarsomraader/stoette-til-vedvarende-energi/fremme-af-udbygning-med-vindmoeller
Vil I overhovedet overveje, at gøre alvor af at gå forrest i Danmark og forlange at solceller altid skal på tagene fra nu af?
- Potentielt kommende regler om selvforsyning af energi og konkret placering af solceller på tagflader eller andet vil have hjemmel i Planloven. Det er i øjeblikket ikke muligt for de danske kommuner at stille konkrete krav om placering af solceller på f.eks. tagflader. Ifølge EU’s nye Bygningsdirektiv bliver der fra 2027 stillet krav om solceller på nybyggeri, mens det også vil gælde offentligt ejede bygninger på over 2.000 kvadratmeter. I 2028 bliver arealgrænsen sat ned til 750 kvadratmeter, ligesom øvrige byggerier uden for boligsektoren vil blive mødt af lignende krav i forbindelse med renovering. Tidsplan for implementering ifm. EU’s BygningsdirektivVarde Kommune har lavet beregninger på det samlede potentiale for opsætning af solceller på kommunale tage. Disse beregninger viser, at man samlet set ville kunne opsætte solceller svarende til et areal på ca. 7,5 ha på kommunale bygninger i Varde Kommune.
Hvad skal der ske med de eksisterende møller på Neder Hallumvej?
- Vindmøllerne på Neder Hallumvej er placeret ca. 2000 m fra de foreslåede placeringer for vindmøllerne i projektet ved Malle og Kvong og bliver derfor ikke påvirket af dette projekt.
Kan i garanterer at det ikke bliver kinesisk produceret solpaneler? Kineserne står for fremstillingen af 95 % af alle solcellepaneler i verden.
- Varde Kommune stiller krav om, at de anvendte solcellepaneler lever op til gældende standarder. Dette skal dokumenteres ifm. den senere byggeansøgningsproces.
Hvilke giftstoffer udskiller solceller som bevirker at husdyr som evt græsser under dem ikke må anvendes til konsum? Hvad med de dyr som jægeren nedlægger ?? rådyr, hare m. fl
- Se rapporter og undersøgelser om afvaskning og udskillelse af stoffer under fanen “Rapporter og Undersøgelser” længere oppe på siden.
Hvad skal der til for at stoppe projektet??? Hvorfor er det pludselig så vigtigt at sætte solceller op over det hele… der må være en anden løsning…
- Der vil i løbet af planlægningsprocessen forekomme flere offentlige høringer af projektforslag samt lokalplanforslag. I disse høringsperioder kan man som borger gøre sin stemme gældende ved at indgive et høringssvar. Disse høringssvar vil herefter blive behandlet af politikerne i Varde Kommune. Undersøgelsen (Granskningen) af muligheder for opsætning af solceller under og omkring vindmøller bunder i ønsket om en optimal udnyttelse af arealerne. Ved at sammentænke forskellige former for energiproducerende anlæg på samme areal vil man både opnå mere plads til natur, landbrug og turisme på de resterende arealer i Kommunen og samtidig vil man opnå et såkaldt ”Energimix”, som beskriver forholdet mellem produktion af energi når solen skinner (Og det ikke blæser) og når det blæser (Og solen ikke skinner). Man arbejder med de for nuværende tilgængelige teknologier på energiområdet.
Hvorfor bruger man ikke pengene på udvikling af A-kraft?? Der må gerne stå en 40 fods container i min baghave i stedet for alle de solceller og vindmøller.
- Varde Kommune tager udgangspunkt i de for nuværende tilgængelige teknologier på energiområdet. Samtidig forholder Varde Kommune sig løbende til indkommende ansøgninger ifm. Kommunens ansøgningsrunder for vedvarende energi og energitunge virksomheder. Se procesplan for planlægning og ansøgningsrunder længere oppe på siden. Det er samtidig muligt at læse mere om klimamål og virkemidler til opnåelse af disse mål i Kommunens Klimahandlingsplan, som også findes henvist længere oppe på siden.
Håber virkelig at der kan gøres noget ved det røde blinkende lys på møllerne
- Varde Kommune arbejder løbende på at finde løsninger som imødekommer ønsker ift. gener fra de blinkende lys på bl.a. vindmøller. Påvirkninger som disse vil blive afdækket i den kommende miljøkonsekvensrapport.
