Plan for tilsyn
Her kan du læse om planlagte tilsyn med spildevandsforhold i det åbne land
Ejendomme som ikke er planlagt kloakeret, og som ikke overholder gældende rensekrav, kan i planperioden forvente krav om forbedret spildevandsrensning ved anlæg af individuelle renseløsninger. De berørte lodsejere vil samtidig blive tilbudt kontraktligt medlemskab af DIN Forsyning A/S.
I perioden 2011-2015 er der givet påbud til ca. 800 ejendomme i det åbne land. Disse påbud er blevet givet på baggrund af afløbskoderne i BBR (Bygnings- og Boligregistret).
Der blev sendt påbud til de ejendomme der havde kode 31 (ejendomme registeret med mekanisk rensning med privat udledning direkte til vandløb, sø eller hav) og til de ejendomme der havde kode 80 (ejendomme registreret med ”anden type afløb”).
Afløbsforholdet kan dog være registreret forkert i BBR, og dermed kan der være ejendomme som burde have fået et påbud, men som ikke har fået det i den første periode.
De ejendomme der ligger inden for Vandområdeplanens kravoplande, og som har en af følgende afløbskoder, vil blive gennemgået og kan eventuelt forvente et tilsyn og påbud om forbedret spildevandsrensning af Varde Kommune:
- 30 (mekanisk rensning med nedsivningsanlæg – uden tilladelse)
- 31 (mekanisk rensning med privat udledning direkte til vandløb, sø eller hav)
- 70 (udledning uden rensning direkte til vandløb, søer eller havet)
- 80 (anden type afløb)
- 501 (øvrige renseløsninger: mekanisk med direkte udledning)
- 502 (øvrige renseløsninger: mekanisk med udledning til markdræn)
Inden for kravoplandene er der i alt ca. 1400 ejendomme med ovenstående afløbskoder.
Før Varde Kommune kan give et påbud, skal ejendommene først gennemgås i kommunens arkiver, for at undersøge hvilken dokumentation der eventuelt måtte foreligge på spildevandsanlæggene.
Herefter vil der blive foretaget et tilsyn på de relevante ejendomme, for at afklare de fysiske forhold for spildevandsanlæggene, og deres eventuelle udledninger til vandløb, søer eller havet.
Lodsejeren vil modtage et varsel om tilsyn mindst 14 dage før tilsynet.
Når Varde Kommune har været på tilsyn på en ejendom, bliver der sendt en tilsynsrapport til lodsejeren. Hvis der ved tilsynet bliver konstateret, at spildevandsrensningen skal forbedres, vil lodsejeren først modtage et varsel om påbud og herefter et påbud om forbedret spildevandsrensning.
Fristen for at opfylde et påbud, er 1½ år.
Rækkefølgen for tilsyn og påbud om forbedret spildevandsrensning i det åbne land er prioriteret i forhold til Vandområdeplanens forskellige renseklasser. Kravoplande med flest krav til spildevandsrensning bliver prioriteret først, og kravoplande med færrest krav til spildevandsrensning bliver prioriteret sidst. De forskellige kravoplande og renseklasser fremgår af dette kort.
Prioriteret rækkefølge
- 1. SOP: Skærpet krav til reduktion af organisk stof og fosfor samt nitrifikation
- 2. SO: Skærpet krav til reduktion af organisk stof samt nitrifikation
- 3. OP: Reduktion af organisk stof og fosfor
- 4. O: Reduktion af organisk stof (Nord for Varde Å)
- 5. O: Reduktion af organisk stof (Syd for Varde Å)
Yderligere beskrivelse af renseklasser kan ses her.
For at forbedre spildevandsrensningen skal man etablere et godkendt spildevandsanlæg, som skal udføres af en autoriseret kloakmester. Der kan læses mere om de forskellige typer spildevandsanlæg her.