Forhold til andre planer
Spildevandsplanens forhold til anden planlægning.
Statens vandområdeplan
Statens vandområdeplaner udgør tilsammen en plan for, hvordan man kan forbedre det danske vandmiljø og dermed opnå renere vand i Danmarks søer, fjorde, åer og grundvand. Gældende vandområdeplan for Varde Kommune er Vandområdeplan 2015-2021 for Vandområdedistrikt Jylland og Fyn. Planen stiller krav til indsatsen for udpegede overløb og renseanlæg. For nærmere information henvises til særskilt afsnit om statens vandområdeplan.
Kommuneplanen
Kommuneplan 2017 fastlægger retningslinjerne for arealanvendelse i Varde Kommune, herunder rammer for udbygning af bolig og erhvervsområder. Nye områder, som er udlagt til bolig eller erhverv i Kommuneplanen, er indarbejdet i spildevandsplanen. Her kan man se, hvilken kloakeringstype der planlægges etableret for området. Spildevandsplanen udgør således det juridiske grundlag for, at grundejere forpligtes til at tilslutte sig kloakanlægget som beskrevet i planen.
Spildevandsplanen er udarbejdet i overensstemmelse med de overordnede retningslinjer i Kommuneplanens hovedstruktur, kapitel 15:
- Udledning fra kommunale spildevandsanlæg skal kunne opfylde kravene til vandløbenes målsætning.
- Ved byudvikling skal nye områder hovedsageligt separat- eller spildevandskloakeres.
- Regnvand fra tage og befæstede arealer skal, så vidt muligt, nedsives lokalt eller forsinkes inden udledning.
Klimatilpasningsplanen og sommerhusområderne
Varde Kommune har udarbejdet en samlet klimatilpasningsplan i 2015 og indsatsområderne fremgår af Kommuneplan 2017. Klimatilpasningsplanen indeholder en kortlægning af udfordringerne ved et ændret klima med mere regn. I planen er der udpeget indsatser relevante for spildevandsplanlægningen for en række sommerhusområder samt Varde By.
Der er udfordringer med håndtering af både spildevand og overfladevand i en del sommerhusområder i kommunen, som følge af højt grundvandsspejl og bebyggelsestætheden, i samspil med de øgede nedbørsmængder.
Varde Kommune har ikke tilstrækkelig konkret viden om udfordringerne i de enkelte sommerhusområder til på nuværende tidspunkt, at foretage en prioritering eller igangsætte konkrete handlinger. Derfor fastlægger klimatilpasningsplanen, at der skal udarbejdes en samlet handleplan for sommerhusområderne, hvor indsatserne i de enkelte sommerhusområder prioriteres.
Det er i denne spildevandsplan besluttet at DIN Forsyning A/S, i samarbejde med Varde Kommune, skal udarbejde en handleplan for håndtering af spildevand fra sommerhusområderne i Blåvand og Vejers. Planlægningen for disse områder skal koordineres med fastlæggelsen af den fremtidige renseanlægsstruktur, som afgør hvilke renseanlæg der skal videreføres/udbygges og hvilke renseanlæg, der skal nedlægges.
Handleplanen for sommerhusområdet i Blåvand skal være fastlagt i 2020 og for Vejers i 2021.
Håndteringen af husspildevand i sommerhusområderne kan ikke forvente at afhjælpe problemer med højt grundvand. Her henvises til drejebog for vandhåndtering i sommerhusområderne.
Drejebogen er en vejledning til fremstilling af nødvendigt projektmateriale i forbindelse med vandhåndteringssager. Drejebogen indeholder en beskrivelse af løsningsmuligheder, forslag til finansiering samt regler for partsfordeling efter nytten af projektet.
Grundejeren/grundejerforeningen er projektejer og står for udarbejdelsen af projektet. Kommunen vejleder grundejerforeningen i deres arbejde med projektet og hjælper eventuelt med overvågning og lignende.
Varde By: DIN Forsyning A/S har i forbindelse med gennemgang af oversvømmelseskortene konstateret, at der er steder, specielt i Varde By, hvor vandets naturlige strømningsveje er blokeret af bygninger, dæmninger eller lignende. Det er vigtigt, at blandt andet DIN Forsyning A/S’ kloakledninger er fuldt funktionsdygtige i sådanne situationer. Separatkloakering er allerede igangsat i Varde By og det forventes at denne indsats vil forbedre de nuværende kapacitetsproblemer jf. forsyningens serviceniveau.
Vandforsyningsplanen
Drikkevandet til Varde Kommunes borgere indvindes fra undergrunden i kommunen. Vandindvindingsstrukturen har betydning for spildevandsplanlægningen, idet udsivning af spildevand fra utætte kloakledninger samt nedsivning af spildevand og regnvand fra kloakanlæg kan forurene grundvandet.
Bortskaffelsen af spildevand i kommunen skal fastlægges under hensyntagen til relevante beskyttelseszoner omkring vandforsyningsanlæggene, og afhænger både af spildevandstypen og anlæggets placering i forhold til indvindingsoplande og områder med særlig drikkevandsinteresse (OSD):
Type af spildevand | Områder INDENFOR vandværkers indvindingsopland | Områder INDENFOR OSD | Områder UDENFOR OSD og vandværkers indvindingsopland |
Overfladevand fra boligområder | JA* | JA* | JA |
Overfladevand fra erhvervsområder | Vurderes særskilt | Vurderes særskilt | Vurderes særskilt |
Spildevand < 10 PE | Ja, hvis afstanden til vandforsyningsboringer er > 300 m** | Ja, hvis afstanden til vandforsyningsboringer er > 300 meter** | JA, hvis afstanden til vandforsyningsboringer er > 300 meter** . |
Spildevand > 10 PE | Ja, hvis afstanden til vandforsyningsboringer er > 300 m**/*** | Ja, hvis afstanden til vandforsyningsboringer er > 300 meter**/*** | JA, hvis afstanden til vandforsyningsboringer er > 300 meter** . |
* Nedsivning af overfladevand fra store parkering- og vejarealer skal vurderes særskilt.
** De 300 meter gælder ved vandindvindingsanlæg, hvor der stilles krav om drikkevandskvalitet. Hvor der ikke er krav til kvaliteten – ved f.eks. markvandingsboringer er kravet kun 150 meter. For private drikkevandsboringer kan kommunen give dispensation ned til 75 meter efter en konkret miljømæssig vurdering. Der vil dog aldrig blive meddelt en dispensation ned til 75 meter til en almen vandværksboring.
*** Hvis nedsivningen ikke øger risikoen for forurening af grundvandet.
Hvis det planlægges at benytte usædvanlige tagmaterialer (eksempelvis kobber eller zink) bør der så tidligt som muligt indhentes udtalelse fra Varde Kommune muligheden for afledning af overfladevand.
For de to mest normale anlægstyper er der udarbejdet let tilgængelige beskrivelser af reglerne og udformningen af anlæg. Disse fremgår her:
- For tilladelse til nedsivning af tag- og overfladevand se afsnit om lokal afledning af regnvand.
- For etablering af nedsivningsanlæg i det åbne land se særskilt beskrivelse af anlægstyper i det åbne land.