Hvorfor går sommerhusområderne fri af landvind og solceller
- Som en del af Varde Kommunes strategiske planlægning er sommerhusområderne i Kommunen tiltænkt som rekreative områder med plads til turisme. Herudover er arealerne i stort omfang allerede udbygget i dag og ligger samtidig indenfor zoner af særlig beskyttelse ift. kystlinje og beskyttet natur. Områderne ligger også placeret tæt på eller midt i Forsvarets arealer, som generelt søges friholdt for VE-anlæg. Herudover arbejder man i øjeblikket på en temalokalplan for energiproducerende anlæg i bolig- og sommerhusområder. Denne temalokalplan skal søge at afdække og klarlægge mulighederne for opsætning og etablering af VE-anlæg i disse områder.
Kan solceller og vindmøller på nogen måde påvirke os mennesker (sygdoms mæssigt) negativt?
- Varde Kommune er ikke bekendt med rapporter som beskriver en konkret negativ fysisk påvirkning på mennesker eller dyr. Der er krav om, at arealer i en afstand af 4 x møllehøjden skal friholdes for beboelse. Dette krav er bl.a. med til at sikre en så lille påvirkning på de omkringliggende naboer som muligt. Faktorer som støj fra vindmøller og fra transformere ifm. arealer til solceller vil blive afdækket og behandlet i miljøkonsekvensrapporten, hvori man også vil afdække hvorledes man mindsker denne potentielle påvirkning mindst muligt.
Hvilke parametre lægger kommunen vægt på i forhold til etablering? Jeg synes der mangler en ramme, nogle input fra fx biologer udover at vi bliver spurgt om lokalfaunaen.
- Som en del af granskningsprocessen (Undersøgelsen af mulighed for etablering af solceller under og omkring vindmøllerne) er forvaltningen i løbende dialog med projektansøger vedr. afgrænsning af et evt. projektområde. Dialogen går bl.a. mellem Varde Kommunes Naturcenter, som beskæftiger sig med flora og fauna og Varde Kommunes planafdeling, som bl.a. beskæftiger sig med landskab og bymiljøer. Som en naturlig del af denne undersøgende proces ligger også dialogen med jer i lokalområdet, som man fra Varde Kommune opfatter som de ”lokale eksperter”. Det er afgørende for forvaltningen og for politikerne i Varde kommune også at forstå jeres perspektiv ift. en evt. planlægning for solceller under og omkring vindmøllerne.
Når der lidt på bagkant kommer solceller i spil efter der er givet grønt lys til vindmøller – skyldes det så, at der er givet kompensation eller kommer der yderligere til de berørte lodsejere
- Lodsejeraftaler ligger i regi af projektudvikler og er en forudsætning for, at områderne kan meldes ind som arealer til potentiel planlægning. Er man nabo til de direkte berørte arealer kan man være omfattet af de såkaldte kompensationsordninger, som behandles under Energistyrelsen. Mere information kan læses her: https://ens.dk/ansvarsomraader/stoette-til-vedvarende-energi/fremme-af-udbygning-med-vindmoeller
Hvor lang tid går der før jorden kan dyrkes igen?
- En typisk driftsperiode for et solcelleanlæg af denne type ligger på ca. 30 år. Herefter vil solcellerne fortsat have en kapacitet på ca 80 % og vil derfor potentielt kunne videresælges og genbruges i andre projekter. Efter endt driftsperiode er det projektudviklers ansvar at reetablere området, så det igen kan bruges til andre formål. Der stilles krav til udvikler om at afsætte midler til denne ”Oprydning” efter endt driftsperiode. Alt efter hvilke leje- eller købsaftaler projektudvikler har indgået i området, kan området enten fortsætte som areal til solcelleanlæg, overgå til naturområde eller genopdyrkes til produktion af fødevare.
Hvor mange Ha. jord drejer det sig om? Hvor mange vindmøller skal der til for at producere det samme som solceller? Vindmøller fylder langt mindre
- I projektudviklers reviderede ansøgning som blev behandlet af Byrådet i Varde den 09. januar oplyses det, at det drejer sig om i alt ca. 200 ha solceller svarende til ca 277 mw. Skulle man erstatte den oplyste effekt med flere vindmøller af samme type og effekt som de allerede foreslåede (79 mw) ville man skulle opføre i alt ca. 50 vindmøller i området. Se den reviderede projektansøgning som bilag til byrådets dagsorden den 09. Januar, sagen blev behandlet som punkt 8: https://dagsordener.vardekommune.dk/vis?Referat-Byraadet-d.09-01-2024-kl.18.00&id=2377357c-5ee1-45b5-b4fe-5a070607475c
Hvor meget har i undersøgt om gener til os der bor her. Som ikke bor tæt nok på, til i betaler os for at flytte
- Der er foretaget en såkaldt Husprisanalyse af konsulentfirmaet Kraka Advisory. Find analysen under fanen “Rapporter og Undersøgelser” højere oppe på siden.
Tidsperspektivet for solceller kontra vindmøllerne ? Sættes det op samtidig, eller hvordan foregår processen?
- Tidsperspektivet for solceller er kortere for solceller end for vindmøller. Dette skyldes bl.a. processen i fundering af vindmøllerne. Solceller opsættes på stativ som typisk bores eller bankes i jorden, hvilket er en relativt simpel og effektiv proces. I tilfælde af, at man beslutter at planlægge for både vindmøller og solceller, bør man som udgangspunkt forsøge at lægge etableringen af hhv. møller og solceller indenfor samme periode. Dette vil også blive belyst i miljøkonsekvensrapporten, hvor der også skal vurderes på gener og miljøpåvirkninger under selve etableringsfasen.
Har I laver visualiseringer af vindmøllerne ser fra udvalgte områder? Hvis ikke – hvornår laves de ?
- Der er endnu ikke udarbejdet visualiseringer af projektet. I forbindelse med miljøkonsekvensrapporten skal der udarbejdes visualiseringer som søger af afdække projektets visuelle påvirkning på landskabet og det øvrige omkringliggende miljø.
Hvornår kan skyggekastet fra alle vindmøller ses på et landkort ift. de forskellige årstider og tidspunkter på dagen?
- Det er en forudsætning for realisering af vindmølleprojekter, at vindmøller maksimalt må afgive et skyggekast til omkringliggende boliger i 10 timer om året. Projektudvikler giver i sin ansøgning udtryk for, at man ifølge midlertidige skyggekastberegninger lever op til kravet om maks. Skyggekast på 10 timer om året. Skyggekastberegninger vil også indgå som en del af miljøkonsekvensrapporten.
Er der en form for garanti for, at puljemidlerne går til lokalsamfundene i Kvong og Horne og Strellev og Lyne Hvem fordeler midlerne
- Puljemidler kan opdeles i hhv. de statsligt forpligtende indbetalinger via ”Grøn Pulje” og projektudviklers eget initiativ til styrkelse af de omkringliggende lokalsamfund.
- Grøn Pulje er en ordning som gælder for alle VE-anlæg med enten vindmøller, solceller eller vandkraftværker. Den grønne pulje administreres af Varde Kommune. I forbindelse med en ændring i reglerne for Grøn Pulje som nu bl.a. betyder højere satser for indbetaling og dermed flere penge til lokalsamfundet, er Varde Kommune i gang med at revurdere kommunens administrations- og ansøgningspraksis. Forvaltningen i Varde Kommune forventer at kunne fremlægge et udkast til ny administrationspraksis til politisk behandling i løbet af efteråret 2024. Læs uddybende forklaring om Grøn Pulje via dette link: https://vardekommune.dk/borger/affald-og-miljo/groen-pulje/
- De andre puljemidler som fordeles til lokalsamfundet, er et initiativ fra projektudvikler som skal søge at styrke de omkringliggende lokalsamfund. Her forventes ifølge projektudviklers ansøgning at blive indbetalt minimum 300.000 kroner til en lokalstyret fond. Dette ligger udenfor Varde Kommunes regi og etablering og drift af denne fond vil skulle følge en aftale mellem projektudvikler og lokalsamfundet.
Er der afsætning nok / kabler store nok Hvem tjener på det
- Man oplever en generelt stigende efterspørgsel på grøn strøm til understøttelse af samfundet i fremtiden. Opvarmning af boliger, udskiftning i transportmidler til private bilister og nye brændstoffer til transport- og flyindustrien gør behovet for grøn strøm til en vigtig samfundsmæssig interesse. Overgangen fra fossile brændstoffer til strøm kræver en passende infrastruktur og kapacitet i fremtiden. Udbygningen af VE-anlæg i dagens Danmark skal altså ses som en investering ift. den stigende efterspørgsel i de kommende år og årtier. Den konkrete infrastruktur til håndtering af strøm til det fælles net er et ansvarsområde under Energistyrelsen som håndteres af Energinet. Energinet arbejder løbende på udbygningen af kabler og strømforbindelser på tværs af landet, som på sigt skal sikre stabil og sikker levering af strøm til forbrugerne.
Vil man ikke kunne se vindmøllerne meget tydeligt fra Strellev, Lyne og Kvong
- Man vil kunne se møllerne fra både Strellev, Lyne, Malle og Kvong. Vindmøllerne forventes at blive opført i en totalhøjde på 167,5 meter til møllens vingespids i højeste position. Generelt er området omkring Strellev, Malle og Kvong præget af fladt terræn. Lyne ligger højere i landskabet end området med vindmøller.
Hvorfor har det ikke været indkaldt til borgermøde om vindmøller? Går ve midler over kommunegrænsen er det “kun” Varde kommune der får glæde af dem?
- Ifølge Regeringens Forslag til Lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi lægges der op til, at man som kommune nu kan vælge at dele den grønne pulje med berørte naboer i andre kommuner. Dette sker for at imødekomme de tidligere udfordringer som eksisterende lov har medført for berørte naboer i tilstødende kommuner.
- Loven forventes at træde i kraft den 1. juli 2024. Læs mere om lovforslaget vedr. ændring i Grøn Pulje her: https://www.ft.dk/ripdf/samling/20231/lovforslag/l143/20231_l143_som_fremsat.pdf
Hvornår kan vi få politikerne i tale? Og ikke forvaltningen….
- I forbindelse med de offentlige høringer af hhv. projektansøgningen, den såkaldte ”Idéhøring” med dertilhørende høringsperiode på 14 dage, vil der blive afholdt et borgermøde med deltagelse fra lokalpolitikerne i Varde Kommune. Det samme gør sig gældende for den offentlige høring af selve lokalplanforslaget, som har en høringsperiode på otte uger. Her vil forvaltningen igen indkalde til borgermøde med deltagelse fra politikerne i Varde Kommune. I forbindelse med høringerne og de dertilhørende borgermøder er det det skriftlige høringssvar som tæller med i den politiske behandling af sagen.
Hvordan indregnes turisternes energiforbrug i kommunens mål om klimaneutralitet? Er det den faste befolkning, der skal sørge for det
- Læs om bl.a. strategien for bæredygtig turismeudvikling i Varde Kommunes Klimahandlingsplan og dertilhørende Virkemiddelkatalog: https://vardekommune.dk/borger/affald-og-miljo/klimahandlingsplan/
Solcelleprojekterne 12 og 13 i Outrup-området:
Indkomne spørgsmål fra borgermødet i Outrup Kultur- og Idrætscenter d. 8. april 2024 er indsamlet og kan tilgås via linket nedenfor. Spørgsmål fra kommende møder vil også fremgå på denne side.
Indkomne spørgsmål fra borgermødet d. 08.04.2024
Spørgsmål fra borgermødet søges løbende besvaret og uddybet.
Spørgsmålene besvares af planlægger, Johannes Møller Christensen i samarbejde med relevante fagpersoner fra Varde Kommune:
Hvorfor er Barfredsvej valgt fra? Der bor ingen der.
- Barfredsvej er ikke med i ansøgningsmaterialet fra Jysk Energi, senere Ænergy. Dette skyldes primært, at Barfredsvej ligger udenfor udpegningen af områder til større solcelleanlæg i Varde Kommunes Kommuneplan 2021. Herudover ligger Barfredsvej øst for Nymindegabvej, mens hele det ansøgte område placerer sig vest for Nymindegabvej.
Bliver borger tilbudt at være med i projektet ligesom for vindmøller her tænker jeg økonomisk.
- Ænergy har efter borgermødet oplyst, at op til 40% af parken bliver tilbudt til lokalområdet i form at anparter.
Kan du fortælle, hvordan solcellekortet i Varde kommune er udarbejdet, og hvordan er der tager hensyn til bosætning?
- I redegørelsen til Varde Kommunes Kommuneplan 2021 fremgår det, at Ved placering af større solcelleanlæg skal 95% af anlægget ligge indenfor planudpegninger hertil. Ved ansøgning om etablering af større solenergianlæg vil der derudover blive foretaget en konkret vurdering i hvert enkelt tilfælde, som blandt andet vil ske på baggrund af landskabelige og naturbeskyttelsesmæssige hensyn samt nabohensyn og afskærmning, som er beskrevet i kommuneplanens tilkendegivelser.
Yderligere vil der være fokus på en placering, der skaber mulighed for en multifunktionel udnyttelse. Muligheden herfor varierer alt afhængig af lokalitet. Eksempler på placering af solcelleparker med multifunktionelle formål kan være områder; hvor man ønsker at undgå sprøjtemidler i forhold til grundvandsinteresser; områder med lav dyrkningsevne eller vådområder, hvor det er hensigtsmæssigt at tilbageholde næringsstoffer i forhold til vandmiljøet. Solcelleanlæg har et stort arealforbrug, og derfor er det hensigtsmæssigt, at store tagoverflader i videst muligt omfang udnyttes hertil. Ved jordnær placering skal det forventede arealforbrug til anlægget opvejes i forhold til andre interesser som landbrug, natur, bystrukturer og produktion af andre vedvarende energiformer såsom vind og biogas. Læs mere om baggrund for udpegningen af områder til større solcelleanlæg i redegørelsen, som du finder her: https://vardekommune.dk/wp-content/uploads/2021/12/03.-Redegoerelse_endelig_offentliggoerelse.pdf
Hvordan undgås at området bliver en sort plet hvor naboer og vildt ikke kan færdes?
- I forbindelse med lokalplanlægningen af projekterne i 2025 skal det bl.a. sikres, at der etableres passager for vildtet gennem områderne. Samtidig vil der blive arbejdet med etablering af rekreative gang- og cykelstier gennem området, samt plads til udvikling og styrkelse af biodiversitet.
Hvordan søger man værditabserstatning? Hvilke forudsætninger vil i så fald ligge til grund for en sådan udregning?
- Værditabsordningen er et initiativ under Energistyrelsen. De konkrete vurderinger ift. værditab udarbejdes af den uafhængige taksationsmyndighed. Alle har ret til at søge ordningen. Læs mere på Energistyrelsens hjemmeside: https://ens.dk/ansvarsomraader/stoette-til-vedvarende-energi/fremme-af-udbygning-med-vindmoeller-0
Kan det tænkes at vi som samfund skal til at overveje 4 generations-kernekraft istedet for at forurene vores natur med grimme solcelleanlæg og vindmøller .?
- Folketinget traf i 1985 en beslutning om en energiplanlægning uden atomkraft, som helt grundlæggende angiver, at der ikke skal planlægges en energimæssig fremtid i Danmark med atomkraft. Lovteksten fra 1985 kan tilgås her: https://www.retsinformation.dk/eli/ft/198512K00085 Varde Kommune er underlagt de statslige, samt EU-retslige love i planlægningen og dette er også grunden til, at atomkraft ikke for nuværende indgår som en del af kommunens VE-planlægning.
Bliver der lagt et levede hegn rundt om solceller anlægget (træer og buske ) Jeg tænke specielt ud til Nymindegabvej?
- Der vil blive etableret afskærmende beplantning omkring hele anlægget. Langs Nymindegabvej forventes der herudover at blive udlagt en zone med respektafstand, så anlægget ikke placeres helt op ad vejen.
Hvordan kan vi være sikker på, at de penge som kommer kommunen til gode pga projektet, ikke bliver brugt på udsmykning af Varde by, (så som et nyt musikhus.) Men til de borgere som bor i nærheden.
- Gældende retningslinjer for ansøgning om midler fra Grøn Pulje lyder som følger: Ansøgningsberettigede til Grøn pulje er fortrinsvist foreninger og selvejende institutioner beliggende i nærheden af det pågældende energianlæg. Naboer og øvrige enkeltpersoner bosat i kommunen kan også søge. Naboer til anlæg i Varde Kommune, som er bosat i vores nabokommuner, kan ligeledes ansøge puljen. Ved naboer forstås indbyggere indenfor seks gange møllens højde eller 200 meter fra et solcelleanlæg eller vandkraftværk. Læs mere om Grøn Pulje på kommunens hjemmeside: https://vardekommune.dk/borger/affald-og-miljo/groen-pulje/
Hvem har lavet den regel med solcelle, at det kun er beboer mellem 0-200 meter der kan få erstatning/bonus. Der er mange flere der bliver påvirket. Kan VK ikke se på det, og få grænse udvidet?
- Salgsoptionsordningen og VE-bonusordningen er begge statslige initiativer under Energistyrelsen. Ændringer i regler for ordningerne skal besluttes af politikerne i folketinget. Læs mere om ordningerne på Energistyrelsens hjemmeside: https://ens.dk/ansvarsomraader/stoette-til-vedvarende-energi/fremme-af-udbygning-med-vindmoeller
Er man sikker på at projektet bliver til noget?
- Projekterne blev ansøgt og udvalgt ifm. kommunens ansøgningsrunde for vedvarende energianlæg tilbage i 2022/23. Projekt 12 ved Bækhusevej og projekt 13 ved Hennebjerg blev herefter udvalgt af byrådet til opstart af lokalplanlægningsproces i løbet af 2025. Find beslutningen fra byrådsmødet her: https://dagsordener.vardekommune.dk/Vis/Pdf/bilag/b027e2fa-896d-4716-a8e2-acb046afa932?redirectDirectlyToPdf=false Udvalget for Plan og Teknik genbekræftede i januar 2024, at projekterne forventes at skulle lokalplanlægges i 2025. Se beslutningen fra udvalgsmødet her: https://dagsordener.vardekommune.dk/Vis/Pdf/bilag/ac00cce3-0641-4a61-bc77-5300ce136528?redirectDirectlyToPdf=false I forbindelse med lokalplanprocessen i 2025, vil lokalplanen blive sendt i offentlig høring ved borgerne to gange. Efter hver af de offentlige høringer med mulighed for indgivelse af høringssvar, vil projekterne igen blive behandlet af politikerne på hhv. udvalgsmøder og byrådsmøder. Politikerne kan træffe beslutninger om projekterne og lokalplanernes udformning på deres udvalgs- og byrådsmøder.
Afstand til godtgørelse på 200 m bliver den øget ? Måles der fra matrikel grænse eller ens stuehus ?
- De nævnte ordningerne er initiativer under Energistyrelsen og en ændring af afstanden på 200 meter vil skulle besluttes i folketinget. Ved beregning af afstand til beboelsesejendom, så skal denne afstand beregnes fra facaden af beboelsesejendommen og ikke ved matrikelskel.
Eventuelle udendørs opholdsarealer ved ejendommen tæller ikke med i beregningen af afstanden, ligesom nære opholdsarealer, carporte, staldbygninger m.v. som er beliggende inden for grænsen, ikke indgår ved opmåling af de 200 meter. Altså opmåles de 200 meter således som afstanden mellem solcelleanlæggets ydre grænse (hegn, beplantning o. lign) og selve beboelsesejendommen (bygning).
Kan man få kompensation når man bor 500 meter fra solcelleanlæg?
- Værditabsordningen kan søges af alle. Taksationsmyndigheden behandler sagerne ud fra en individuel vurdering.
Ved vurderingen af værditabet tages fx følgende i betragtning: Støjgener, herunder gener fra lavfrekvent støj, Gener som følge af skyggekast, samt Visuel påvirkning. Læs mere på Energistyrelsens hjemmeside: https://ens.dk/ansvarsomraader/stoette-til-vedvarende-energi/fremme-af-udbygning-med-vindmoeller-1